Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 31. juli 1915

Danmark Dumhedens Klippe

Mørdrup pr. Espergærde [lørdag] 31/7 15

Min kæreste Herre!

Hvor er De? Og hvor er de andre? Rung skrev jeg til Dagen efter De havde været her og givet mig hans Adresse i Rørvig, men jeg har intet hørt fra ham. Hver sejler sin egen Sø og har nok med at styre sin Skude gennem Syndfloden. Jeg sender Dem et Olieblad og haaber, at Duen naaer Dem.

Jeg selv sidder midt i Regnvejret og læser og læser. Schopenhauer og Goethe – Bergson og George. Idag faldt mit Øje paa en Kronik i "Politiken", en Anmeldelse af Deres Værk1. Jeg er endnu opfyldt af Harme over, at det Blad, der ved alle Lejligheder pynter sig med Deres Navn, byder Dem og Læserne en Artikel, der pretentiøst og aandløst bevæger 2 sig bredt og platfodet ad Asfalten fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv. Ikke et Ord, der er vejet og vraget – Pjat, Vaas, selvglad, tomt Pjadder, der samvittighedsløst bringes i Forbindelse med Deres Bog. Hvad maa Mennesker tro om Deres Værk? At De gider skrive en Linje mere i dette det glade Lavmaals Organ! Aa Gud – at man gider spytte paa det! Man bliver lille i dette taabelige Land!

Men jeg vil ikke plage Dem. Jeg sidder her i Fred og Ro, hverken i Danmark eller udenfor det – jeg lever i mig selv. De har saa ofte smilet ad min Tilbagetrukkethed. Jeg mødte op til Livet med aabne Arme, varm og tillidsfuld, som min Natur er. Jeg sad i Vennernes Kres og vidste ikke, hvem jeg skulde elske højest. Da faldt mit Øje en Dag tilfældig i et Spejl, og jeg saa en af dem, der sad bagved, vrænge ad mig, mens et Par andre smilte. Fra den Dag mistede jeg Appetitten. Saadan er Danmark.

3 Saadan er Danmark imod Dem. Den frieste Aand, vi har haft. Danmark kunde have skabt sig et Ry ved Deres Navn. Det valgte Flæsket. Danmark kunde have skabt os yngre et Hjemsted, et Fristed i Kraft af Deres Lys, Deres Lære. Det blev os et Fængsel.

Nu sidder vi hver i sin Celle og kigger gennem Vinduestremmerne ud i Regnen, der strømmer og strømmer. Intet Lys, ingen Sol. Graavejr. Dødsvejr.

Inde i mit Hjærte er jeg oprørt. En Gnist af fremmed Ild brænder derinde. Jeg mærker det i Blodet, der nu faar min Kind til at brænde. Jeg hører ikke hjemme her – De ikke – ingen af os. Danmark er for Kvæg og Lus og Patrioter i Gullash – vi lukker os inde i os selv og ruller Gardinet ned som i en Stue, hvor der ligger Lig.

Som saa ofte før tænker jeg paa Dem. De er det enkelte Tilfælde, der er blevet til 4 Symbol. De vil blive det store Symbol paa Smærten ved at være dansk. Som i et Hjem, hvor Kærligheden er forbi, raaber det i vort Hjærte: flygt, flygt mens det endnu er Tid!

Jeg er flygtet herud – maaske rejser jeg en Dag længere bort. Jeg væmmes. Og for at overdøve mit Hjærtes Sørgmod, kaster jeg mig ind til andres Hjærte og opdager, at de har lidt det samme. Commune naufragium dulce2. Jeg forstaar Dem – kæreste Herre og Mester! Danmark er Dumhedens Klippe – og vi splintrer vore Spyd paa dens urokkelige Granit.

Levvel – dette er et Olieblad, som det kun findes herhjemme.

Deres
H. N.

 
[1] Anmeldelse: Georg Brandes: Goethe blev anmeldt af Kai Friis-Møller i Politikens kronik 31.7.1915, s.8-9. Han slutter:

Men det store og stille Hav er jo et kolossalt Lærred at fylde, selv for en Mesterhaand som Georg Brandes. Man kommer da ogsaa, naar man har læst Bogen ud, til at betragte Indledningens kraftige Pointering af Goethes Ubegrænsethed som noget af en Apologi for, at Brandes ikke i det følgende har tegnet hans Fysiognomi med fastere Linjer. Hvad Bogen – hvis Form virker ret urolig, idet den er kronologisk anlagt, hvad der medfører, at ét og samme Værk af Goethe bliver gennemgaaet i næsten lige saa mange tempi, som det er blevet til i – efterlader i Læserens Sind, er ikke saa meget et syntetisk Totalbillede som Indtrykket af en Række overordentlig livlige og stundom dybtgaaende biografiske Detailstudier og kritiske Analyser.

tilbage
[2] Commune ...: fælles skibbrud er en trøst; det er lettere at bære ulykken når man er flere om den. tilbage