Ingeborg Maria Sick til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Pile Allé 19. 18. november 1918
Om søsterens død
19 Pile-Allé 18-11-18
Kære Hr: Henrik Pontoppidan!
Jeg vilde have takket Dem for længe siden for venlig Tilsendelse af Deres Bog1, men jeg er meget træt for Tiden, og alt synes mig uoverkommeligt. Nu har jeg faaet Deres elskværdige Brev2 og maa sige 2 Dem Tak derfor! Ja, nu er jeg i "de dødes Rige" hvor hele Livet er forbi. Gud give, at jeg blot inderst inde maatte eje det, der holder et Menneske i Live! Jeg ved ikke, om det blot var "Søskendekærlighed" der bandt os sammen; jeg ved, at vi elskede hinanden; man synes, at det er mer end hvad der kan rummes i et enkelt Forhold. Da Livet en Gang brast for mig, holdt hun mig oppe med stærke trofaste Hænder og skaffede mig Muligheden for at kunne arbejde ved at bane Vejen for mine Bøger ud i Verden. Uden hende kan jeg intet mer – udover det at beskikke mit Hus og faa alle mine Efterladenskaber bragt i Orden. – – Jeg traf i Dag en lille fattig Dreng, hvem jeg spurgte, om han havde mange Søskende hjemme. Han svarede: "Nej, jeg har kun mig selv". Jeg sagde ham ikke, at det var Døden, 3 men jeg tænkte det – for Livet har man dog kun i andre. Hun var uundværlig for mig – det jeg nu ikke mere er for nogen i Verden. – –
Jeg har i flere Maaneder ikke kunnet læse nogen Bog, fordi de alle syntes mig fjærne og uvedkommende. Deres blev den første, jeg læste. Hvor er den henrivende skrevet! Og Forholdets Betydning bliver mer indlysende netop 4 fordi han egentlig ikke er tiltalende og hun ikke betydelig. Det er dette Problem, som saa stærkt har beskæftiget mig: om det er forsvarligt at gøre en Uret for ikke at svigte sit egentligste Kald, sin væsentligste Pligt – at staa ved dens Side, som kan naa sin fulde Personligheds-Udfoldelse.
5 Man kan stille det saa klart op for sig selv, at det er fuldt berettiget. Og saa alligevel – – Et Menneske, som virkelig er troende, kunde i alfald næppe gøre det. Men De mener vel heller ikke, at det, hun kalder sin Tro, er blevet stort mer for hende end Konfirmand-Forestillingen om en Gud, hvis Hovedbeskæftigelse er den lidt trøstesløse: at revse. Jeg mener, den har ikke ført hende til noget religiøst Personligheds-Forhold. Men meget veltalende i al sin enkle Skønhed er Deres Indlæg i Sagen. Hvor hun er sød den lille Pige, som svinger ind i Stuen med Døren! Og Faderens Bemærkning om at "derfor er vi kaade og hænger os i Dørene" er saa yndig! Ogsaa hele Interiøret til Slut – ligefra den røde Lampe gløder ud i Natten! – –
Der er gaaet – nogle Dage3, og Harald Kidde4 er død. Det er usigelig tungt! Han var kun syg i knap en Uge – blev kørt ind til Hospitalet i Lørdags Kl. 3 og døde samme Aften 6 ved Ottetiden. Stakkels lille Astrid! Vi holdt saa meget af dem begge. De kom en Del til os. –
Det gør mig saa ondt, at vi aldrig fik den Glæde at se Dem her, da disse øde Stuer var et Hjem, og da her samledes Mennesker! De siger intet om Deres og Deres Hustrus Helbred; jeg haaber inderligt, at det er et godt Tegn, og at Sommeren har været Dem gavnlig med Fornyelse af Kræfterne! Jeg beder Dem begge modtage de hjærteligste Hilsner med Tak for Deres venlige Deltagelse.
[fortsat nedad i venstre margin:] Deres hengivne Ingeborg M. Sick
