Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 5. december 1879

mens den haarde Tid gaaer forbi

Fredag *Octbr 1879. [5.12.1879¹]

Kjæreste Margrete!

Egentlig vilde Mathilde have skrevet i Dag, men hun er saa optaget af Rullen og Strygen, at jeg kan indsee, det bliver ikke til noget, og derfor vil jeg i al Hast have et Par Ord istand, der kan følge med Strømperne, og med det samme bringe Eder en kjærlig Hilsen med Tak for det lille opmuntrende Besøg. Nu kan jeg jo sige mig selv, at Vinteren maae gaae inden jeg atter seer Eder, men jeg kan dog med Glæde tænke paa Eder i det gode Hjem, der freder og skjærmer om Eder, mens den haarde Tid gaaer forbi, og saa sees vi med Guds Hjelp igjen, naar Sol og Sommer lokker ud. Du kan nu ikke, kjære Magga! finde Dig i at tænke paa mig i de store tomme Værelser, men det kan nu ikke blive anderledes, thi nu kan jeg slet ikke lide at tænke paa nogen Forandring og synes ikke jeg kan være noget andet Sted i Præstegaarden end netop i de 2 Værelser, som jeg ikke forlod hele sidste Vinter, og der kan jeg tilmed holde bedst paa Varmen.

Jeg havde igaar Brev fra Pastor Scharling², der nu har leiet den omtalte Lejlighed i Ladegaardsgade, men vil gjerne benytte Konfirmantstuen 2 samt et Par Værelser til at sætte Meubler i; han skal indsættes³ den 14^de. –

Vi har forresten levet udenfor Verden, siden I reiste, thi Inger og jeg have hostet omkap og ikke kunnet komme ud og Mathilde har været saa beskjæftiget i Huset, at de korte Dage ikke have tilladt meer. Nu har Doctor Lassen hjulpet paa os, saa det gaaer bedre. Jeg tænker ikke det varer saa længe inden vi har vor egen Doctor⁴, thi dersom det vedbliver at fryse, saa skynder baade han og Hans Peter sig nok.

Det var godt, at Jespersen ikke opgav Dampskibstouren for at gaae med Jernbanen, efter hvad vi hører om Reisetøiet. Hils nu kjærligt fra os. Hannes Sorg over Dukken, deler jeg virkeligt.

Endnu engang – Tak for sidst.

Din trofaste
Moder