Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Thalassa, Hellebæk. 3. august 1908

Tankens Klarhed

Thalassa1 [mandag] 3 Aug 08

Kære Hr. Professor Brandes!

Som De sér har jeg skiftet Opholdssted, forladt Rørvig og Pontoppidan for at besøge en ung Ven heroppe. Jeg er nu atter rask og dygtig brunet af Kattegats Salt og Blæst og denne vidunderlige Sommers Sol. Jeg mindes ikke en Sommer som denne, jeg har ikke i mange Aar følt mig saa frisk og ung – det er, som om Livet atter er blevet dén Sommerferie, det var, da man var 18 Aar. Selv Pontoppidan, som dog ikke er noget rent Feriebarn, slog bagud som et Føl paa Marken. Der boede i vor Nærhed to unge Fruer, som inspirerede os, naar vi tog den tragiske Maske paa. Og vi kastede den gærne og fulgte Sommerens Luner.

Og nu er jeg her sammen med en ung Mand2 paa 26-27 Aar. Et Menneske, der aldrig har været Barn. Et Menneske, der stiller de største Krav til sig selv og andre, og som derfor atter og atter skuffes. Et Adelsmenneske3, som Rosmer drømte om – han er selv en Rosmer, den nye Tids Hamlet. Han er eneste Barn af to ensomme Forældre. Tænksom, overfølsom, stærk af Karakter, svag til Handling. Men jeg elsker disse Livets outsider's, og han og jeg kan tale os igennem mange og lange Dage uden at trættes. Han elsker ogsaa Dem – 2 naturligvis – og Træerne i Thalassas dejlige Have har lyttet mangen Aften og nikket med de vise Kroner, naar vi meddelte hinanden alt det, som De havde betydet for os. Han har herude det Bind, hvori Deres Afhandling4 om Schack Staffeldt staar, den vender han atter og atter tilbage til, og Staffeldts Digtning ligger ham meget paa Sinde. Jeg tror, han selv en Gang vil ende ensom, grublende, indviklet i Livets uransagelige Traade.

Det glæder mig, at De atter arbejder. Pontoppidan glæder sig til tredie Bind af Deres "Levned" – er det den? Min Ven her glæder sig til det Værk om Goethe, som han synes vi har Ret til at vente os af Dem. Jeg tror, Ungdommen her i Danmark kunde trænge til et Værk om Goethe, den vilde da maaske atter en Gang faa Respekt for Tankens Klarhed. De sidste Aartier har jo været det halvtænktes Decennier, Paradoxets og Skumringens. Jeg synes ikke mere der er nogen, som kan tænke i Danmark. I Regeringen, i Tingene, i Literaturen – alt er underlig forvrøvlet, ingen Kløgt, kun Snuhed, ingen Stolthed, kun Ærgerrighed og Forfængelighed. Tænk paa I. C. Christensen naar De ser Clemenceau og føl Forskellen. Ak, Herre Jesus!

Men Danmark er jo Danmark, der bugter sig i Bakke, Dal. Det glider og bølger, glider og bølger. Der er intet Bjærg, hvorfra man ser ud over Verden. Tænk Dem at kalde en Bakke paa nogle hundrede Fod for Himmelbjærget – er det ikke dansk? Tænk Dem, at Landets Fyrste kalder Island for "min kære Sagaø", Island – er det ikke dansk? Ja, man kunde græde. Men Gud gav i sin Naade Menneskene den Gave fremfor Dyrene: at kunne lé. Altsaa: 3 ridendum est! Hvis det er daarlig Latin, saa hævn Dem ved at le af mig med.

Om et Par Dage tager jeg ind til Byen, saa begynder jo Teatrene, og jeg maa holde mig parat. Jeg har maaske fortalt Dem, at jeg selv vil instruere baade det Stykke, der skal op paa det kgl.5 og det paa Dagmar6. Maaske er det letsindigt, men Herregud, saa faar man prøvet sine Kræfter paa det ogsaa. Man ved jo dog aldrig, om man kan, før man har prøvet. Og er der ikke noget, der hedder at falde med Ære? Reinhardts Instruktion7 gav mig Blod paa Tanden. Bloch8, som er den eneste, der duer herhjemme, trækker sig jo nu tilbage, og jeg tør ikke rigtig overgive mit Arbejde i de Haandværkerhænder, der tømrer Instruktionen sammen for Øjeblikket herhjemme. Men maaske er det galt, og maaske kan jeg slet ikke gennemføre det. Ibsen, den eneste Menneskekender, saa jo ikke en Gang sine Stykker. Han skrev dem og dermed basta. De andre kunde saa instruere og spille og grave dybsindige Kældere under hans Borg – han sad oppe i Taarnet og spejdede ud efter nye Tanker og nye Lande. Men – – jeg er jo ikke Ibsen. Det undskylder. Forresten tror jeg, at en Tids Beskæftigelse med anden Virksomhed klarer mangt og meget, og mange smaa Melodier, som man troede glemt, dukker bag efter op i ens Erindring. Jeg har Planer til et Par store Skuespil og en stor Bog, som vist kan have godt af at vokse lidt endnu inden Nedkomsten. Jeg er i den lykkelige Tilstand, at jeg tror lidt paa min Udvikling gennem Tiden. Jeg synes, jeg kan mærke at Lagene i mig 4 forskyder sig, og at jeg finder dybere Fodfæste. Saadan har alle Poeter sagt siden Verdens Skabelse, og De har hørt det samme Ethundredeogénoghalvfemsindstyve Gange før, men jeg siger Dem det dog, fordi jeg ved, at De vil smile med den fineste Overbærenhed.

Jeg har glemt at fortælle Dem, at vi her paa Thalassa har to interessante Forsteninger eller Forbeninger fra den før-glaciale Periode. Den ene er Konferensraad og forhenværende Justitiarius i Viborg Overret, den anden er Generalauditør og nuværende Formand9 i Landstinget. Det eneste, der endnu virker – omend maaske besværlig – er deres Maver. Deri stopper de alt, hvad de kan overkomme. Men Hovederne – sit venia verbo! Perpendiklen er stanset og Klokken staar paa 12 Midnat. Alt sover. Omkring Skiven summer en stor Flue, den sidste Tanke, der forlod dem. Og et af disse for evig stansede Urværker sidder endnu paa et af Landets højeste Sæder, og denne Dødningehaand rører endnu Klokken, naar Partiet puffer til den. Ja, jeg forstaar Dem, jeg forstaar Dem – der er noget raaddent i Danmark – gamle Saar, der aldrig kan læges –

Saa, nu er jeg nederst paa Siden, og De er utaalmodig. De maa love mig ikke at svare mig. For De skal arbejde. Lev da vel og modtag som altid min hjærteligste Hilsen.

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Thalassa: sommerpensionat ved kysten i Ellekilde nær Ålsgårde, Nordre Strandvej 246. tilbage
[2] en ung Mand: Poul Leopold Mathiesen, f. 27.3.1881, cand. jur. 1909. Søn af inspektør ved St. Johannes Stiftelsen i Ryesgade, cand. jur. Fr. Chr. M. tilbage
[3] Adelsmenneske: Rosmer i Ibsens Rosmersholm "vilde gå som en frigørende gæst fra det ene hjem til det andet" og "skabe adelsmennesker rundt omkring." tilbage
[4] Afhandling: artikel fra 1882 i SS bd. 1, s. 308-367. tilbage
[5] paa det kgl.: Daniel Hertz. tilbage
[6] paa Dagmar: Danas Have. tilbage
[7] Reinhardts Instruktion: ??? tilbage
[8] Bloch: William Bloch (1845-1926) sceneinstruktør på det kgl. Teater til 1909. tilbage
[9] Formand: H. C. Steffensen (1837-1912) højremand, kongevalgt medlem af Landstinget fra 1888, landstingsformand okt. 1907 - okt. 1909. tilbage