Antoinette Pontoppidan til Martinus Galschiøt
Sendt fra Solvang, Taulov. 8. juli 1911
af Naturen er ret opponerende
| 8-7-1911 | Solvang Taulov |
Kære Hr. Galschiøt
Nu kan jeg ganske sikkert skrive efter Deres hjemlige Adresse og takke Dem for Deres Venskabsord og for Deres Fødselsdagshilsen. – Jeg var glad over at få Bevis for, at De havde tænkt på os den Dag, vi højtideligholdt nemlig min Fødselsdag1 i År i større Feststemning end sædvanlig, da min Mand netop et Par Dage i Forvejen var bleven fuldstændig udskreven fra 2 Hospitalet og var frisk og glad; gærne havde jeg samlet alle gode Venner om mig til festlig Bægerklang. –
Som De ser, er vi nu i Elbodalen og har været her i snart 14 Dage. Vi var til at begynde med ret fortvivlede, det regnede og regnede og her var snavset og dårlig vedligeholdt, akkurat som De selv, Rist og Maleren Mols havde bebudet. Min Mand erklærede straks her var ikke til at være, men da jeg af Naturen er ret opponerende, satte det netop Energi i mig, og med min flinke Piges 3 Hjælp fik jeg omflyttet og gjort rent, så vi nu har det rigtig hyggeligt. Min Mand har fået en 10 Alen lang Havestue til Arbejdsværelse, hvor han jo ifølge Politikens Meddelelse sidder og arbejder på "et stort nyt Værk, der vil stå Glans af,"2.
– Sandheden er imidlertid – at han endnu ikke er begyndt at tage Pen i Hånd til nogetsomhelst Arbejde, men udelukkende samler Kræfter, men det tror jeg også lykkes, han er flink og i godt Humør.Men hvordan går det Dem? Har De ladet Deres rheumatiske Smerter blive i Italien? Deres sidste Brevkort tydede derpå, der var så megen spirende Livsglæde, hvorimod Deres første Brev var lidt mismodigt.
De spørger, om vi ikke skal ses før til Efteråret? Jo, kom herover et Par Dage, – – men hvor tør jeg! – Her er ingen pragtfuld Park med Indsø og Svaner. Intet Palæ og ingen Oline. Kun et lille husmandsagtigt Tornerosested med en liflig lille Tørverøgsduft over det Hele, og så glade Mennesker. –
4 I Eftermiddag venter vi Steffen, han har vist klaret sig ganske godt fra sin Mellemskoleexamen, og går nu efter eget Ønske op i Gymnasiet. – Vi har af den Grund ikke helt slået Helsingør af Tankerne, men sker det nu, at vi flytter derop, får ingen det at vide, før vi sidder deroppe. –
Min Mand beder mig hilse Dem mange Gange det samme gør Else og
Deres hengivne
Antoinette Pontoppidan