Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 22. marts 1913

Deres Ansigt mangfoldigt som Naturen

Allégade 15 22.3.131

Kæreste G. B.!

Tak for Deres lange Brev, som viser mig, at De er i fuld vigueur, og at Deres Aand sprudler frisk og funklende fra Kilderne. Ak, Ariadne – har nogen af os nogensinde Traaden sikkert i Hænde? Saalænge vi elsker, fører hun os, hvorhen hun vil, vor Kærlighed er Traaden, ikke hendes. Nu og da mærker vi i et svagt Ryk, at hun svarer – som oftest tror vi, men véd intet. Hvem kan sige, at han har Vished? Fra de tusind Skibe, der sejler over Havene, virker Strømmene, forvirrer og forvansker, blander og bryder Ord og Mening, modtages og besvares, uden at vi aner derom. Saadan er Livet, ikke mindst vor Kærlighed. Selv naar vi inderligst er sammen, to og to, flyver en Tanke bort til en fremmed Kyst, et sagte Minde der virker og vinker fra det Fjærne. Det var kun et Nu, men en fremmed Haand rørte ved Traaden. Jeg sidder herhjemme, der er ganske stille. I Stolen ved Siden af min, sidder en Kvinde, som jeg elsker. Naar jeg nu løfter mine Øjne fra Brevet, og hun samtidig 2 løfter sit Havfrueblik, synes jeg, at vi er to Mennesker fra fjærne Egne, der har mødt hinanden – hun kom fra Nord, jeg fra Syd. Hvad véd jeg, skønt det dybe rolige Blik synes at sige mig dét, jeg tror? Ariadne, Ariadne! Men hvorfor altid spørge? Livet er Tusinder af Sekunder, af hvilke ikke to er éns. Gud være lovet!

Naa, men det var ikke dét, De sidst spurgte om i et lille hastigt Kort. Jeg har været paa Strandboulevarden, kom ind i den røde Entre, hvor Jfr. Andersen modtog mig med et Glædeshyl. I Deres Stue havde der dannet sig smaa Højlande af Tryksager, Bøger, Blade, Tidsskrifter og andet Djævelskab. Jfr. Andersen var min Ariadne. Hun førte mig gennem Labyrinten. Jeg mærkede en Forstaaelse, der varslede Kærlighed. Vi gennemgik sammen Litteraturen, og jeg valgte efter hendes Raad de Hæfter, jeg sendte Dem. En Bog af Söderberg lagde jeg indeni, jeg kunde tænke mig, at den havde Interesse. Der var ogsaa en Bog fra Høffding, men jeg antog, den kunde vente, til De kom hjem – tror De?

Da jeg gik, spurgte jeg Sleipner, hvordan hun havde det, og om hun nu anvendte sin Ferie med Udbytte. "Jo", svarede hun. "Hver anden Dag gaar jeg og bliver penslet i Halsen, hver tredie Dag gaar jeg i Bad paa Kommunehospitalet, og saa besøger 3 jeg hver Dag en Bekendt, der ligger paa Rigshospitalet med Kræftknude i Maven. Saa Tiden gaar saamænd udmærket." Hun omtalte derefter med megen Varme en Greve, hun havde tjent hos, foreslog at sælge de ankomne Bøger, saa man dog fik noget ud af dem og endte med at spørge til dén Aarebetændelse, som De la' med Dagen forinden De rejste. Hun ansér Dem for et af Verdens Underværker og tror, at De staar i Pagt med den Messias, der har forfattet vedlagte.

Fra Fru Kohl kan jeg hilse Dem og Rungs. Hun var her igaar og fortalte, at hendes Mand var blevet inviteret af sin Svoger, Kühle2, og var rejst til Norge og Sverrig. Jeg havde idag Kort fra Kohl fra Stockholm. Det er godt, at han er kommet lidt ud at lufte sig. Han lever for meget i Sengevarme, hvilket ikke er godt for Litteraturen ifølge Mads Jepsen3. Forresten slutter jeg mig paa det Punkt til Jepsen. Jeg selv skal, som De maaske af Telegrafen har hørt, flytte til April. Jeg bliver her i Nærheden, men maa flytte paa Grund af Lorte. Ikke dem i Menneskeskikkelse, men bogstavelige Noksagter, som har valgt vor Trappegang til Valplads. Siden jeg en Dag fra Hjørnet af Gl. Kongevej til Værnedamsvej talte 67 større og mindre, ser jeg dem allevegne. Det er den eneste virkelige Armé, Danmark har. Intet Land i Verden kan opvise noget lignende. København faar af den Grund en Dag 3 Stjærner hos Bædeker.

Hvad Menneskene af samme Kategori angaar 4 da er deres Antal snart forholdsmæssigt lige saa stort. Men der er et Gode: jeg ser ikke saa meget til sidstnævnte som til førstnævnte. Idag saa jeg dog én af de største. Den stod paa Raadhuspladsen. Det var en ægte Krans. Rosenkrantz4 hed den.

Men bort bort fra Danmark! Jeg længes selv bort. Maaske tager jeg til Sverrig og sér mit Stykke den 25de Gang det gaar. Ogsaa dèr har jeg Sukces. Gud Fader bevares! Ens onde Gærninger yngler. Hvor var jeg gærne hos Dem ved det vinblaa Hav med Rung og Fru Tulle. Trykke Deres Haand – jeg husker Drachmann en Gang skrev rigtig om Deres Haand – se Deres Ansigt – jeg husker Henri Nathansen en Gang skrev rigtig om Deres Ansigt – føle Deres Væsen, som ingen nogensinde har skrevet om og aldrig kommer til at skrive om, fordi det er mangfoldigt, som Naturen er det, og aldrig ophører at være Natur. De er det eneste virkelige Væsen i Danmark. De er aldrig i Hvile. Gaar Solen ned i Danmark, staar den op i Taormina og forgylder Fru Tulles skønne Hoved. Misundelsesværdige Fru Tulle!

Med denne vellykkede Sortie trækker jeg mig tilbage til Privatlivets Fred. Et Havfrueblik er rettet mod mit, da jeg løfter mit Hoved. Jeg tror at kende de Øjne, de har fulgt mig trofast i mange Aar. Jeg elsker Trofasthed, jeg er vist selv trofast. Nu tabte jeg Traaden – – –

Deres
H. N.

 
[1] lørdag. tilbage
[2] Kühle: Kay van der Aa Kühle (1877-1925) prokurist og biografdirektør, g. 1909 m. Laura Louise Henriette von Kohl (1882-1931), skilt 1915. tilbage
[3] Mads Jepsen: (1868-1916) forfatter, journalist. tilbage
[4] Rosenkrantz: formodentlig succesforfatteren Palle R. (1867-1941) bedst kendt fra kriminalromanen Hvad Skovsøen gemte fra 1903. tilbage