Valdemar Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra København. 25. juli 1891
aldeles udenfor Hans Peters Evner
Kjbhv. 25 Juli [1891]
Kjære Rohde!
Kun et Par Ord.
Fra Hans Peter modtog jeg i Gaar et Brev, hvori han skrev, at han mente om kort Tid at gjøre et Besøg i Karup. Dette kan sikkert blive meget fornøjeligt; men vil han1 sikkert ogsaa da tale med Dem om en ulykkelig Plan han har sat sig i Hovedet, nemlig at forlade den stille rolige Præstegaard hvor han ifølge hele sit Naturel passer saa udmærket til at nusle omkring sammen med en flink og huslig Kone. Passe sin Have sine Kyllinger og Lam.
Naar man saa hører, at han vil forlade denne rolige, sorgløse og behagelige Tilværelse 2 for at tage til London som Sømandspræst2, saa bliver man mindst noget forbauset; thi De maa dog indrømme mig, at er der noget Hans Peter passer til, saa er det et roligt Præstekald paa Landet, hvor han uden Anfægtelser og Bryderier kan leve roligt og behageligt med sin Louise, og er der noget som passer som en knyt Næve i Øjet saa er det Embedet som Sømandspræst i London.
Nu er jeg ikke den, der vil bebrejde Dem at være Aarsagen til saadan Forstyrrelse i Hans Peters Liv, thi De har jo alt en Gang faaet Skyld for at have ført Hans Peter ud af den slagne og jævne Præstevej; men med flere andre Ting 3 saasom Paavirkning af Morten og af hans Ven den "berygtede" Bibelstormer Axel Plenge3, som bor i Viborg, har Deres fantasirige (jeg mener ikke dermed fra Virkeligheden afvigende) Rejsebilleder spillet med ind i det hele og gjort ham utilfreds med sin Gjerning og Stedet hvor han er, og nu flyver han forvildet om i fremmede Lande.
Men hvorom alting er saa forstaar De maaske Meningen hermed.
De er en rolig, ædruelig og tænksom Ven, som jo kjender Hans Peter[,] hans gode og rare Egenskaber og hans Begrændsning. De ser ligesaa tydelig som vi andre at en Virksomhed som den paatænkte ligger aldeles udenfor Hans Peters Evner og Temperament. 4 Naar han nu kommer til Karup vil han jo sikkert tale med Dem om hans Planer og da han altid sætter stor Lid til Deres Meninger og Raad, saa kan De jo nemt paa en behagelig Maade, saa ganske lempelig sige ham Deres Mening som jo sikkert falder sammen med min.
Det er jo vist nu imidlertid saa heldigt at han aldeles umuligt kan faa Pladsen i London og tænker han paa at missionere i Indien eller lignende haaber jeg at hans Kone, der er et meget fornuftigt og ædrueligt Menneske siger Stop, saa De skal selvfølgelig ikke tage alt for ivrigt paa med ham og fremfor alt lad ham ikke mærke Paavirkning fra hans Søskende. Derimod er det jo saa naturligt om jeg har berørt det i et Brev til Dem.
Deres hengivne
Valdemar Pont.
