Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Drosselvej 6. 31. december 1942
Modets Trods, Viljens Stejlhed
Drosselvej 6 31/12 42
Min kære gamle Ven.
Da jeg for nogen Tid siden mødte Deres Datter Fru Krause i Frederiksberg Allé, fortalte hun mig, at De ofte mindedes vort Venskab med varme Tanker. At det glædede mig behøver jeg ikke at sige Dem – heller ikke at jeg nu iaften som saa ofte før gør Dem Gengæld. Jeg plejer henad den Tid, da det gamle Aar ruller rundt om det skarpe Hjørne, at se mig tilbage og mindes Aarene der svandt, idet jeg standser ved de Navne der er mig kære, først de allernærmeste i Inderkresen, 2 dernæst de Venner der blev mig tro gennm Tiden. Og blandt dem staar to Navne forrest i Rækken: G. B. og H. P.
Min Udvikling har paa intim Vis taget sit Udspring fra disse to Navne: et jødisk og et dansk. Begge var de paa en vis Maade Fornægtere – G. B. af den jødiske – De af det danske. Jeg siger "paa en vis Maade". De stod begge i Opposition, begge var de oprørske af Natur – Individualister om en Hals. Jeg skrev en Gang et Digt til G. B.s Fødselsdag, det hed "Bekendelse" og staar i 3 en Samling Vers "Jord og Stjerne". Digtet endte saaledes:
"Om Baade-Og'erne sig samler Mængdens Kor –
men Enten-Ellerne i Ensomheden bor."
Det var naturligvis – som altid mellem Mennesker – disse Navnes inderste Væsen og Karakter, der tiltrak mig. Modsætninger kan jo nok mødes, men kun for at skilles. Skønt De og G. B. jo er forskellige, er der i Deres Væsens inderste Kerne et Element af samme – jeg kunde næsten sige "Race", Modets Trods, Viljens Stejlhed. Ingen af Dem er "folkelige" 4 – skønt De selv synes at tro det – ingen af Dem ynder fælles Kaffebord med Sammenspisning og Sammensang. De er Enere, begge to, i Bund og Grund Aristokrater af Aand. Selv G.B.s ustadige og hvileløse Aand – som ogsaa Deres – levede sit egentlige Liv i Lønkammeret. Deres "Helte" ender i Klitterne, skuende tilbage over det forjættede Land. Og G. B. endte som Shakespeares Timon – i Selvforagt og Menneskeforagt.
Naar jeg tænker paa Dem som nu iaften, maa jeg altid 5 standse ved dette: Lykkeper–Jakobe, Hugo David–Lis. Det danske i Dem søgte mod det jødiske – som det jødiske i mig søgte mod det danske. Den unge Pige, den blonde Lis, var min Kærlighedserklæring til Danmark. Jeg tænkte oprindelig paa at kalde min Bog "Mellem to Kyster", men jeg fandt denne Titel for pædagogisk. Men mellem de to Kyster har jeg altid sejlet – og sejler dèr paa en vis Maade endnu. –
De skrev for mange Aar siden et Kort til mig, hvori De 6 paa en for mig forunderlig betagende Maade besvor Deres Kærlighed til Judæa. Siden den Dag har jeg altid følt Dem broderlig nær trods alle Forskelle i Natur og Opdragelse.
Og nu gaar vi altsaa ind i det nye Aar. Særlig for min Race og derigennem for mig betyder det Knald eller Fald, hvordan Udgangen bliver. Jeg begyndte og endte min sidste Bog "Mendel Philipsen & Søn" med Ordene: "Huset staar der endnu". Og nu som dengang jeg skrev disse 7 Ord føler jeg mig overbevist om denne enkle Sætnings sande og dybe Mening.
Lev nu vel, min kære Ven fra gamle Dage. Og tænk nu som før engang imellem paa
Deres broderlig hengivne
Henri Nathansen
