Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 28. marts 1885
jeg vil gjerne høre Røster fra en anden Leir
Lørdag *Marts 1885 [28.3.18851]
Min kjære Margrete!
Idag har Frosten2 taget alle Dine smaa Blomster, saa jeg maa nok være glad, jeg har faaet den ene lille, der saae saa sommerlig glad ud, da den kom; men saa faae vi da ogsaa Solen igjen og den trofaste Ven tager Knuget og Kulden fra os. Jeg vil naturligviis ikke gjerne have Kulde, men det mørke og taagede tager paa Nerverne, saa det er heller ikke for rart. Nu er jeg nærved at blive utaalmodig over min lange Indespærren, især fordi jeg saa daarligt taaler al Beskjæftigelse; og Salmens Ord er tidt i mit Sind:
Jeg er en stakkels Fange3
og mine Grændser trange
som Strandingsmand paa Ø
Men, det er for tidligt at give tabt, thi der er sikkert et langt Stykke af Vinteren tilbage; og maa blot min Ungdom bevare sig rask og uforsagt, saa maa det være mig Bod for Savn. Naar tænker I paa at drage af? Det 2 bliver vel straks efter Confirmationen4? Jeg kan forstaae Zeuthens glæde sig til Eders Komme. Reisepengene ere indsatte i Sparekassen og Bogen har jeg atter gjemt, da Du ikke taler om at sende den. Tak for Laan af Billederne; det var moersomt at see dem; hvor lille Johannes5 er sød?
Med Hensyn til, hvad der fra forskjellige Sider kan blive udtalt om Grundtvigianisme og alt hvad dermed staaer i Forbindelse, saa læser jeg meget lidt deraf. Det er Alt blevet saa gjennemdrøvtet og saa misforstaaet af mine Jevnaldrende for 30 Aar siden√ at jeg ikke kan begynde een Gang til. Jeg vedlægger en lille Afskrift, som jeg lod Hans Peter tage for en Deel Aar siden, fordi jeg fandt, den klarede saa godt. Hverken Fader eller jeg har nogensinde klamret os til Troesordet6, som et Ord udgaaet fra Herrens kjødelige√ Mund; og Grundtvig har heller aldrig opstillet det som Sandhed til Salighed. I det Hele, naar man nu strides om Grundtvigs Syn paa det Christelige, saa synes jeg, man strides om Keiserens Skjæg. Hans Hævden af Troesbekjendelsen og Sacramenterne er jo trængt saaledes igjennem hos os, at jeg idetmindste aldrig hører Noget, der strider derimod, saa det er egentlig kun hans Betragtning af Christendommens Stilling til det menneskelige og folkelige, der er Uenighed om. Jeg holder det nye Blad "fra Bethesda"7 fordi jeg gjerne vilde høre Røster fra en anden Leir; men endnu 3 har jeg intet truffet paa, som har stødt mig og meget har jeg i fuldt Maal kunnet være med i. At de Unge altid, i enhver Leir, braser op med nye Tanker, eller rettere, med gamle Tanker paa nye Maader; det vil jo altid skee.
– Du kan tro, her er Fart i Ungdommen herinde i disse Dage og jeg begriber ikke, hvad det skal ende med. Man maa kalde det Generalprøve paa Oprør8. Jeg synes egentlig, det seer forfærdeligt ud og hvorledes denne Aften skal gaae begriber jeg ikke. Hans Peter holder sig rolig og passer sine Ting efter bedste Evne; men Valdemar er Fyr og Flamme. Da han for flere Dage siden meldte sig ind i Skytteforeningen9 fik han No. 5200 og siden den Tid er der vist kommet mange Tusinde. Alle Høirefornemmelser har Valdemar ladt blive i Aalborg og er fuldblods Venstremand. Jeg for mit Vedkommende er nærved at være lige glad, hvem der faaer Magten (at sige i Rigsdagen) kun, at der kommer en Ende paa denne Kamp om Magten, for nu kan jo Intet ordnes ad Overenskomstens Vei.
Jeg veed ikke, hvorledes det er gaaet til, at jeg er kommet til at indlade mig paa saa vidtløftige Materier; thi deels forvrøvler jeg mig og deels er det over mine Kræfter; og saa faaer jeg kun lidt Tid til at fortælle om mine Egne.
Inger var i Aftes til officiel Soirée hos Bergs10, hvor der var 100 Mennesker tilstede af alle Slags. Politikere, Skjønaander, Frederiksborgere, Grundtvigianere etc. Inger syntes det var moersomt og traf mange Bekjendte. Især syntes hun 4 saa udmærket godt om Fru Berg11. Jeg havde næsten troet, at hun havde truffet Henrik12 der; han har da før været bedt der, men han var der ikke. Om Henrik veed jeg intet at sige; han er aldeles begraven ud i Østby og fik jeg ikke af og til gode og glade Breve fra Marie, saa vilde jeg være bekymret. Jeg troer nu, at Henrik har søgt det Ankerske Legat13, skjøndt han ikke har villet være ved det; og har haabet og ventet paa det. Nu er det jo givet bort, saa nu kommer det vel an paa, om han kan skaffe sig Reisepenge. Det er en Wirtschaft jeg ikke forstaaer mig paa.
Fra Marie Kampmann har jeg nylig haft rart og godt Brev; Barnet har det vedblivende godt. Fra Holger er der ogsaa kommet adskillige Breve til Familien; men ingen, jeg kan disponere over; han har det godt. – De Hjørlunder venter vi at see til Høiskolemødet14. Carl og Marie Poulsen skal jeg hilse fra; jeg synes, de har det godt. Marie seer unægtelig lidt medtaget ud og man mærker jo nok, at Vinteren har været knugende tung; men det kunde jo ikke være anderledes. Naar Sommeren og Lyset kommer vil det nok lette noget og selv for Anna15 vil det nok blive bedre. Jeg synes Marie seer for mørkt paa hende; hun maa jo have Lov til at jamre sig under sin Smerte og at hun klynger sig til den, det er saa naturligt. Jorks Moder16 er blevet fattet og mild og det er en stor Hjelp for Anna. Naar
[teksten fortsætter øverst på side 1:] Inger nu har været mere sammen med dem, tænker jeg, hun skriver om dem.
Det er kun en interemistisk Plads Valdemar har faaet, der varer til Mai: men det er alligevel godt. Han gaaer hjem og spiser, saa han faaer en Tour paa 1½ Miil om Dagen. Tusind kjærlige Hilsner
Moder
