Morten Pontoppidan til Bjørnstjerne Bjørnson
Sendt fra Københavns Folkehøjskole, Linnésgade 22. 8. november 1892
ikke nogen Per Nittengryn
Københavns Folkehøjskole, Linnésgade 22, 8/11 1892.
Kære Bjørnson!
Naar De skriver saa venlig og ligefrem til mig, svarer jeg igen paa samme Maade.
Dersom De vil kalde mig "Deres Mand", vil jeg kun regne det for en Hæder, aldeles ubekymret for, hvad De maatte lægge deri. De er jo ikke en Mand, der bestaar af 19 "Punkter", hvoraf man skal samstemme i de 17 for at være Deres Mand. Hvor stor en Part af det, et Menneske bærer i sig, kan han sætte frem for Dagen, udformet i "Punkter"? Kun en meget lille Brøkdel. Den aller største Part – og den væsentligste – er det usagte, hans Tavsheder.
Naar jeg tænker paa Dem, falder det mig ikke ind at spørge: Paa hvilke Punkter er vi enige og paa hvilke uenige? Sligt kunde selvfølgelig være interessant at komme ind paa, for saa vidt det gjaldt en Tankeudveksling – og da vilde De finde, at jeg som andre har mine Punkter, ikke mange, men nogle, som jeg vilde forfægte mod hvem som helst i hele Verden. Men det har intet at gøre med den Stemning, hvormed jeg tænker paa Dem – ikke Spor. Det har intet at gøre med det Spørgsmaal, om jeg er "Deres Mand". Ja, det er jeg, det kan De stole paa.
Jeg er ikke nogen Per Nittengryn. Jeg er ikke af Naturen anlagt dertil – kunde alligevel være bleven en hel Del deraf under Indflydelse af den "kirkelige Anskuelse" – var allerede godt paa Vej dertil. Det har De personlig oplevet en Smule af. Var De blevet en Per Nittengryn, er det rimeligt, at jeg havde været det den Dag idag. Men De vilde ikke være det. Og Deres Ikke-villen-være-det har efter al Rimelighed (hvem kan nøje oprede sligt?) været en af de stærkeste Aarsager til min – og andres – Ikke-kunnen-blive-ved-at-være-det.
At De vilde have min Bog, naar jeg sendte den, troede jeg nok. At De vilde læse den, var et svagt Haab hos mig. At De læste den saadan straks og gav den saa god en Karakter, var mig en Overraskelse af den behageligste Art. At De vil skrive lidt om den og anbefale den, er næsten det allerbedste. Herhjemme er man tilbøjelig til at betragte mine Bøger som "Manuskript for Venner". Højskolebladet, Tidens Strøm og enkelte andre hel- eller halvgrundtvigianske Blade plejer at anmelde mig (jeg har hidtil skrevet mest religiøse Smaaskrifter). Denne Gang har jeg gjort et Forsøg paa at interessere "Politikens" historiske Anmelder for Bogen. Men han lod mig temmelig tydelig forstaa, at han neppe i nogen nær Fremtid kom saa vidt, at han fik Tid at læse den. Og "Politiken" er ellers det af Dagbladene, jeg maatte regne paa, – det af hvis Redaktion jeg ellers kan paaregne Imødekommen.
Jeg fortæller Dem dette, for at De skal blive rørt til Taarer over Verdens Utaknemmelighed og saa meget mere bestyrkes i Deres Forsæt at skrive lidt om Bogen. De vil nok foranledige, at vedkommende Bladnummer bliver mig tilsendt1.
Jeg slutter Brevet med den Oplysning om mine personlige Forhold, at jeg siden 1891 forsøger mig som Højskoleforstander i København. Paa Landet, hvor jeg før holdt Højskole, førte mit Brud med den kirkelige anskuelse til, at Skolen mistede sit Besøg.
Deres hengivne
Morten Pontoppidan
Hvis en Pakke fra Schønberg ikke er kommen til Hamar, saa kommer den.
