Ingeborg Maria Sick til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Pile Allé 19. 13. december 1916
natlige Fodtrin
19 Pile Allé 13-12-16
Kære Hr: Henrik Pontoppidan!
Det hviler tungt paa mig, at De stod op! Man skal være forsigtig med Influenza – og De kunde saa godt have ladet mig vente! Jeg var slet ikke forbavset over, at De ikke skrev. At De var syg, vidste jeg ikke – det har gjort mig saa ondt at høre! – men jeg forstod, at De maatte være optaget! At fuldende 2 Bogen1 og læse Korrektur kunde nok beslaglægge baade Tid og Kræfter. Jeg fandt dette ganske naturligt – og er nu virkelig bedrøvet over, at De vilde skrive det Brev, hvormed De selvfølgelig dog har glædet mig saa meget, og som jeg siger Dem hjærtelig Tak for!
Det er dejligt, at De synes om noget af Bogen! Men det, De siger om "Solopgangen" er altfor skønt – thi netop det Afsnit kunde jeg slet ikke faa som det var tænkt og villet. Men 3 at De har kunnet læse det, som det var ment, er mig meget kært.
Ja, vist gaar den unge Pige ud af sig selv – og det er ikke mindst forbløffende for hende – men jeg tror, at saadan maa den Mands Nærhed paavirke hende. Forresten staar hun mig mere fjærnt end de kvindelige Skikkelser i mine andre Bøger, og det gør mig maaske mindre sikker. Jeg haaber, at jeg ikke har skaltet egenraadigt 4 med de øvrige Personer – jeg synes næsten de er blevne mer som de selv vilde være end som jeg vilde have dem.
Jeg forstaar godt det, De siger, at Fodtrinene taber deres Magt over Læserens Sind. Kulminationen er jo paa en Maade naaet i første Del – men de er jo ikke der traadt tilende i Personernes Liv.
Jeg kom selv som ung Pige til at foretage den Fjældrejse ene og overnattede for aabne 5 Døre paa den øde og døde Gaard – og natlige Fodtrin har jeg bestandig lyttet efter. Men underligt, at de blev ligesom særlig knyttede til den fjærne Gaard, hvor jeg dog ingen hørte. – –
Den fattige lille Rosengren var slet ikke Tak værd. Det var langt, langt elskværdigere af Dem og Deres Hustru at kunne blive rørte over den end af mig at sende den. Jeg var paa Fredensborg nogle 6 ensomme Dage i Oktober, og da var de Rosenbuske endnu helt grønne.
Hvor det var ondt at høre, at Fru Pontoppidan har det mindre godt! Hun saa saa flink ud i Sommer. Gid vi maatte faa Sol ind ad Vinduerne til hende – men den er jo næsten ikke til at faa frem paa denne Aarstid.
Jeg sender inderlige 7 Ønsker om god Bedring for Dem begge – og er, med hjærtelig Hilsen
Deres hengivne
I.M. Sick
