Sophus Schandorph til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Lyngby. 16. januar 1898

den højest Opragende

Lyngby 16 Jan. 98.1

Kjæreste Pontoppidan,

min literære Kjæledægge! Jeg er jublende glad over den ny Bog2, som jeg læste ex uno tenore3 i Nat. Der blander sig en Smule Egenkjærlighed i min Glæde. Jeg gjenkjender i den unge Sidenius en hel ny og en hel anden uafhængig Thomas Fris, den samme Stræben efter at tage den unge Generation paa Kornet, som jeg sigtede efter for 20 Aar siden.

Som Kunstnere er vi – Gud ske Lov – meget forskjellige. Men hvis der i min Kunst er noget Honnet, hvad Du selv offenlig har sagt – noget, der bryder sig Fanden om Avis og Fruentimmerbifald – saa har jeg vel Lov til at række Haanden til min meget yngre Broder og sige: Tak, min gamle Kammerat!

Du spænder vidt, og Du vandrer per ardua ad astra4, er, efter min 2 ringe Mening den højest Opragende i Din Generation. Jeg har offenlig sagt det for en halv Snes Aar siden, og hvad jeg den Gang troede, véd jeg nu.

Neergaard er den største Mester værdig ligesom Interiøret i Nyboder og "Kjøbenhavn ved Nat". Og Præsteinteriøret i Hobro, eller hvor det er!

Tak!

Jeg vil aldeles ikke presse Dig for Fortsættelsen, selv om jeg kunde naa noget ved min Presning. Tag den med Ro, Peddersen!

Min Kone er desværre svag – aldeles mat og kraftløs. Jeg selv er raaden i Lænderne. Men kan Du svippe herud saadan ved Totiden, vil ingen blive gladere end vi. Bliver vi lidt bedre, 3 naar det bliver lysere, saa naa'r vi vel at svinge et Bæger til vor Mad her.

Min Kone og jeg hilser Din Kone og Dig.

Din gamle Ven
Schandorph

 
[1] med kuvert adresseret til "Digteren / Hr. Henrik Pontoppidan / 6. Bakkehusetsgaards Allé / Kjøbenhavn / V. (F)." tilbage
[2] Bog: Lykke-Per. Hans Ungdom, der udkom i januar 1898. tilbage
[3] uno tenore: ét åndedrag. tilbage
[4] per ardua…: ad trange veje mod stjernerne. tilbage