Mette Marie Pontoppidan til Henrik Pontoppidan
22. maj 1893
Lad være at mistro mig
Pilealle.
Mandag
Kære Henrik!
Dine to sidste Breve har forbauset mig meget, jeg var nemlig saa dybt rørt over Dit første Brev fordi jeg af det forstod at Du igjennem mig vilde følge Børnene, efter vore Samtale havde jeg forstaaet at Du ikke brød Dig om at høre stort om dem igjennem mig, og det gjorde mig ondt, men jeg kunde godt forstaa det, vilde saa ikke bede Dig derom skønt jeg kunde havt Lyst dertil, ud af den Stemning skrev jeg saa mit Brev, dette har Du altsaa misforstaaet, saa jeg har vel faaet udtrykt mig utydeligt, hvad jeg skrev 2 om mig selv skulde kun være til at forklare lidt for Dig hvorfor jeg ikke har kunnet lade Dig komme til mig, at jeg ikke kunde taale Du oversaa mig og kom til Børnene var vist hvad jeg skrev, og det var jo rigtignok ikke noget jeg burde have nødig at sige Dig, i hvert fald alt hvad jeg skrev var virkelig skrevet med gode Hensigter navnlig havde det slet intet med Dit forhold til Børnene at gjøre og det er synd synes jeg om der skulde komme Misforstaaelser af den art for de smaas skyld, men det er vist vanskeligt for os at holde lidt sammen, det er vist hverken Din eller min skyld, men ligger vel i Forholdene men jeg er blevet ængstelig for at skrive, 3 fordi jeg vi√ jo ikke mere kan sige tale ud ærligt og frit til hinanden. Jeg vil nu blot svare paa Dit Spørgsmaal om de ved at Du er kommet tilbage, jeg har sagt dem det og tillige at Du nu har en anden Kone og boer der i Tipperup og at Du derfor ikke for min skyld kommer her nu, og de tog det ret naturligt, og sagde blant andet saa pudsigt: saa er Du jo Enkefrue, jeg turde ikke vente med at sige det da jeg var bange for at de i Skolen skulde høre derom og saa tror jeg ikke de let vilde tilgive os at vi havde tiet, jeg har nok mærket at de har en streng Retfærdighedsfølelse. Gid Du nu kunde lade være med at gjøre mig det for tungt at leve videre med dem paa det de ved. saa kan det dog blive godt. 4 Lad være at mistro mig, kun for deres skyld, som Du holder saa meget af, og lad os være enige om et, at de to søde ikke skal lide under vi kan have forbrudt. Jeg vil berolige Dig med at jeg aldrig lader mig paavirke af noget slet, og derfor kan jeg heller aldrig tillade at nogen vilde paavirke Børnene imod deres Fader, thi det vilde være slet, saa for min Familie kan Du være tryg de er virkelig saa taktfulde at de aldrig nævner Dit Navn til Børnene det ved jeg bestemt, og de vilde i mine Øjne hverken være gode eller brave nok for mig at holde Omgang med, ifald de med et Ord vilde tale ufordelagtigt om deres Fader, de har godt den Forstand at de mest vilde saare mig med det, og det nænner de aldrig, det kan Du trygt stole paa. Jeg har ikke andet at byde dem i en Ferie som denne og de morer dem også godt, der er så altid for dem√ kun at Du er borte og det kan jeg jo ikke√ helt gjøre for. Du var nu slet ikke der, men de vilde endelig paa Landet, og saa fik jeg den Ide at vi vist kunne være i Gundsømagle, og der fik de saa mange Køreture og var meget glade derfor. –
En hilsen fra dem de er glade for de ting de modtog. Jeg tog disse Blomster paa Karens Grav, jeg var der Anden Pinsedag og hilser Dig derfra.
Marie.
