Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Mørdrup, Espergærde. 29. september 1921

hos Dem var jeg altid tryg

Mørdrup pr. Espergærde 29.9.21

Min kære gamle Ven!

Maa jeg kalde Dem saaledes? Det er nu saa længe siden jeg har set Deres Ansigt, men naar jeg tænker paa Dem og mindes den Varme, hvormed De altid kom mig imøde, naar jeg ringede paa herude i Snekkersten¹, føler jeg gennem Erindringens Solskin, at Deres Hjærte havde et Rum tilovers for mig. Hvor har vi ikke glædet os paa vore lange Ture eller i en Krog i Deres Stue, hvor vi havde saa meget at fortælle om Mennesker og deres Gerninger, at Timerne fløj som Minutter. Husker De en Dag ude i Gentofte – jeg tror det var i salig Guttmanns Lejlighed – Tiden løb fra mig, og jeg var tilsagt til den hellige Scholent² hos mine Forældre, en Begivenhed, der krævede punktlig 2 Nærværelse – jeg løb til Stationen for ikke at komme til at synde mod det guddommelige Bud om at ære sine Forældre. Vi har siden lét deraf – jeg synes nu selv, at min Flugt mod Hjemmet staar i Forbindelse med det dybeste i min jødiske Natur.

Jeg har levet herude i fuldkommen Ro, gaaet mine Ture, der har været en trist Parodi paa mine milelange Marscher i tidligere Tid, puslet lidt i Haven og cyklet op mod Helsingør uden dog at naa længere end til Snekkersten, hvorfra jeg stirrede ind mod det forjættede Land omkring Kronborgs Pynt. Jeg har desværre ikke kunnet arbejde, skønt jeg har længtes efter atter at tage fat, hvor jeg saa uventet maatte slippe. Livet har jo nok skiftet Farve for mig i den forløbne Tid, en Resignation, som jeg i Tillid til mine Kræfter ikke kendte før, har dæmpet Tone og Tanke – jeg synes ofte nu, at jeg har bagtalt Livet, 3 fordi jeg ikke vidste, at det var mig selv, der undveg det, naar det nærmede sig og ikke forstod, at det var mit eget Liv, der udgav sig for Livet. Dybest inde stammede min Isolation fra en manglende Evne til at tage Kampen op, en Hang til at trække Følehornene til mig, naar en ublid Vind strejfede mit Sneglehus. En Arv fra fjærne Slægter gjorde mig mistænksom, en manglende Hengivelse stansede ofte min Følelse og lod Ræsonnementet opløse min Glæde – so geht es dir, Zergliederer deiner Freuden³, som den vise Goethe siger. Nu synes jeg, at jeg sér mig selv paa den Afstand, som klarlægger det hele, og lader Detaillerne forsvinde. Dog – jeg véd, at dybt, dybt inde har der altid brændt en hellig Lampe, dæmpet, men evig – en trofast Flamme, der var tændt for min Slægt og mine Venner. Det er ikke nok, det véd jeg nu. Det gælder om at føle sig, ikke som en ensom Indsø, hvori kun Træerne spejler sig, men som en Draabe i Havet, hvor 4 Skibene kommer og gaar, og Storm og Stille veksler uden Ro, uden Hvile.

Jeg talte en Dag med Deres Svigersøn og hørte, at De har været paa disse Egne. Gid De var kommen her forbi og havde kigget ind i Haven – men jeg forstaar saa godt, at De ikke vilde risikere at forstyrre, skønt ingen vilde have bragt mindre Forstyrrelse end De med Deres Stilhed og Ro. Nu tager vi snart til Byen, naar disse dejlige Efteraarsdage er forbi, og Mørket begynder. Hvis alting gaar godt – og jeg synes selv, det begynder at lysne i mit Sind – sender jeg Dem Bud om at mødes. Jeg længes efter atter at se Dem og atter at føle den Glæde, som slog mig imøde hver Gang vi var sammen – hos Dem var jeg altid tryg, jeg har sagt Dem en Gang, at De lignede min Slægt, og at De virkede paa mig som en Broder.

Jeg sender dette Brev til Gyldendal, da jeg ikke husker Deres Adresse. Hils Deres Kone fra os begge og vær selv hjærtelig hilset fra

Deres hengivne
Henri Nathansen