Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 12. november 1872

Henrik og Hans Peter til skolebal

Tirsdag den 12^te [12.11.1872¹]

Kjære Sønner!²

Det var til megen Fornøielse for os at modtage Eders Telegram i Aftes, thi vi vare netop samlede efter Gaasegilde, der var blevet opsat for at faae Fader med, der i Søndags var til Sølvbryllupsfest hos Bræstrup³. Vi havde stor Lyst til at sende Eder et Telegram med Velbekomme fra Gamle og Unge, Schwen⁴ og ^Md√ Wodschou⁵, men vi indsaae, det kunde ikke naae Eder og maatte derfor lade det fare. Nu vil jeg imidlertid haabe, at Gaasen har bekommet Eder vel, saa I have kunnet tage fat paa Fidtet. – Paa vort Bord thronede 2 fede Gjæs, som sædvanligt, en Gave fra Christensen og selv thronede jeg ogsaa ^{ved den modsatte Ende}√ for første Gang efter lange Tider.

Ja – hvor mon Erik⁶ har færdedes paa samme Tid; Fader mener under Linien. Vi maa vel sagtens vente en Stund endnu paa at høre fra ham, men jeg haaber paa, 2 der bliver telegraferet naar de ere naaede til Rio. Nu skal vi igjen have Brev afsted, for ikke at forsømme nogen Leilighed til at sende ham Efterretninger, da det jo slet ikke er at stole paa, at han faaer dem Alle. Hvad I vil have med maa være her paa Søndag.

Paa Fredag skal der være Skolebal, der lader til at skulle blive storartet. Klubballerne har ikke villet gaae, saa nu vil Alle med. Kampmann⁷ møder som Pater familia med Kone, Søster og Svigerinde, og som Værge for Henrik og Hans Peter med Damerne Hanne Boesen⁸ og Elisabeth Bræstrup⁹. Det er anderledes end ifjor, thi da troer jeg, Henrik var der ganske alene. Drengene er skikkelig flittige, saa Fader kan nok finde sig i det. Hans Peter lærer at dandse.

Af Henriks Brev kan I nok see, at det gaaer svært rundt i hans Hoved med Ingenieurvæsenet; men det var ham en lidet trøstelig Redelighed, Knuds Brev indeholdt; han passer sine Ting godt og saa vil det andet jo nok klare sig. I kan tro, han og Magrethe have faaet en ordentlig Donners-Prædiken¹⁰ for den 3 Værdighed, de have tillagt Morten¹¹, og det havde de ogsaa ærligt fortjent; forresten forekommer det mig, at det ikke er saa meget længe siden, jeg har stoppet Hr. Knud i noget lignende.

Hermed følger nogle Lapper til Morten, der kom frem ved at søge efter Lapper til Knuds Unævnelige, men til den Sidste har jeg ingen anden Trøst end den, at han sikkert selv har dem.

Inden jeg slutter maa jeg bede om Undskyldning for den forfærdelige Plamace; det er jo en besværlig Stilling¹² at skrive i, saa jeg er kun daarligt Herre over mig selv. – De kjærligste Hilsner sendes Eder ligesom jeg beder hilse hos Djørups og Bülows.

Eders trofaste
Moder.

[Blækklat med udtværing på denne side]