Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 7. juni 1915

mit Syn paa Deres Bog om Goethe

Mørdrup pr. Espergærde 7 Juni 15

Min kæreste Herre!

I samfulde tre Uger har vi tumlet med Hus og Have, glemt Verden og Mennesker, levet fuldstændig for os selv og med os selv, trætte af Byens Larm og Støv og søgende Lindring i Landets rolig bølgende Linier og Buske og Træers stille og ubekymrede Vækst. Vi trængte begge til Ro i vort Sind. Selvom vi til daglig lever isoleret i Byen, naaer dens Gift dog Ens fineste Nerver, og mere og mere føler vi, at vore Naturer er skabt til Ensomhed og stærkere og stærkere søger tilbage til det oprindelige Leje. Kun ganske faa er vore Venner, det véd vi, det har vi sét og følt, mens Aarene gik. Maaske laa Fejlen hos os, maaske hos de andre. Men gennem fælles Kamp og fælles 2 Forsagelse har vi fundet vort sikre urokkelige Tyngdepunkt, hvorfra jeg tænker ingen og intet i Verden skal kunne rokke os. Mennesker, der har en Natur, lever eller maa leve efter dens Love. Om det er godt eller ej, sundt eller ej – véd jeg ikke. Jeg véd kun, at det er nødvendigt.

Men De maa ikke tro, at jeg har glemt Dem. De er blandt de ganske faa, som min Tanke ofte søger i Taknemmelighed og Venskab. Vi er vidt forskellige – De med Deres Udlængsel, jeg med min Hjemlængsel. Fælles for os begge er vor Længsel.

Og naar jeg nu skal søge at give Dem et Indtryk af mit Syn paa Deres Bog om Goethe, saa tager det sit Udspring fra Forskellen i vort Væsen. En Aand som Goethe rummer i sig et Hav af Menneskelighed. Derfor kan Tusinder dukke ned deri og hente sig selv op deraf. De har i Goethe fundet Dem selv, jeg har fundet mig selv. Vi mødes i ham, som vi mødes i hinanden – i Længsel, i Stræben i Aandens evigt frem- og opadstræbende 3 Natur.

Det Billede, jeg har dannet mig af Goethe, nærmer sig vel mere det tilvante end Deres. Maaske fordi jeg i al Beskedenhed ser mit lille Billede spejle sig i hans. Maaske fordi jeg tror paa, at det Billede, "Tiden" danner, er det rigtige, fordi det vokser organisk ud af Tid og Sted og Rum. Et Menneske er vel saaledes, som han virker paa andre. Saaledes gaar det de dødelige, og de udødelige lever efter de samme Love. Og saaledes som Goethe virker paa mig, tror jeg altsaa, han er. Han fulgte sin Natur. Der er for mig noget bekymrende i, at han fødtes i Frankfurt, den levende skiftende By, og levede sit Liv i Weimar. Han trængte til Fred, Ensomhed. Han blev ikke isoleret – han var det ifølge sin Natur. Og han fulgte den, her som altid, bevidst eller ubevidst, Verden var kun til for ham i Forhold til dét, den kunde give ham. For saavidt var han Egoist. Men han følte instinktmæssig, at han selv var en Verden og ikke havde noget at takke for, fordi hans Aand ydede saa rigelig Gengæld. Tænker 4 jeg paa Goethes Natur, maa jeg altid tænke paa Ibsens. De levede begge Livet hver i sit Weimar. De følte sig begge omend ikke hævet over Livet, saa skabt til at være udenfor. Ibsen ivrer atter og atter imod Ordet at opleve. At gennemleve er for ham det eneste. Han havde ligesaalidt som Goethe Eventyrlyst og Eventyrmod. Ogsaa han fulgte sin Natur og gennemlevede Livet indenfor de fire Mure. Og han skabte som Goethe af sit Sinds Rigdom en Verden. Ingen af dem var nogen Livets Erobrer. Derfor beundrede Goethe Napoleon, Ibsen Bjørnson – beundrede og misundte ham som Skule Håkon.

Og derfor blev Goethe i Weimar. Hans Natur var ikke sprudlende, skønt vældende, ikke stormende, skønt i Oprør. Han er som Havet, der er i Oprør, længe efter at Stormen har lagt sig. Hans Værker er ikke skabt af Øjeblikkets hæftige Lidenskab, han er en Dynamo, ladet med Kraft til senere Brug. Hans Arbejder kunde ligge Aar efter Aar, ja Aarti 5 efter Aarti, og deres Naturkraft blev bevaret. Man kan sige, at det har skadet enkelte af dem, som Ibsens næsten automatiske Toaarsperiode skadede hans Skuespils umiddelbare Liv. Men Evighedens Liv er et andet end Øjeblikkets. Der er højt til Loftet og dybt til Bunden. Derfor finder den næste Slægt, hvad den foregaaende ikke fik Tid til at finde. Det er Evighedens Liv.

Og derfor blev Goethes Værk en Selvbekendelse som Ibsens blev det. Deres Natur var ikke den at finde de andre, men at finde sig selv. Fra Catilina og nedefter er Ibsens Værk en eneste stor Monolog – Talen er næppe nuanceret efter den enkelte Form, det er Ibsens Form, hans dybe sørgmodig-vældende Tone. En Linie af ham er som en Streg af Rembrandt, kendelig mellem Tusinde. Og over Goethes Værk fra Werther over Egmont, Tasso, Wilhelm Meister, Faust toner hans egen Røst, hans Livs store Enetale. Naar jeg slaar op i Faust og ser 6 denne Overskrift:

Der Tragödie erster Teil
Nacht

In einem hochgewölbten, engen, gotischen Zimmer Faust unruhig auf seinem Sessel am Pulte

er det, som om jeg saa Goethes Liv og Værksted, hans høje Ro, hans dybe Nat, hans stille Værelse mod Haven i Weimar, hvor hans urolig higende Aand vaagede, mens den lille Residens sov sig ind i Evigheden.

Og den samme monumentale Stenskriftsform, som præger Ibsen, præger ogsaa Goethe. Man kan som oftest høre, om en Linie er af Goethe. Selv hans Lidenskab er afvejet, overvejet, det evige Udtryk for, hvad han i Øjeblikket følte. Schiller er stormende, farende, nu og da forpustet. Goethe trækker Vejret, hans Vers er som selve Aandedraget, sundt, frit, harmonisk. Schiller taber ofte Vejret, før han naaer til Enden – Goethe aldrig.

Men Goethes "Form" var ikke noget udvendigt, 7 formelt, skabt af Hof og Bureaukratisme. Det var hans Natur, hans Væsen. Selve hans Skikkelse var Form, hans Tale, hans Gang, hans indre Liv. Uden Form intet Liv – ihvertfald intet varigt. Han har følt sig tiltalt af den ydre Form, der nu og da syntes ham at erstatte den indre, men han blev aldrig selv hængende deri. Mangt og meget hos Schiller har sikkert forfærdet ham – jeg tænker paa "die Räuber". Schiller fik først sin Form efter Venskabet med Goethe. Af Goethes Paavirkning paa Schillers Dramer kan man se, hvad hans Form betød, og hvad den var værd.

Bevidst eller ubevidst arbejdede Goethe for Evigheden. Det vægtigste Indhold i den varigeste Form. Dette er hans store Eksempel. Han sad i sin Celle, saarbar, men uanfægtet, unruhig auf seinem Sessel am Pulte, udstraalende Ro som det store Eksempel giver Ro. Nogle har kaldt ham forfængelig, andre kold, andre ligegyldig, adelsgal, troløs, snobbet – hvor meningsløst at bebrejde ham, at han var et Menneske. Han skrev 8 sin Faust om Mennesket, det nydelsessyge, troløse, hjærteløse Menneske, hvis Aand er en evig Protest mod dets dyriske Drifter og løfter sig sejrende tilsidst over Jorden og dens Jammer. Han var et Menneske – troløs, nydende, dybt forfængelig. Og dog blev han siddende i sit Weimar uden at lade sig lokke af Magt eller Ære, og lod Bjærget komme til Muhammed, hvis det vilde komme. Og dèr lukkede han sine Øjne i det fattige Værelse med den gamle Lænestol, saa stort som et almindeligt Tjenerværelse – ene, viis og ydmyg – med et evigt Storværk forseglet i sin Skuffe. Han vidste, at Livet er kort og Evigheden lang.

– –

Jeg har nu talt – vistnok altfor længe – for egen Regning. Nu vender jeg mig til Deres Bog.

Deres Værk er ikke Historie, men Kunst. Det var Deres Værk alle Dage og derfor vil det bestaa. Derfor har det dobbelt Liv – først den skildredes, saa den skildrendes. Det kommer derved til at give et Billede baade af Goethe og af Dem selv. Som jeg skrev: De 9 har i Goethe fundet Dem selv, jeg har fundet mig selv. De har Deres Goethe, jeg har min – hvis der er den rigtige, véd ingen, de er vel alle lige rigtige. Spørgsmaalet er som ved al Kunst, om Skikkelsen lever.

Og dét gør den Skikkelse, De har formet. Den lever, aander, elsker, glædes, sørger. Har Goethes Skikkelse i Tidernes Løb formet sig for os i det kolde, strænge, linjerene Marmor, saa har De puttet Livets Aande deri og givet os ham tilbage som Menneske. Mennesket Goethe kunde Deres Bog hedt, saa lidenskabelig eftersøger og uddrager De det levende Væv af det døde Ler. Barn, Yngling, Mand – alle er de friske, fritstaaende, ubundne af Vedtægt, Vane og Overlevering. Fra Trin til Trin fører De os, to Trin op, et Trin ned, men stadig opad gaar Vejen, manende os til Følge. Og gennem de stridende Strømme i hans Menneskesind leder De os ad hans Væsens rolige Flod – er det ikke Goethes Væsen, den rolig henglidende Flod med de tusinde Bifloder – en Vej gennem Landet, farbar, frugtbargørende, rolig nok til at enhver 10 kan sejle derpaa og spejle sig deri!

Og selvom Deres Billede af Goethe ikke ganske ligner mit, saa har De givet mit Billede forøget og forynget Liv. De har atter gjort ham levende for mig. Historien er for de døde, Kunsten for de levende. De har valgt Deres. Det er ikke Goethes Historie, De har villet skrive, men hans Liv. Og saaledes vil Deres Bog blive staaende – dobbeltbelyst af Deres Liv og hans.

Men der er ét endnu, som fængsler: De selv. Gennem Bogen synger Deres Tone, ung, betaget, troende og tvivlende, fuld af Haab og Foragt: menneskelig. De har kunnet følge Goethe, fordi hans Vej var Deres. De kender hans Lykke, hans Sejr og Haabløshed, hans Livfuldhed og dybe Ensomhed. De har gennemlevet hans Liv, og nu og da er det, som om jeg hørte Dem tale i eget Navn. Derfor er Deres Værk om Goethe en Selvbekendelse, som Goethes eget Værk var det. En dyb og sammensmæltende Akkord.

11 Som jeg sagde Dem: mit Billede af Goethe er dannet af mit Væsen, i mangt og meget forskelligt fra Deres. Men alle Veje føre til Rom. Jeg mødes med Dem i vor dybe Længsel efter Aandens ophøjede Ro, Tankens afklarede Himmel. Over Dagens og Vejens Sten og Krat gaar Deres Vej – som jeg haaber ogsaa min – mod Stjærnerne. Tro ikke, at jeg drømmer om at naa derop som andre. Det vigtigste er at stræbe, ikke at naa.

Deres hjærtelig hengivne
Henri Nathansen