Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Drosselvej 6. 19. februar 1935

Afstanden mellem Videnskab og Kunst

Haraldsgave 19.2.35

Min kæreste Herre og Ven!

Tro ikke, at der gaar en Dag, hvor jeg ikke tænker paa Dem og vort Samvær i de gode Tider, da vi kunde tale i timevis om alt mellem Himmel og Jord. Tro heller ikke, at jeg ikke længes ubeskrivelig efter den Dag, da jeg atter betræder Deres Stue og indaander dens rene og rolige Fred. Men endnu sidder jeg her i gode landlige Omgivelser og betænker mig lidt paa at tage hjem og ombruses af Byens larmende Uro. Dog – længe varer det sikkert ikke – vi gør daglig smaa forberedende Skridt, og en skønne Dag suser vi saa afsted fra Naturen og ind i den saakaldte Kultur. –

Naar jeg idag føler Trang til at skrive Dem til om lidt af dét, som vi begge langt bedre kunde udtrykke mundtligt, saa er det, fordi jeg ser, at Deres gamle Ven Johan Rohde er død¹. Selvom De vistnok kun sjældent saa' hinanden, var der dog et levende Baand imellem Dem, som nu er bristet. Og man ved jo af sørgelig Erfaring jo ældre man bliver, at Vennernes Tal svinder ind, enten fordi de synes, 2 der er for mange Trapper at gaa op ad, eller fordi de pludselig slettes ud af Skæbnens Haand paa den store Tavle. Jeg har jo kun truffet Rohde et Par Gange hos Dem og Siegfried Wagner². Men jeg bevarer et uudsletteligt Indtryk af en god dansk Mand – jævn, fordringsløs og naturlig ind til Marven i Liv og Kunst.

Her ude gaar Dagene uden større Afveksling. Lidt Smaasnak og Læsning og gode Spadsereture med vor herlige Værtinde, Fru Plum³, indtil for et Par Uger siden med Prof. A. B. Drachmann⁴ og nu saa godt som daglig med Aage Friis⁵. Det har ikke været uden Betydning for mig at lære disse to Videnskabsmænd nærmere at kende og personlig overbevise sig om den himmelvide Forskel eller rettere Afstand mellem Videnskab og Kunst, mellem stringent Tanke og fri Fantasi. Rent menneskelig har vi efterhaanden nærmet os hinanden og haft Udbytte af vort forskelligartede Syn paa Samfund, Liv og den Enkelte. Det er altid befrugtende og berigende at gaa fra den fjerne Periferi ind mod det menneskelige Centrum. –

Lev nu vel, til vi ses. Forhaabentlig er vi begge da i fuld vigueur og kan drukne alle Bryderier og anden Pestilens i Kødbollesuppen.

Hjertelig Hilsen fra min Kone og Deres hengivne

Henri Nathansen