Johan Rohde til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Nybrogade 12. 17. oktober 1906

Henrichsen forstaar ikke Tendensen

17¡X¡1906
Nybrogade 12
Kjöbenhavn

Kjære Ven.

Hjærtelig Tak for Din Bog¹, som vi naturligvis forlængst har læst og discuteret med Venner og Bekjendte – Vi finder den udmærket, og vi ere forbausede over, at vi ikke allerede finder dens Navn paa en Teaterplakat; thi Dit Drama skulde man synes maatte virke særligt stærkt fra en Scene og friste mangen en Skuespiller. Men Menneskene ere underlige jeg tror virkelig, at det er fordi Du ikke er professionel dramatisk Forfatter. Thi Dit forrige Stykke har jo hidtil haft samme Skjæbne. — Da vi havde læst Bogen gik vi samme Aften ud til vor fælles gode Ven Erik H.² for at høre hans Mening. Han sagde strax, at han som Kunstværk fandt det udmærket; jeg sagde da stop, saa bryder jeg mig ikke om at høre mere; jeg var ganske tilfreds; der kom imidlertid et "men" som havde Hensyn paa Tendensen, som han sagde han ikke forstod; men det er jo 2 overflødigt at sige mere herom og om vor Samtale, da han formodentlig selv skrevet Dig til.

Hvad Sven Lange siger³ om det livløse i Personerne, er os alle gaadefuldt; vi synes netop Dine Personer ere levende Mennesker, hvilket ogsaa nok vil vise sig, om det kommer frem paa en Scene.

Mon Du har haft nogen Glæde af Dit Arbejde hidtil fra Omverdenen? Jeg ser saa faa Aviser og taler i denne Tid ikke med mange Mennesker, men jeg kunde tænke mig, at der var mange sure Ansigter paa disse literære Mekanikere, der kunne konstruere alt efter den sidste brugelige Opskrift, men desværre har Temperatur fælles med Torsken.

Forhaabentlig tager Du Dig dette let; det vilde være dumt andet. –

Det skal interessere mig, naar vi tales ved at høre Dine Indvendinger imod min Willumsen-Artikel, jeg tvivler ikke paa, at der er noget i dem; men da jeg som Skribent kun er Dilettant, oven i Kjøbet sjælden af egen Drift griber Pennen, kan Du roligt give mig en Overhaling.

Forresten er jeg først for nylig kommen hjem fra 3 Randers, som har holdt mig fast næsten et Fjerdingaar, og i den Grad indtaget mig, at jeg vistnok om meget kort Tid maa der over igjen.

Jeg glæder mig til, naar Du nu om forhaabentlig ikke meget lang Tid kommer herind, da at vise Dig nogle af de kjendte Steder.

I har det forhaabentlg alle godt i Frederiksborg, desværre hører jeg at Johanne er meget stærkt lidende; forholder dette sig rigtigt? Hermann havde hørt det af hendes Onkel, som Du véd er paa Almindeligheden.

Nu haaber jeg da vi ses lidt i Vinter. Da jeg muligvis i næste Uge tager til Randers for at gjøre noget ved et Billede, skal Du dog ikke komme før lidt ind i November. – Du vil ikke med til Randers?

Hils Din Kone og Dine Børn fra os og modtag selv en Hilsen og Tak for den Glæde, Du har gjort os med Din Bog.

Din hengivne
Johan Rohde