Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Skagen. 13. september 1921
ud til fremmede Steder
Gl. Skagen. 13/9 - 1921
Kære Henrik Pontoppidan!
Jeg skulle for længe, længe siden have ladet høre fra mig, men det er blevet ved Tanken – Tak for Hilsen som jeg fik gennem Otto Borchsenius i Forsommer! Da fik jeg at vide, at De var blevet opereret nok en Gang, det gjorde mig meget trist at høre – men saa har det vel ogsaa virket?
En af de sidste Dage af Maj var jeg ude paa Rigshospitalet (jeg var hjemme i Hillerød for at hente Familien) for at besøge Dem, og jeg blev da meget glad ved at høre, at De alt for et Par Uger siden var udskrevet. Men de gennemgaaede Kvaler hjalp altsaa ikke!
De har vist tænkt Dem, at jeg nu har levet en Sommer heroppe i Fryd og Gammen – at jeg er lykkelig, ja maaske endog beruset over den Medgang som "De Levendes Land" har haft! Men, ak Ve! jeg tror, at jeg er bleven en daarlig En til at more mig – og jeg egner mig vist kun ringe til at lade mig beruse af Sejren! Det har altid været saadan for mig, at for hver Fodsbred Land jeg har vundet frem√, jo længere synes jeg at have tilbage!
Da jeg vandt mine første Sejre med mine første Bøger, blev Resultatet mærkværdigvis en dyb melangkolsk og ensom Følelse, der en Tid lang tilmed næsten ogsaa gjorde mig menneskesky, saa mine Venner den Gang gik og skumlede 2 over min mentale Tilstand – og virkelig jeg var i mit Inderste ulykkelig; jeg syntes at Sejren hjalp intet, det var ligesom Slag i Luften! Paa nogen lignende Maade er mit Sind egenlig stillet nu, selvom jeg selvfølgelig godt forstaar, at min Stilling nu er helt anderledes nu end den Gang! Men trods min store Adgang til Glæde, er der dog noget i mit Indre, som√ er glædesforladt! Jeg er blevet saa grænseløs utilfreds med mig selv – der er opstaaet en Strid inden i mig langt voldsommere og smertefuldere, synes jeg, end i mine tidligere Aar! Jeg angriber og anklager Holdninger og Retningslinier i min Person – jeg er ikke den jeg skulde være – og rent kunstnerisk ser jeg ogsaa, hvor meget jeg mangler og hvor langt jeg har igen! Og saa er jeg ogsaa kommen rent galt afsted med dette Hus – jeg frygter for at det har været en Drøm, som jeg har baaret for længe, saa den er død, nu den skulde blive til Virkelighed! Gl. Skagen er ikke mere som før, Havet og Heden og Klitterne ligger jo nok som før – men jeg der hænder mig ikke andet end at jeg vandrer om og opsøger gamle kendte Steder og Minder, som om jeg er bleven en gammel Mand! Jeg tror ikke, at jeg selv har noget mere at hente her – uden Reflektion! Men min Kone og mine Børn trives vidunderlig!!
Skønt jeg arbejder paa nogle Fortællinger, sysselsætter mine Tanker sig i Virkeligheden med noget helt andet – Tro ikke, at mit Sind ikke er optaget af nyt Arbejde og Stof – jo, jeg skriver mine Fortællinger, men gaar i Virkeligheden og digter paa noget helt andet!
3 Men jeg hverken kan eller vil tage fat paa det nu! Hvad jeg nu føler Trang til er at komme ud til fremmede Steder og fremmede Mennesker, et halvt Aar eller et helt Aar, det afhænger af Midlerne! Men jeg maa ud; jeg har en Følelse af at staa ved et af de vigtigste og mest afgørende Punkter i mit Sind! Og jeg kommer nu, Henrik Pontoppidan, til Dem for at bede om Deres Bistand og Interesse for mig som saa mange Gange før! Og jeg tvivler heller ikke om at De vil yde mig den af bedste Evne!
For det første er der jo to Legater "Drachmanns og Ankers"! Drachmanns skal jo uddeles nu den 9de Oktober! Jeg har talt med Borschenius1 derom, han lovede at gøre, hvad han kunde, sidste Aar havde jeg været foreslaaet, men saa blev det pludselig til Jubilæumslegat for Ludvig Holstein. I Aar mente han at Valget kom til at s[t]aa om Rørdam og mig! Han forelog mig at skrive til Professor Weis, men jeg har ikke villet gøre det, da det jo er et Legat, som ikke skal søges og Hr. Weis kender jeg næsten ikke!
Det Ankerske skal søges inden første November! Og jeg har talt med Carl Larsen2 og Michaelis derom! Af dem forekom Carl Larsen mig at være den mest forstaaende! Og jeg er tilbøjelig til at tro, at, hvis De sendte ham et Par Ord, naar Tiden nærmede sig, at det vilde have stor Indflydelse paa ham! Fik jeg dette Legat, saa var min Rejse i alt Fald sikkret for det første halve Aar – da jeg jo nok fik min Forlægger til at underholde min 4 Familie!
Jeg bliver heroppe vistnok til ind i Oktober, da udkommer den nye Udgave af Trilogien! Angaaende mine Fortællinger, da foreslaar Forlaget mig at vente med dem til Foraaret af Hensyn til den! Men jeg har ikke sagt Ja dertil – da jeg ikke deler Forlagets Mening! Jeg vil først afgøre det naar jeg endelig faar Fortællingerne færdig til Tryk!
Det har glædet mig meget at se, at det er blevet til noget med Aschehougs og Deres Bog "Højsang"3.
Gid nu at dette Brev maa træffe Dem i bedste Velgaaende! Og jeg beder Dem om alligevel ikke at gøre Dem altfor store Bekymringer for min Skyld! Jeg haaber ogsaa at Deres Hustru har det godt!
Med mange hjærtelige Hilsner til baade hende og Dem fra os begge!
Deres hengivne
Harry Søiberg
