Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VI Allé 12. 7. december 1918

De har rejst de store Statuer

Fr. VI Allé 12. [lørdag] 7/12 18

Kæreste G.B.!

Endelig har jeg faaet Teatret fra Halsen og kan sende Dem min Tak for Deres Bog. Den giver uendelig meget, men den fordrer til Gengæld ogsaa meget. Der er i Bogen en saadan Rigdom paa Erfaring og Viden, at en utræneret Hjærne overvældes af det uhyre Stof og har Vanskelighed ved at klare Skærene. Den har virket paa mig som en Udgravning af en By, et Land, en Verden. Lag efter Lag dukker frem ved utrættelig Forsken, sindrige Konstruktioner sætter Tingene, Forholdene og Individerne paa Plads. Og naar Bogen slutter, ligger en svunden Kultur aaben for Ens forundrede Øjne, fængslende, befrugtende, levende. Hist 2 og her glipper Overblikket, det er, som om man ikke ser Skoven for lutter Træer. Gallere, Helvetiere, Germanere og talløse andre Folkeslag, som nu kun er Navne, trænger sig sammen og spærrer for Gennemskueligheden. En enkelt Skikkelse som Vercingetorix bringer atter Samling, belyst og belysende. Men først fra Afsnittet "Ægypten" toner atter Statuen frem, Taagerne spreder sig, og i Mordets fulde Dagslys løfter den sig truende og tragisk ud af og op over Omgivelserne.

Storladen er Bogen. De har engang sagt, at de vilde bytte hele Deres Værk for de enkelte Ord: "sortladne Hav". Jeg vilde bytte mit for det Ord: storladen. Der er i Deres Bog en storladen Linje, en ædel og storladen Tone. Derved bliver Geniet ikke hos Dem et Konglomerat af modstridende Bestanddele, af Visdom og Afsind, af Smaalighed og Højsind, men en stigende Udvikling af menneskelige Egenskaber til den højeste 3 Top. Der er i Cæsars Skikkelse en simpel Storhed, en klassisk Skønhed som – uden Sammenligning – i Goethes. Den ophøjede Ro. Intet udover, intet ved Siden af dem selv. Ord og Begreber svinder bort, Egoisme og Altruisme, Materialisme og Idealisme – de er sig selv "das Ding an sich", uden Forbindelse, i dybeste Forstand ensomme. Uden Venner, uden Parti, uden Lov eller Moral, ophøjede nok til selv at have deres egen. Og dog fuldtud menneskelige, saa menneskelige at de til alle Tider er Eksemplet til Efterfølgelse uden selv at være Eksemplarer. Det er den Art Væsener, der har foresvævet Nietzsche i Drømme.

Vi klager over Mangel paa Billedhuggere herhjemme, hvor rædselsfulde Attrapper smykker Torve og aabne Pladser. De er den eneste, der har rejst de store Statuer. De er endnu for friske til, at Tiden ret kan se og fatte deres Storhed. Storhed hører ikke Tiden, men Eftertiden til. Patinaen, som er Beundringens 4 skønne Afglans, kræver Tid og Afstand. Mennesker, der gaar omkring imellem os, spiser, drikker, sover, handler og elsker som vi andre, egner sig ikke til Guder. Først en Eftertid sætter deres Navn som Stjærner paa Himlen.

De sagde forleden nogle Ord om Geniet, Ord, som sikkert har foresvævet Dem, mens De skrev om Cæsar. I den germanske Metafysik er Geniet ensbetydende med Dunkelhed. Geniet er Klarhed! Det viser en Skikkelse som Cæsar, og det viste dén, der skrev om ham. Saa ofte De sad midt iblandt os, saa' vi Dem ikke. Naar De var gaaet bort, og vi tænkte paa Dem, straalede De paa Firmamentet.

Deres taknemmelige og hengivne
Henri Nathansen