Sophus Schandorph til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Lyngby. 2. december 1899
sætte mig ind i Schopenhauer
Lyngby 2den Dec. 99.
Kære Pontoppidan,
Du aner maaske ikke, i hvilken Grad Dit hjertelige Brev glædede mig, navnlig fordi Du siger mig, at jeg endnu har Krummer i mig. Jeg nærede en Frygt for, at jeg saa√ var forfalden til en vis loquacitas senilis1 – for at tale med Mag. Massmann – Der var meget, der straks slog mig ved din Ytring om, at han burde have været Hovedfiguren – men hans teologiske Kampe med Nabopræsterne havde neppe faaet Læserne med. Nu maa Bogen2 altsaa staa eller falde, som den er. Jeg fik ogsaa nogle varme Ord fra Gustav Wied ellers har jeg med Undtagelse af E.B.'s Artikel i "Politiken" ikke set noget om Bogen, hvad jeg heller ikke bryder mig om. Jeg ser saa faa Aviser herude.
2 Hvorfor forputter Du Dig paa saadanne afsides Steder, hvor man ikke kan finde Dig eller faa Dig halet ud fra? Galt var det tidligere, men nu er det værre.
Ja vist er her lunt i Lyngby, bare man kunde faa noget at spise! Min Kone jamrer sig over, at hun skal forskrive Alt fra Kbhvn, og Pengene danser ogsaa ret lystigt her. Men jeg er glad over at være i Afstand fra vor herlige Journalistik og aandsdannende Teatre – fy for Fa'en!
Jeg er ved at slaa mig paa Studium. Jeg vil ordenlig sætte mig ind i Schopenhauer og vide, om han foruden at være genial, er rigtig vel forvaret.
Rigtig Tak for den lille nydelige Bog3! Jeg har læst den, men 3 har hidtil ikke ejet den. Nu skal jeg læse den igen og véd forud, at jeg vil faa stor Glæde af den, som af alt, hvad Henrik Pontoppidan skriver.
Vi hilser begge Dig og Fruen. Fanden maa have besluttet, at vi ikke skal kunne faa hinanden at se.
Din hengivne Ven
Schandorph
