Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Rosenlund, Snekkersten. 24. juni 1914
ved Mesterens Fod
Rosenlund pr. Snekkersten 24/6 141
Kæreste G.B.!
Jeg husker den første Gang jeg saa Dem. Jeg havde overtalt min lille Søster til at gaa med mig. Vi var Børn begge to og havde staaet og frosset paa Universitetstrappen en Timestid i Forvejen. Saa gik Døren op, og vi tumlede med de andre op ad Trapperne, hen ad Gangen og sad nu ved hinandens Side med store Øjne og bankende Hjærter mellem de voksne, stirrende hen mod Døren, hvorfra vi tænkte, De vilde komme.
Saa kom De. De banede Dem smilende Vej gennem den tætte Skare. Lidt efter stod De paa Kathedret, skuende ud over os som Ørnen, vi havde set paa Bygningens Facade. De var mørk, og Haaret glinsede som Fuglenes Fjer. Deres Blik gled søgende gennem Rummet, stansede, gled videre. Det strejfede et kort Sekund mit Ansigt, mit Hjærte stod stille og bankede saa dobbelt 2 hæftigt videre. Saa gik De et Par Skridt tilbage – Deres Ansigt stod blegt og beaandet mod Tavlens rolige sorte Flade – og De begyndte, men alt svandt bort, og vi løftedes op mod det himmelske Lys paa Deres Vinger.
– –
Jeg husker den sidste Gang jeg saa Dem. Billede efter Billede sprang frem paa det hvide Lærred. Jeg sad i Salens Mørke og ventede paa Deres, som jeg vidste vilde komme. Saa mødte mit Øje Billedet fra min første Ungdom igen. Bag Kathedret Tavlens rolige sorte Flade – foran det en ventende Skare. Barndoms Indtryk og Ungdoms Minder hviskede i min Sjæl, min Beundring, min Taknemmelighed gled ind deri, jeg var et Barn igen, den unge Lærling, der sad ved Mesterens Fod, bevæget og begejstret.
Saa kom De. De var hvid, og Haaret glinsede som Fuglens Fjer. Deres Blik gled ud i Rummet, søgende, smilende og tungsindigt. Jeg følte i det samme Nu, at jeg aldrig havde glemt Dem, aldrig vilde glemme Dem. Aarene var gaaet, jeg selv var begyndt at graane, men mit Hjærte var ungt og varmt som altid, naar Deres Billede steg frem 3 i min Erindring, højt hævet over Øjeblikkets urolige Flimren.
– –
Gennem mit aabne Vindu strømmer Sommeren ind til mig. Luften er mild og stille og krydret af Rosenduft. Jeg mindes andre Somre, naar jeg tænkte paa Dem og skrev til Dem. Mine Tanker er de samme, min Følelse den samme. Sommeren er vendt tilbage.
Deres hengivne
Henri Nathansen
