Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 9. februar 1874

i Ordets Ledebaand og Tjeneste

[Mandag] 9/2 74

Min kjære Morten.

Jeg har længtes efter en rolig Fritid til at skrive Eder til og griber den idag, da der udvortes kun paahviler mig at jordfæste en afd. Skomagersvend1 og et Almisselem2, af hvilke den Førstes lange Lidelser ere gaaede mig nær nok; den Sidste er En af de mange Ubekjendte i min Kreds. – Men lad mig saa gaae over til at sige Dig hjertelig Tak for den Afskrift du sendte os af Din første Prædiken, Dit første særegne Præste-Arbeide i Viingaarden. Det skal ikke let glemmes, naar Du i Dit Liv begyndte denne Gjerning; og at Du som Menneskefanger begyndte at kaste Garnet ud imellem Fiskerne paa Snekkersteens Strandbred, skal heller ikke glemmes, men gjemmes som 2 et godt Varsel for Peters og Andreas, Jakobs og Johannes unge Stalbroder. Ja, Gudskeelov, som fangede Dig selv først i Sit Garn, saa Du kan tale om, hvad det er at være fangen, hvor godt det er at gaae i Ordets Ledebaand og Tjeneste. At Folk vare glade ved Dit Vidnesbyrd, kan jeg nok føle og forstaae fra mig selv. Mit Hjerte kunde glad samtykke i Din hele Prædiken som i alle dens Enkeltheder; der er baade efter første og anden Læsning kun eet eneste Ord og Udtryk, som jeg aldrig har holdt af og som i de sidste Tider er blevet mig yderligere imod (ved Birkedals Brug) og det dette, at Vorherre haver os behov, behøver os, trænger til os. Ganske vist forvarer Du Dig mod christelig (dogmatisk) U- og Misforstand, men røber saa med det Samme, at en U- eller 3 Misforstand ligger nær, ja at vi, som ere "unyttige" Tjenere gjøre bedst i, ikke at bruge et Udtryk, som er slibrigt baade i Talerens Mund og i de Hørendes Øren. Jeg har selv for mere end 20 Aar siden holdt en Intimationstale ved Præstevielse i Ribe om "Herrens store Behov" i Anledning af Vorherres Ord om Asenet3. Jeg søgte og fandt denne Tale, hvis Udvikling jeg ikke huskede og seer nu, at jeg har stræbt [efter at] vise Løsningen i det frivillige Samtykke, som Herren ikke kan undvære hos dem, som ville være Christusbærere. – Sat sapienti; thi ellers er jeg som Moder mere end glade ved de Prophetier, som Aanden har givet os i Dit første Fiskedræt.

Ingers Sag kjender Du sagtens fra hende Selv; gjennem en Ild troer 4 jeg dog, at hun har fundet Hvile for sit Barnehjertes qvalte Suk.

Lorias Død4, smertefuld og overraskende, er gaaet mig og Mange nær; jeg tog hans sidste Suk efter at have været Vidne til et Nedbrydningsarbeide af Døden, saa voldsomt overfor en kraftig Mand, som jeg ikke veed før at have seet det.

Mørup5 i Tøihuushaven ligger ogsaa som en Gjenstand for stor Deeltagelse.

I Præstegaarden have vi det godt, først Moder og saa alle de andre. Marie kommer ogsaa paany til Gang og Kræfter; de spiste her igaar. Margrethe, Frøkn. Anna Vegener6 og Secher7 gaae nu hver Formiddag i Skrædderskole hos Jfr. Møller, et Cursus paa 3 Maaneder.

Og saa Gudsfred. Hilsen og Levvel til Dig selv, kjære Søn, Din Julie og alle Dine og vore Egne.

Fader.

 
[1] Skomagersvend: Ditlev Christian Friis, 43 år. tilbage
[2] Almisselem: Karen Larsdatter, 60 år, enke efter arbejdsmand Jens Jensen. tilbage
[3] Vorherres Ord om Asenet: Luk. 19,31-34. tilbage
[4] Lorias Død: litograf Ludvig Loria døde 1.2.1874, 36 år gl. tilbage
[5] Mørup: gartner Peter Bernt Mørup døde 14.2.1874, 47 år gl. tilbage
[6] Anna Vegener: Anna Wegener, f. 1850. tilbage
[7] Secher: Anna Secher, f. 1856. tilbage