Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Wiesbaden. 5. juni 1931
i Weimarrepublikken
Wiesbaden 5 Juni 31
Min kære Herre!
Jeg sidder her i Haus Ilke, i et Værelse af Dimensioner, som jeg aldrig i min vildeste Fantasi havde drømt om at bebo. Det er henad Aften, Træerne i Haven rører ikke et Blad, og "die Vöglein schweigen im Walde"1. Kun en enkelt Solsort lader sin tusmørke Fløjtetone høre.
Jeg har jo nu været godt en Maaned borte, og jeg synes, at jeg har set og oplevet meget. Ikke i Retning af spændende Overraskelser, Interviews eller Banketter à la Nexø. Jeg har ikke besøgt nogen, og ingen har opsøgt mig. Men jeg har brugt mine Øjne og Øren – saa godt det kan 2 lade sig gøre – og jeg har skrevet mig adskilligt bag sidstnævnte. Lad mig straks sige det – Tyskland har skuffet mig. Det er ikke blot Folket, som for mig er blevet et Par Streger simplere, i Tale, i Tone, i Udseende og Fremtræden – ogsaa hvad jeg har set af Teaterkunst staar adskillige Grader under den tidligere Standard. Det er jo navnlig Klassikerne, der holder for, navnlig Lessing og Schiller, men der er over det altsammen et Præg af Hysteri, en usund Opstemthed, der forraader det uligevægtige Sind.
Berlin har nu mistet sin Glans fra de Dage, da man kunde møde Kejseren i Thiergarten med sine 6 Sønner, Side 3 om Side i funklende Uniform. Ogsaa Vagtparaden er væk, de høje Grenaderer fra "der alte Fritz" Tid og Tambourmajoren med det sorte Skæg til Bæltestedet. Og sammen med dem er de høje, slanke Officerer forsvundet, der satte Præg paa Byen og gav den Rejsning og fast Fodslag. Siden Slottet og Vagten staar tomt, er Centeret rykket bort fra "Linden" og Friederichstrasse, der nu mest ligner Inderkresen i en stor tysk Provinsby, og Kurfürstendamm med nærmeste Omgivelser er Knudepunktet for Berlins Strøgliv, Forretningsliv, Kunstner- og Teaterliv. Men dog virker intet. Det er, som om Gassen er gaaet af Ballonen, skønt Guderne skal vide, at baade Aanden og Kødet er tilstrækkelig 4 oppustet. Der er noget usundt ved det hele: Sproget knalder værre end før med sine a'er, det hedder ikke Keiser men Kaisa, ikke Ober, men Oba, naar man kalder for at betale Gildet. Gaar man paa Gaden og hører Berlinerne tale, er det som at færdes i Trommeild.
Nej, saa var det velgørende at komme til Weimar. Sig til Fru Rohde, at vi valgte to af de gamle Hoteller – zum Elephanten til at sove i, og zum weissen Schwan til at spise i, og at vi befandt os lige fortræffeligt begge Steder. Hvor var der dejligt i den lille gamle By. Allerede naar man træder ind i den, stemmes man ind – som naar man træder ind i en gammel Kirke eller i et gammelt Teater. 5 Stedet aander Historie, og Fantasien avler Stemning. Goethe lever jo endnu i Byen, i Parken, mest i sit Hus og Gartenhaus. Jeg kunde ikke gaa mig træt i hans Stuer, jeg saa' ham selv, oplevede ham, fandt ham i det beskedne Arbejdsværelse, som ingen ung Poet vilde akceptere – og stod bevæget til Taarer – ja, jeg skammer mig ikke derved – i hans Soveværelse, som Opsynet gav mig Lov til at betræde. En Seng, en Lænestol, et Natbord – og hvad der maaske rørte mig mest: et lille Fyrretræsbord med et Fajancevandfad og en lille tyndslidt Svamp. Hans Liv og Digtning er som hans Hus: Hofmand og Borger, officiel og intim, højbaaren og kleinbürgerlich. Ud til Facaden i de 6 pragtfulde Gemakker med de kostbare Sager i Marmor og Bronce – ind til Haven hans private Rum, Arbejdsrummet og Soveværelset, uden Prunk, uden Luxus, ja uden Hygge, kun et Bord, et Par Stole og Skabe til Manuskripter og de Bøger, han holdt af at have i sin Nærhed. Det var skønt og opløftende at se Nøjsomhedens Aand svæve over det Rum, hvor han skabte Rigdomme for sit Land, ja for Verden.
Overgangen fra Weimar til Wiesbaden er jo lidt haard auf einmal einzunehmen. Wiesbaden er jo uden aandelig Historie, Byen selv et Kurhus med dertil hørende Liv og Menneskemateriel. Hvor kan Mennesker dog være smagløse, naar 7 de skal lave om paa Naturen. Byen kunde jo være smuk, med den herlige Omegn og de mystiske evigstrømmende Kilder. Men hvor er dog alting ødelagt af Pragt, der skal forestille Skønhed. Selve "Kurhaus" er jo Kvintessensen af germansk Pomp und Protzerei, alt er hæsligt, overlæsset, paatrængende og lueforgyldt – der er ikke en Plet, hvor der ikke har været en Professor med sin Pensel eller en Stukkatør med sine Løvefødder og Gesvejsninger.
Vi lever meget stille her, passer vor "Kur", som foreløbig har givet min Kone lidt mere Gigt end før og mig et Par Halsforkølelser som Bidrag til Forlystelsen. Men vi holder os foreløbig til Recepten, bader i "Vier Jahr[es]zeiten" og drikker Brækvand 8 i Kochbrunnen. Ach, ja. Vi har besøgt en Masse af Smaabyerne her omkring: Schlangenbad, Schwalbach2, Niedernhausen, Eltville, Rüdesheim, Neroberg og hvad de allesammen hedder. Maaske slaar vi os ned for Sommeren i Schwalbach, som jeg synes bedst om. Jeg skrev Dem forleden til paa et Kort3, at jeg har faaet en Invitation til Zionistkongressen i Basel4 – og jeg tager sikkert dertil. For første Gang i mit Liv faar jeg da Lejlighed til at være blandt mine egne. Det vil være en Oplevelse, hvad enten den saa vil skuffe mig eller fylde mig med Glæde – eller vel nærmest begge Dele.
Nu Farvel, min kære Ven. Jeg tænker ofte paa Dem her i denne By, hvor De har levet. Vær hjertelig hilset fra os begge.
Deres hengivne
Henri Nathansen
