Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 4. september 1886
dette urolige, taagede, kunstlede Liv
Lørdag *4 Septbr. 1886 [4.9.18861]
Min søde Margrete!
Da Lisbeth bestemt har erklæret at Du ikke ventede Brev fra mig før Søndag, har jeg ogsaa været godt tilfreds med at bie saa længe for at faae lidt Samling paa mig selv før jeg skrev. Thi det kan ikke nægtes, at jeg trænger til mere end een Dag for at flytte mig fra Eders friske, lyse, fredelige Hjem til dette urolige, taagede, kunstlede Liv, man lige med eet er kommet ind i; men jeg er alligevel glad ved at vide mig i min Vinterhavn og kan nu med mere Ro prøve paa at faae lidt Udbytte af den Sommer, vi kan have tilbage.
Men inden jeg seer videre frem, maa jeg dog tilbage til de 8 Uger2 hos Eder og atter og atter sende min Tak til Eder Alle for al Eders Kjærlighed og Taalmodighed; jeg har dog taget Meget med mig, hvor Meget, jeg end maatte lade ligge, og det vil som sagt 2 tage Tid før jeg har faaet Sind og Tanker heelt med mig herind. Det gaaer i vore Dage saa fort med at flytte det tunge Legeme, at det i det Mindste hos Gamle, ikke lader sig gjøre at faae Aanden med. Vi var kun 2 Timer og 40 Minutter om at flytte os fra Masnedsund og hertil, saa vi havde en heel Time til at komme fra Skibet, hvilket nok kunde overkommes, om end Lisbeth fandt, det var Sneglegang med os. Veiret var jo deiligt, saa Reisen gik godt for mig og den Hede i Kahyt og Cupée, hvorover de Alle stønnede, var meget velkommen for mig, ligesom ogsaa Varmen3 herinde har været god, om end vel god. Kun kniber det med at ordne Spisen, da Alt hurtigt fordærves, men hidtil har vort Huusvæsen ikke været besværligt, thi Holger og Valdemar spiser her ikke om Middagen og een Middag har vi været hos Eriks. – Det er jo som jeg ventede, en underlig forandret Huusholdning; men efterhaanden finder de jo nok hjem til Moderhjemmet igjen; der bliver de dog taget paa med de blødeste Hænder. Valdemar er flyttet 3 tilbage, saa ham har vi Morgen og Aften og Holger kommer jevnligt om Aftenen.
Erik og Johanne kommer her i Morgen til en ganske almindelig Middag, mere tør jeg endnu ikke indlade mig paa. Nu kommer det an paa, om de kan være Børn som i gamle Dage, og glemme deres store Saloner4, thi det er ganske vist en stor Overgang, at komme fra dem herhjem. De har et meget smukt Hjem, i en Stiil, som ikke kjendes i vor Familie; men da det slet ikke ligger for Johanne, at give Grevinden, vil man snart glemme det Fine, saa det er kun de store Stuer, der let kan blive en Besvær for dem selv, men altid en Behagelighed for Andre. Det er blot Skade, at Erik ikke er tilfreds med sit Venteværelse; jeg syntes ikke der var noget at udsætte derpaa, men naar han selv siger, det er for lille, maa det jo være sandt og vidne om, at han ikke mangler Patienter. Det var mig jo en stor Glæde at være hos dem, og den blev forhøiet ved, at Knud uventet kom. Johanne seer jo ung ud, men kalder sig nu heel rask og færdes ogsaa derefter; hun føler sig jo lidt hjælpeløs overfor sit Huusvæsen, som hun er kommet saa 4 forkeert ind i og som maaskee heller ikke ligger særligt for hende; men heldigviis har de en dygtig Pige.
Fra Louise kan jeg bringe Hilsen; de kom til Byen samme Aften som jeg, og ere meget henrykte over deres 3 Maaneders Ophold i Horne. Louise saae saa sød og frisk ud, men havde dog været hos Doktor; hendes Moder har det meget godt. Hans Peter er endnu i Virksomhed dernede, da den nye Præst tager sig en lille Ferie og med Hensyn til at søge andre Embeder, da staaer det hen; thi baade Præst og Menighed anstrenger sig for at faae Cappellani oprettet. Præsten skal nemlig under alle Omstændigheder afstaae Penge til et vordende Capellani, og saa vil han naturligvis ogsaa gjerne have Hjelpen.
Men nu maa dette kaldes nok for i Dag; Lisbeth vil selv sende Hilsen.
Inger hilser meget. Jeg glæder mig til at have hende lidt mere end ellers i denne Maaned, thi mange af hendes Elever kommer først til Octbr. – Tante Hanne og gl. Tante er ogsaa kommet i disse Dage.
Tusinde kjærlige Hilsner fra
Moder
