Valdemar Pontoppidan til Johan Rohde
Sendt fra København. 21. juli 1891
hvor alene og forladt man er i Verden
Kjbhv. 21 Juli 91
Kjære Rohde!
Jeg vidste saa godt, at De med Sorg og Deltagelse vilde modtage Underretningen om vor kjære Holgers Død1; thi De har altid været og vil altid blive en trofast og medfølende Ven, som altid med Inderlighed vil tage Del i Deres Venners Sorger og Glæder.
Og særlig naar Sorgen falder over en, føler man ret hvor alene og forladt man dog altid er her i Verden; til hvor faa af vore saakaldte Venner og Bekjendte, man kan gaa hen med sin Sorg og finde Mod, Deltagelse og Trøst.
Ja, hvor glad og lykkelig var jeg ikke da jeg forlod Dem derovre i Jylland, thi det var smukke og fornøjelige Dage vi tilbragte sammen, saa hyggeligt og rart det gik, og saa glade vi virkelig begge var ved hinandens Selskab.
2 To Dage efterat vi vare komne til Hjørring var det vi modtoge Budskabet om Holgers Død, og hvor kjærlig mod min kjæreste Søster Marie Kampm. end var, saa følte jeg dog Savnet af en, med hvem jeg kunde tale om Holger som virkelig kjendte ham og med hvem man kunde sidde og tale om gamle Dage. Og der var kun to som jeg da længtes efter og det var Henrik og Dem. Fra den første Dag følte jeg Trang til at meddele Dem om Holgers Død; men jeg vidste ikke hvor i Verden De var, saa medens jeg var i Hjørring blev det ikke til meget med at skrive og da jeg kom til Kjøbenhavn og kom under al det dagligdags Kævl og Vrøvl, synes jeg ikke, jeg fandt et eneste roligt Øjeblik, hvor jeg kunde give mig hen i mine Tanker og skrive hvad der laa mig paa Hjærte. Paa den Maade 3 er Tiden gaaet til nu, men De er ikke vred derover, for jeg har saa ofte længtes efter Dem, jeg har saa ofte i disse Dage tænkt mig siddende i Deres lille Stue i Karup Kro og naar vi saa havde spist vore Duer eller Æggekage og faaet Piben tændt, saa kunde vi ret have siddet hyggeligt og snakket om Holger og om hvad vi have oplevet sammen med ham.
Ja jeg sidder nu selv og snakker her meget længe, men De har jo god Tid derovre til at læse hvad man skriver, saa De er jo ikke fortrydelig derover.
Forøvrigt fik vi den første Meddelelse om Holgers Død gj. Harald Djørup og hans Kjæreste og dette Brev fra den sidste var saa smukt og nydeligt at jeg har Lyst til at sende Dem det for der staar alt saa smukt fortalt saa man faaer ret Indtrykket af at det er en sød og elskværdig Pige, som hjærtelig sørger over Holgers Død.
Hvor dette Brev nu er henne ved jeg ikke, men saasnart jeg faaer fat i det skal jeg sende Dem det, og saa kun foreløbig det at Holger døde af Tyfus. Han laa 14 Dage paa Hospitalet og synes at være blevet plejet paa det bedste af Nonnerne, som kjendte ham, da det var et stort nyt Hospital, som han selv havde bygget.
Carl Rosing Hansen2 som er Skibslæge paa Thingvallaskibene kom til New York Dagen før han døde og gik den følgende Dag ud paa Hospitalet, men da var han alt død og begravet Dagen efter at han døde.
Carl Hansen havde talt med Nonnerne, men fortalte, at der var bleven gjort alt for at redde ham, og hans Principal Mr. Cook havde lovet at skjænke Hospitalet 500 Dollars saafremt han kom sig, saa det er jo altid en Trøst at vide at han er bleven plejet godt. Han selv troede nok ikke at han skulde dø og var nok forøvrigt ikke ved Bevidsthed den sidste Dag.
Deres hengivne
Valdemar Pont.
