Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 22. februar 1884
vi holde den Fest ganske stille
den 22de Februar *1884 [Fredag 22.2.1884]
Min kjære Margrete!
I disse Dage er jeg saa beskjæftiget med Brevskriven, at jeg maa tage smaa Stykker Papir for at sætte mig selv paa Rancon1. Jeg gik nemlig i flere Dage i utaalmodig Ventet [læs: Venten] paa Brev fra Holger og kunde ikke bekvemme [mig] til at skrive til nogen Kant. Nu skal Alt indhentes. Det var Gudskelov! et godt Brev og jeg har i det Hele haft gode Efterretninger fra mine kjære Børn; kun vilde jeg gjerne, at Emil skulde være uden Tryk af sit Halsonde, thi 2 det maa jo være svært at føle denne Hæmsko under Arbeidet; men det har jo hidtil gaaet op og ned, saa vi har jo Grund til at vente, at det ogsaa fremdeles vil balancere, og har Lov til at haabe paa, at det kan blive meget bedre. – Denne milde Vinter har mærkværdig nok ikke været særlig sund; her er mange Forkjølelser, navnlig har min Søster Mathilde længe været plaget af en haardnakket Brochitis. Erik har ogsaa længe gaaet med Hoste, men er ellers rask.
Den sidste Efterretning om Fru Zeuthen lød da lidt bedre; saa gaaer det nok fremad mod Sommeren.
Du har nogle store Planer, kjære Margrete! ved at ville samle alle 5 Søstre; men [det] lader sig neppe gjøre; thi jeg antager ikke, at Kampmanns 3 indlader sig paa saa lang en Reise paa den Aarstid og Mathilde bør ogsaa blive, hvor hun er. I det Hele vil det tiltale mig meest, at vi holde den Fest2 ganske stille; det kan ikke undgaaes, at mange veemodige Minder vil gjøre sig gjældende for mig og det er mig jo ogsaa kjærest, at Intet afdrager fra den Stemning, som jeg altid helst vilde leve i og som jeg glæder mig til at√ føle om mig, naar jeg, med Guds Hjelp, kommer til Paaske3. Ogsaa med Tanken paa Fru Zeuthen stemmer det jo bedst, at ordne Alt saa fredeligt og mildt som mueligt.
Inger kommer nok (men derfor komme vi neppe før Paaskelørdag) hvorledes det bliver med Hans Peter veed jeg ikke; han har megen Lyst, men er meget bange for at forsømme sine Ting. Han er 4 virkelig flittig nu.
Med lille Margrete er det som sædvanligt; hun er from og ved godt Mod; desværre er Professor Holmer4 blevet syg. Marie sender Barnet saadanne friske og rare Breve; det sidste var paa Vers, hvori hun fortalte om alle de Smaa. Det er ingen kjedelig Moder, de Børn har, og om det end gaaer som det kan bedst med Knapper og Bændler, saa faae de rig Erstatning ad anden Kant.
Mathilde beder takke Frøken Krog5 for Bogen, den skal snart komme tilbage. Hans Peter takker for Avisstumpen.
De kjærligste Hilsner til Alle fra
Eders trofaste
Moder
