Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 17. april 1882

thi det er jo Mælet, der forraader hende

den 17^de April *1882 [Mandag 17.4.1882]

Kjære Margrete!

Egentlig var det Inger, der skulde skrive til Dig denne Gang og fortælle Dig om sin Randersreise, men da det neppe bliver for det Første, maa jeg helst tage fat og give Dig lidt Besked om hende og os Alle; thi om Du end har faaet friske Hilsner med Børnene og Fr Nielsen, saa er det vist ogsaa blevet derved. Jeg glædede mig over Børnene, over Eders kjærlige og kjønne lille Hanne¹ og over den norske Kvikhed og Dygtighed, der var over Margrete², og som jeg vil haabe ikke er større end at den kan magtes af Kjærlighed. Det seer ud som om de 2 Børn vilde have godt af hinanden, i det mindste efter det første Indtryk.

I denne Formiddag sidder jeg ganske ene, thi Inger er gaaet til Formiddags-Forestilling hvor "Hans v. Bülow"³ lader sig høre; det er næsten for galt med alle de Storheder, der gjæste Kjøbenhavn; thi de maa nødvendigt 2 høres allesammen. Dersom jeg kan naae Imorgen at komme paa Udstillingen⁴ med Lisbeth, saa har jeg faaet min Part af Kjøbenhavns Nydelser for et Aar. Men derfor lever jeg saamæn ikke stille, thi naar alle Børnene ere i en bestandig Bevægelse, saa snurres jeg med, selv om jeg bliver paa den samme Plet. Fra Mathilde skal jeg hilse; hun forlod os i Lørdags og tager saa til 1^ste Mai lige fra Sundbylille⁵ til Buchardis⁶, men kan dog være her 1 Time paa Gjennemreisen. Hun er ved godt Mod og lige varm for Meieriet og jeg haaber hun skal faae det rart paa "Birkendegaarden["]⁷ (ved den Station der er nærmest Kallundborg, jeg kan ikke huske dens Navn); der er to voxne Døttre⁸. Jeg tænker nok hun kan faae sig en lille Ferie i Efteraaret og besøge Dig lidt, hvilket hun har saa megen Lyst til; ad Aare vil hendes Lystfarter nok ikke blive mange. – Dette var om Mathilde; men det er ellers Henrik og hans Marie, der i den sidste Tid har lagt Beslag paa os; thi de reiste i Lørdags til Syden. Du korser Dig vel, ligesom alle Andre, og naar jeg ikke havde seet dem og været medvirksom i deres Udrustning, 3 vilde jeg vist ogsaa have antaget det for et Eventyr fra "tusinde og en Nat". Men borte er de, glade, friske, fornøiede og deres Tanker naaede lige til Venedig, om nu ogsaa deres Kræfter og deres Ting naaer saa vidt, og det vil jo ogsaa bero paa, om Marie kan holde ud, at gaae som døvstum i saa lang Tid. Foreløbigt var hun ved godt Mod og saae saa fin og kjøn ud i sin Reisedragt, at man næsten maa kalde det et Held, at hun er nødt til at lukke sin Mund, thi det er jo Mælet, der forraader hende. Jeg havde jo nok hørt Henrik ymte derom i nogen Tid, men ikke lagt det ved mig for Alvor, indtil han for 14 Dage siden erklærede, at nu havde han faaet sine Sager ordnede og nu reiste de. Det maa indrømmes, at det er en Nødvendighed for ham, at og da Marie er med er jeg heel tilfreds dermed, thi det vil jo være meget dannende og udviklende for hende og de faae derved saa mange fælleds Minder, der kan bøde paa den Forskjellighed i Opdragelse, der ellers gjør sig gjældende. Gud holde nu en kjærlig og faderlig Haand over dem, at det maa være tjenligt og godt for dem. Brødrene kan saa godt forstaae Reisen og især Erik; men Tanterne⁹ – –

4 Men nu om Ingers Reise – den gik godt og det var velgjørende at faae hende tilbage med Hilsner fra alt det Kjære, som Randers gjemmer. Mon jeg kan dy mig for at tage derover i Pintsen¹⁰? Jeg synes, jeg maa endnu engang leve en Pintse i Randers for Mindernes Skyld.

Ingers Reise gik godt; Marie havde det saa godt¹¹, som man efter Forholdene turde vente; men der ligger selvfølgelig et Tryk paa dem og Spændingen voxer jo for dem med hver Dag. Børnene vare raske og søde og Niels har holdt Humeuret godt vedlige. Gud give en god Udgang! Marie er dog glad ved Pastor Scharling og han er ogsaa en rar Mand; men ellers er der ikke ret Nogen, som hun kan støtte sig til, skjøndt Rosenørns, Tetenses¹² og Buhls¹³ er rare nok. Jeg haaber, hun faaer en Søster af Buhl til at være hos sig medens hun ligger; Fr Buhl har nemlig bosat sig i Randers for at ville have Pensionat for Syge, saa hun er en øvet Pleierske. – Fengers svage Barn¹⁴ blev begravet Langfredag; han døde herinde paa Idiotanstalten af Mæslinger.

Med Hedvig¹⁵ er det kun daarligt, de kan slet ikke faae hende til at spise. Overlægen havde skrevet, at han vilde saa gjerne have hende til at læse Dit Brev, men hun var ikke at formaae dertil. Hun er nok idethele meget vanskelig og vistnok ogsaa legemlig lidende.

[teksten fortsætter på hovedet øverst på brevets side 1:] Jeg kan ikke tro andet end at hun snart har udstridt. Nu kun de kjærligste Hilsner! Holger befinder sig nu noget bedre og kommer her hver Søndag.

Eders trofaste Moder

Julie har det godt og holdt sin Kirkegang¹⁶ Paaskedag.