Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 1. juni 1879
mine Børns Kjærlighed holder mig opret
1ste Pintsedag [Søndag 1.6.18791]
Kjære Morten!
Tak for Dit Brev; det er mine Børns Kjærlighed, der i disse Dage holder mig opret, og jeg er jo en rig Moder med mange rige og velsignede Minder at gjemme paa og fyldes af, saa Veien vil vel ikke blive saa eensom og trang, som den i dette Øieblik synes mig. – Men jeg vil heller ikke see fremad, kun tilbage, med Tak for al Guds Naade i Liv og Død. I, kjære Børn! har jo saa nylig seet os, saa I forstaae nok hvorledes vi have det, uden at det betegnes med mange Ord, hvilket jeg ikke formaaer.
Vi have bestemt Jordfæstelsen til Fredag og jeg har skrevet til Pastor Boisen2 og bedet ham komme herover, da vi jo Alle trænge til og ønske et Sandheds og Kjærligheds Ord ved hans Baare; Boesen3, der saa trofast har hjulpet vil jo ogsaa nok her staae bi, men hans Kræfter ere svage 2 og hans Tale saa kort, at jeg er bange det bliver for fattigt. – Vi har naturligviis ogsaa tænkt og talt om Dig, men Dig vil jeg hellere see ved denne Leilighed som Søn end som Præst, thi det er mit Ønske, at den trofaste Fader skal bæres ud af Kirken af sine mange Sønner4. Og tilmed har vi Dit Ord behov, naar han om Morgenen føres fra Hjemmet til Kirken. – Nu staaer han saa kjønt inde i Sovekammeret og min Seng er flyttet ud i Dagligstuen hvor en af Pigebørnene ligge paa Sofa hos mig, og saaledes vil jeg saa gjerne det skal blive til det sidste. Jeg har den hele lange Vinter neppe været nogle Timer borte fra ham, saa jeg kan heller ikke nu taale at komme for langt bort.
Nu kun min Hilsen til Eder, I elskede Børn! – ja – Gudskeelov! at I er to om at dele Glæde og Sorg. Til stakkels Erik er der telegraferet.
Eders trofaste
Moder
