Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Drosselvej 6. 30. oktober 1933
Drengeaar – og Deres "rigtige" Liv
Drosselvej 6 30/10 33
Min kære Herre og Ven!
Lige fra den første Linje i Udkigsposten ved Vinduet har Deres Bog1 holdt mig i Aande. Yndefuld er maaske ikke det rette Ord, men Bogen har den samme Ynde, som kan ligge i et Drengesmil, en Drengeleg til Lands eller til Vands. Antydningsvis er alt berørt: Byen, Skolen, Hjemmet, og dog 2 staar alt saa klart og levende, som om man selv havde kendt det og været tilstede. Med særlig Glæde læser naturligvis en Provinsdreng som jeg selv denne Bog – jeg kan snuse Duften, smage Stemningen, høre og se hvad en Storstadsdreng aldrig har hørt eller set. Jeg har jo selv som 10 Aars Dreng fartet om i Gaderne og Smøgerne mellem de store Købmandsgaarde, levet dette friske og frejdige Udendørsliv med Kammerater – Livet mellem Bakkerne omkring Hjørring, som 3 jeg i 12 Aars Alderen maatte ombytte med en skummel Gaard i Brolæggerstræde Nr 12. –
Det ærgrede mig i "Politiken"s Anmeldelse at se, at Hr. Tom Kristensen ikke engang har læst Deres Bog, idet han paataler, at De om Deres døde lille Søster kan skrive, at hun laa i en Ligskjorte af den Slags udtunget Pyntepapir, som Konditorerne bruger til at lægge under deres store Kager. De fortæller om en uvedkommende Gaardskarl – hvilket giver et ganske andet Billede. Det er dog for galt! Men det er dog godt for noget. Vi 4 sér af en saadan tilfældig "Brøler", hvorledes D'Hrr. læser vore Bøger og bedømmer dem ud fra falske Forudsætninger. Det er selvfølgelig ligegyldigt, men det oprører mig alligevel.
Jeg er glad for, at De atter lader Deres Røst høre. Den virker saa dybt beroligende i denne afskyelige Tid, hvor "Manden med Sølvtrompeten"2 er det sidste Skrig. Og nu begynder jo først Deres "rigtige" Liv, Ungdommens Kamp og Manddommens Gerning. Ikke blot jeg, men tusinde andre vil følge Dem med Spænding og Glæde.
En hjertelig Hilsen og paa snarligt Gensyn.
Deres hengivne
Henri Nathansen
