Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 19. april 1918
alle Jøder for Jehova
Mørdrup pr. Espergærde 19/4 181
Kære Herre, gamle Ven og Skrivelærer!
Tak for Deres venlige Omtale af min lille Bog2, der har kostet mig megen Tid, men fyldt mig med Glæde, mens jeg skrev den. Jeg har skrevet den ud fra en dyb Sympati for de to Kunstnere – jeg tror, man maa holde af en Ting for tilfulde at forstaa den. Og jeg holder af Teatrets Kunst og dens Udøvere, revser jeg dem, er det kun i Overensstemmelse med det gamle Ord: hvo som elsker sit Barn –
De har Ret i, at Indledningen ikke er god. Jeg sprang saa underlig paa Hovedet i den, og Hovedet nedad med Benene i Vejret er ikke nogen vellykket Entré. Men saa helt bagvendt som De ser den er den dog ikke. Shakespeare, Holberg, Voltaire, Ibsen kan godt kaldes Tidens udtrykte Billede, selvom deres Form var en anden end Tidens. Og Tidens Strøm kan meget vel lignes ved en Syndflod, der sluger alt levende, Nathansen, 2 P. Levin og Ella Ungermann3 og kun bevarer Gubben Noah fra Skibbrudet. Sligt er hændet før.
Ligervis kan man ikke sige, at jeg har henført de to Kunstnere til det borgerlige Skuespil, naar jeg som Stationerne paa den ene Linie i Johs. P.s Kunst nævner "Pierrettes Slør"4, "Erik d. XIV"5 og "Det levende Lig"6 og i Reumerts "Det store Forlis"7 og "Baandet"8. Eller naar jeg i Slutningen søger at sammendrage alle Linier i Tragikomedien og anviser Johs. P. Plads i "Erasmus Montanus" og Reumert i "Les affaires sont les affaires"9. I Komedien er det vanskeligt at finde Udtryk for det sublime eller det heroiske, derfor har jeg i Komedien maattet søge min Tilflugt i det borgerlige Skuespil og har dér anvist dem begge den Plads, hvor jeg tror deres komiske Evne bunder.
Men nok om det – De har forstaaet mit hele Arbejde og det er jo Hovedsagen. Det er slet ikke let at skrive om levende Kunstnere, der er i rig Udvikling – den afgørende Bedømmelse kan jo selvsagt først finde Sted, naar Lysene er slukket og Festen er forbi. Derfor har jeg ogsaa kun søgt at trække Linierne op for deres Udvikling, bagud og fremefter. Vor eneste virkelige Teaterkritiker, 3 Edvard Brandes, har ogsaa langt bedre karakteriseret Michael Wiehe og Phister end Olaf og Emil Poulsen – De selv langt bedre Shakespeare og Heine end Ibsen og J. P. Jacobsen. Sligt er rimeligt og undskyldeligt. Men det var mig om at gøre at komme lidt udenfor de sædvanlige "Anmelderes" gennemtrawlede Felter og lidt ud i det fri, hvor Udsigten var mere aaben, og Høje og Dale aftegnede sig mod den fjærne Horisont. Er det lykkedes mig saa nogenlunde, er jeg tilfreds.
Jeg lever her et Herreliv – gaar mine milelange Ture, graver i min Have, læser Jean-Christophe10 (der staar Christophe, min Haand ryster af Skrivekrampe) spiser, drikker ikke, og sover. Jeg har aldrig nogensinde før sovet saa meget og syndet saa lidt. Jeg elsker denne Egn, dens Læ, dens Frugtbarhed, de rene, vide Linier. Denne Natur giver mig min egen Natur tilbage. Jeg er ikke noget harmonisk Menneske – tværtimod – men jeg søger og søger Harmoni. Derfor er jeg glad ved at læse Rollands Bog. Den beroliger mig – Livet omkring mig fylder mig mere end nok med Uro. I Jean-Christophe er der brede og rolige Linier som i Landskabet 4 herude. En rød Traad midt i den brogede Forvirring. Og man øjner mellem Linierne Frankrigs sørgelige Opløsning og Sammenbrud. Heltevæsenet er dets Heroisme. Det sublime og det latterlige maa ende i Tragikomedien. Og saaledes vil det ske i denne vor tids afsindige Skuespil.
Tag til Takke med disse Linier, Pennen – mit eneste Vaaben – ryster i min Haand. Lad dette lille Brev være Dem et Bevis paa mit Venskab, der trods megen Forskel i Meninger og Domme, er lige varmt og trofast. De kender mig godt og véd, at jeg hænger ved mine Guder. Ethvert Menneske er saarbart, naar han rammes i dét, hab af Hjærtet elsker. De har undertiden saaret mig, ikke af ond Vilje som saamange andre, men af Uvilje mod den dybeste Rod i min Natur.
Men lad al Bitterhed og Uoverensstemmelse være glemt. Jeg holder af Dem, som jeg altid har gjort. Er vi ikke alle Jøder for Jehova?
Naar jeg kommer til Byen, ser jeg en Dag op til Dem, hvis De har en Timestid tilovers.
Deres hengivne
Henri Nathansen
