Marie Oxenbøll til Inger Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 6. december 1864

Fader tog hendes sidste Suk

Tirsdag Eftermiddag [6.12.18641]

Min egen elskede Inger!

Faders Øine taaler ikke den megen Skriven og da jeg dog synes, Du skulde have Brev fra os, vil jeg see, om jeg kan samle mig sammen til at skrive lidt til Dig. Jeg veed jo Du er ogsaa bedrøvet og at det har været svært for Dig, at være skilt fra os2; men jeg har det Haab, at min egen søde Inger har kunnet bøie sig stille ind under Vorherres Haand, og der har fundet Fred og Trøst. Hvad os her angaaer, da have vi jo Alle baaret mange Suk og Taarer frem for Gud; men nu takke vi Ham, at vor elskede lille Johanne er sovet stille og sødt ind3 til at være med den dyrebare Bedstemoder4 og de andre Kjære, der ere gaaede forud ind til Hvilen og Freden hos Gud. – Hun leed jo en Deel og var ofte uden Samling, men altid from og sød og elskelig, saa det var saa yndigt for mig at være om hende, men de sidste Dage kunde jeg dog ikke bære det. 2 Da var Fader om hende, saameget han kunde, og han tog hendes sidste Suk5 – Jeg har ikke selv vidst, hvor høit jeg elskede mit Barn før nu, jeg skal slippe hende, thi det er sværere end jeg havde troet. Aanden er villig, men Kjødet er skrøbeligt, og de mange smaae yndige Minder om hende, de ere saa smertelige. Jeg skal aldrig glemme, naar jeg saae hendes Iver for at komme op til Fader med sin Bibelhistorie og hvor utrøstelig hun var, naar han ikke kunne læse med hende. Alt var saa reent hos hende, baade Legeme og Aand. Den lille Dukke, Du sendte hende, glædede hende saameget og den hører til mine smaae Reliqvier. Stakkels Magrethe6 er bedrøvet og føler sig forladt, men lader sig dog let adsprede; derimod har det taget meget paa Marie7, thi hun har troligt deelt Frygt og Haab, Bekymring og Vaagen med os. Hun voxer op i vor elskede Ingers Spor og i det Hele takker og priser jeg Vorherre for den Aand der ved hans Naade hviler over mine elskede Børn.

Og nu denne Smerte, der for Øieblikket hviler over os, ved den vil han sikkert berede 3 sig Sted end fuldere i vore Hjerter og jeg tør ikke klage. For min søde lille Johanne er det jo kun en Vinding.

Jeg kan mærke, at jeg taaler ikke godt at skrive mere, derfor vil jeg endnu kun tilføie, at vi tænke paa lægge hende til Hvile paa Løverdag Formiddag Kl. 12, men forinden hører Du nok atter fra os.

Fader sender de kjærligste Hilsner; Drengene8 ere saa kjærlige og bevægede, at det er saa rart at have dem om sig. Og nu Farvel, mit søde, elskede Barn! Lille Johanne har ikke taget min Kjærlighed med sig, men idet jeg elsker hende med en dobbelt Kjærlighed, omslutter jeg ogsaa alle Eder Andre med et fuldere og rigere Hjerte. Bring Onkel og Tanterne9 en hjertelig Hilsen, det har været mig en stor Trøst at vide Dig omsluttet af deres Ømhed. Bed Onkel skrive et Par Ord til gamle Tante10; jeg taaler ikke ret godt, at skrive i de første Dage og jeg nænner ikke til11 at bede Fader derom, da han føler sine Øine noget angrebne og i det Hele er lidt medtaget. Det er en god Ting for ham, at her ligger en af de slesvigske 4 Præster12 her i Byen, som er meget villig til at hjælpe lidt paa ham. Jette13 har vaaget trolig ved vor lille Skat og i Frøken Hope14 har jeg ogsaa en tro og kjærlig Hjelper.

Din trofaste Moder
Marie
15 og Fader.

 
[1] jf. Johanne Cecilies død. tilbage
[2] skilt fra os: Inger boede i Helsingør hos sin farbror Isak Sidenius Pontoppidan og sin tante Sophie Elisabeth, f. Lindhard. tilbage
[3] er sovet stille og sødt ind: Johanne Cecilie Pontoppidan døde 5.12.1864. tilbage
[4] Bedstemoder: Johanne Cecilie Oxenbøll (f.1802) døde 7.2.1862. tilbage
[5] tog hendes sidste Suk: udtrykket er ikke registreret i ODS; enten er det dialektalt (jy.); eller det er familieargot. Jf. at HP bruger det samme udtryk i brevet juni 1879 til moderen efter faderens begravelse. tilbage
[6] Margrethe: søsteren var knap 10 år gammel (f. 13.12.1854). tilbage
[7] Marie: søsteren var 12 år gammel (f. 15.4.1852). tilbage
[8] Drengene: alle de indtil da otte sønner var hjemmeboende; men der hentydes nok især til dem der var ældre end Johanne: Erik (f. 1847), Morten (f. 1851) og Knud Børge (f. 1853). tilbage
[9] Tanterne: Sophie Elisabeth Pontoppidan, f. Lindhard, og hendes ugifte søster Jensine Marie Lindhard, der tilhørte husstanden. tilbage
[10] gamle Tante: Dines Pontoppidans søster Birgitte Marie (1804-88). tilbage
[11] nænne til: jy. tilbage
[12] en af de slesvigske Præster: enten Jacob Hansen eller L. J. Levinsen, der begge havde været sognepræster i Sønderjylland og blev afskediget efter landsdelens afståelse i 1864, da de nægtede at aflægge prøjsisk embedsed. De to, der var svogre, flyttede til Randers, hvor de i nogle år må have fungeret som hjælpepræster aflønnet af byens præster. Først efter kapellan Kruses død i 1868 blev de konstitueret som kapellaner. tilbage
[13] Jette: Henriette Mathilde Michelsen, f. 15.11.1844 i Fredericia, som var tjenestepige hos Marie i præstegården i Fredericia i 1860 (iflg. folketællingen) og var flyttet med til Randers. Iflg. Morten Pontoppidan (Minder og Oplevelser s. 23 og 19) havde Marie Oxenbøll to tjenestepiger; den nye de havde fået 1. maj 1864, hed Hanne og var fra Fredericia. tilbage
[14] Frøken Hope: antagelig identisk med den frøken Trine Hobe, der var gudmor for Johanne Elisabeth Pontoppidan, døbt 5.4.1868 i Randers. Cathrine Hobe, født 1823, boede sammen med sin ugifte søster og sin mor, der var præsteenke. tilbage
[15] med anden hånd: Dines Pontoppidans tilbage
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage