Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 25. august 1882
efterat have reist omkring til alle mine Børn
den 25de August *1882 [Fredag 25.8.18821]
Min kjære Margrete!
Allerførst mange kjærlige Hilsner fra os Alle paa Bryllupsdagen og dernæst atter og atter Tak for Sommerglæde hos Eder. Vi er nu ved at meddele hinanden om alle vore Oplevelser og er et samstemmigt Chor naar vi tale om de deilige Egne og den deilige Luft og al den Kjærlighed, vi have frydet os over. Det var rigtignok kjedeligt for mig, at jeg skulde ende med at blive syg, da jeg havde følt mig saa veltilpas hele 2 Tiden; men da jeg først kunde komme op viste det sig dog, at jeg havde gode Kræfter og nu venter jeg kun paa, at Solen skal komme rigtig frem, for at færdes som ellers.
Jeg har ogsaa saa meget at takke for efterat have reist omkring til alle mine Børn og seet dem lykkelige i deres Hjem, hver glad ved Sit. Julie var saa rask denne Gang og Morten gik trøstig med i Høstarbeide, saasnart det gjordes behov; og da Markerne jo ligge lige op til Huset var det moersomt at følge med i Høstens Gang. Jeg naaede da, at see Henriks i deres nye Bolig, der er meget tiltalende. Jeg var ogsaa i Aaskilde hos Maries Forældre, hvor især Faderen tiltalte mig meget; 3 Moderen er svag og har ikke nogen vid Synskreds. Det er en nybygget kjøn Gaard med vel meublerede Værelser.
Havde blot Birkedommeren paa Samsø2 noget lignende at boe i, men det er nok jammerligt der. Marie har nu været derovre og taget Syn derpaa og jeg længes efter at høre, hvad hun har faaet ud deraf. Niels kommer hertil paa Lørdag, saa faaer vi jo nok en heel Deel at vide. Ja – Gudskelov! at det dog blev saaledes.
Du kan tro, jeg har haft ondt af Knud, der efter en anstrengende Sommer endelig skulde forfriske sig og reise til Ingerslevs i Mandags; nu bliver det forhaabentlig lidt bedre med Veiret. – Endnu er ikke ret Mange af vore Bekjendte kommet tilbage, men efterhaanden kommer vel Alt og Alle i Orden – Jeg siger saa 4 mange Tak for Agurkerne, der er syltede og nok vil slaae til hele Vinteren. Jeg siger ogsaa Tak for Uleiligheden med Osten; Jomfru Meisner veed vel nok, hvad den har veier, thi de vare begyndt at skjære af den uden at veie den. Husk at faae Besked derom, saa jeg kan betale den, naar Jespersen kommer herind. Dersom jeg uden for stor Besvær kan faae tilsendt en til, vilde jeg meget gjerne have den. –
Nu maa jeg slutte med mine mange kjærlige Hilsner til Dig selv, til Din kjære og kjærlige Ægtefælle, til Dine kjære og kjærlige Børn. Hanne maa have en speciel Hilsen. I maa tage lidt ømmeligt paa hende; hun er nu engang lidt ømmeligt anlagt; lad hende især faae Lov til at spise sin Mad i Ro ellers er jeg bange, hun faaer for lidt. – Hils ogsaa Fru Zeuthen3.
Eders trofaste
Moder
[på hovedet øverst på side 1:] Hans Peter beder mig sige, at næste Gang vil han skrive.
