Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 12. juli 1911

uforanderlig Hengivenhed

Busserupgaard pr. Espergærde
12 Juli 111

Kære Hr. Professor Brandes!

Velkommen hjem – skønt det tør man vel næppe sige, Danmark er jo for Dem et Fængsel. Jeg er dog glad over, at De er hjemme i nogenlunde Velbehold, Deres gamle Sygdom begyndte at blive foruroligende, syntes jeg. Nu er De da forhaabentlig over det værste. For denne Gang, vil De tilføje. Gid denne Lidelse, der har bragt Dem saa mangt et Sygeleje og spærret for Deres rastløse Arbejde, dog en Gang var forbi. Jeg havde haabet at se Dem en Dag herude – her er ikke meget andet at byde paa end uforanderlig Hengivenhed. Naar 2 De i Løbet af Sommeren føler Dem bedre, ser De saa ikke her ud? Jeg skal hente og bringe Dem i Vogn eller i Guldstol som De selv vil. De skal faa Lov til at ligge i Flugtstol hele Dagen og se op i den blaa Himmel, hvis jeg kan skaffe blaa Himmel dén Dag. De skal faa Lov til at føle Dem ganske som hjemme – ja, her er ikke en Gang Udsigt til Plageaander, der kan kime paa Dørene. Skulde her komme en uformodet Visit, saa er det sikkert "Venner af Landet". Jeg tror ikke, jeg omgaas et Menneske, som ikke holder af Dem.

Jeg er begyndt at cykle i Sommer, kører nu med Lethed 8 - 9 Mil. Vi var igaar i Gilleleje, en anstrængende Tur 3 frem og tilbage med Modvind og slet Vej opad. Det er mit eneste Arbejde. Jeg trænger til at trække Vejret, passe paa Skærverne og tænke paa ingenting. Det er godt for mig, jeg nyder den susende Ensomhed og Vinden, der stryger over min Pande. Det er som i Ferietiden for mange Aar tilbage. Landet ligger aabent for mig, Fremtiden er ude i det Blaa, hvor Jord og Himmel mødes. Jeg synes, jeg har udrettet saa lidt og venter mig saa meget. Denne Sommer er god for mig, tror jeg.

En mærkelig Oplevelse havde jeg idag, hvis man kan kalde det saa. Vi passerede paa Vejen til Hornbæk en Bekendt af mig, Forfatteren A. H. Kohl, der boer i Ellekilde. Mens vi sad hos ham, hentede han sin Grammofon. Og ved De, 4 hvad jeg hørte: Kainz2 som Hamlet. Han fremsagde Monologen: Sein oder Nichtsein – – Hvor var det besynderligt, den Døde talte. Den skønne sorgfulde Stemme var mig ganske nær, nærmere end nogensinde, mens den levede. Jeg fulgte hans søgende Sjæl, der søgte opad og dalede ned i viljesløs Kummer. Saa var det forbi. Jeg saa paa Pladen, hvor hans Stemmes Lydsvingninger havde ridset sig ind. Og jeg saa ham for mig, staaende som den ulykkelige Prins med denne Plade i sin Haand, som han staar med Yoricks Hoved: Der hang de Læber, som jeg har kysset – –

Hvor er dog alting usigelig trist. Og jeg med min Cykle og mine Feriefantasier!

Deres evig hengivne
Henri Nathansen

 
[1] onsdag. tilbage
[2] Kainz: Josef Kainz, 1858-1910, østrigsk skuespiller. tilbage