Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Allégade 15A. 6. december 1907

Medfølelsens lille Stik i Sjælen

Allégade 15. 6/12 07

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Tak for Bogen1. Jeg har lige nu læst den færdig og vil sende Dem et Par Ord, mens mit Indtryk er frisk. Som saa ofte før har jeg følt mig draget af Deres Tones Renhed og den fortvivlede Spot, der har hidset Dem og mange efter Dem mod de Larver, der har ormstukket saa mangen god Frugt herhjemme. Jeg har selv engang tænkt paa det samme Æmne, men opgav det igen. Nu har det glædet mig at se det opstaa under Deres Hænder, fyldt med Deres fjærne Latter og Foragt. De har den store Fortællers Ro, Vandringsmandens Ro, der véd, at han vil naa sit Maal. Vi andre lader os lokke af Stier og Sideveje og ender ofte i Mosen – –

Men hør . . De vil forstaa mig, for De ved, at jeg holder af Dem, og at Deres Bøger har været med til at bestemme mit Syn og mit Maal:

Jeg kom ifjor med en Ven til en lille By. Vi vilde besøge en fælles Bekendt, der boede nede ved Stranden 2 en Milsvej fra Stationen. Ingen af os kendte Vejen. Vi spurgte da Stationsforstanderen, hvor Vejen gik. Han saa paa os, havde maaske paa Fornemmelsen, at vi var Folk, der ikke yndede den slagne Landevej. Og han sagde:

Der er to Veje dertil. Den ene er Landevejen, som gaar her ret ud for Stationen, og som De kan følge lige til Stedet. Den anden kalder vi her paa Egnen "den romantiske Vej". Men den gaar ind over Markerne, gennem Hegn og Plantning og saa ind over Bakkerne til Stranden.

Vi stod paa Landevejen, min Ven og jeg. Lige for os laa den brede Vej, der jævn og magelig førte til Stranden. Til højre drejede Stien af og tabte sig mellem Enge og bølgende Kornmarker. Jeg stod et Øjeblik, den lige Vej vinkede og lokkede. Den var saa let at finde og saa let at gaa. Vejret var varmt, jeg var træt og sulten. Min Ven stod og saa ud over Markerne og Skovene. Ogsaa han var træt og sulten. Da sagde han, og jeg følte det, som om han stiklede til mig, da han pegede ind over Stien:

"Jeg gaar ad den romantiske Vej".

Jeg stod lidt, havde nok Lyst til at følge, men jeg følte en svag Trods blusse i mit Blod. Saa sagde jeg koldt:

"For mig gærne. Jeg gaar ad Landevejen".

Jeg gik. Vejen var dejlig, jævn og lige. Jeg saa min Ven gaa i store Kurver, stanse og se sig om, hvor Stien 3 delte sig inde i Marken. Han havde taget Hatten af og stod i den bagende Sol. Han saa sig et Øjeblik forvirret tilbage, fik Øje paa mig. Jeg stod under et af Landevejens skyggefulde Trær og raabte oprømt: Velbekomme! Saa satte han Hatten paa Hovedet og gik hurtig videre. Snart tabte han sig bag Hegn og Bakker.

Jeg gik videre. Vinden løb sval langs Vejen. De hvide Sten stod fornuftig og vidnede om, at jeg nærmede mig Maalet. Hvert Tal var som en lille Opmuntring til min gode Forstand. Snart var jeg ved Maalet.

Familien kom ud og tog imod mig. De spurgte, om min Ven ikke var med. Jeg lo og sagde, at han var gaaet "den romantiske Vej". Da lo de alle, og min Vært sagde: Saa kommer han her først henad Aften, den er besværlig og næsten ikke til at finde. Vi lo igen. Mad og Drikke kom frem, og under Solsejlets Skygge lod vi Timerne løbe. Den eneste tavse var Husets yngste Datter, som sad og stirrede hen ad den Kant, hvorfra jeg var kommet.

Og Timerne gik. Vi havde næsten glemt min Ven. Endelig da Solen skulde til at sige Farvel, hørte vi den unge Pige raabe: Der kommer han – og saa' hende løbe ham imøde. Han kom træt og langsomt op mod Huset. Den unge Pige løb som en Hund ved hans Side, lidt frem og lidt tilbage – –

Saa stod han foran os. Vi hilste ham velkommen under Spot og Spas. Jeg pegede paa hans Hat, hans Tøj, 4 hans Støvler.

"Hvem var saa den klogeste" – spurgte jeg.

"Det var du", sagde han. "Men hvad har du saa set? Dét der laa lige for. Men alt det, der laa til Siderne og bagved..?"

Den unge Pige smilede. Min Ven begyndte henrykt at fortælle. Men jeg sad tavs og lærte i det Sekund mere end i 10 Aar af mit Liv. –

Ja, jeg lærte meget den Aften. Mest om mig selv og om alt det, der laa udenom mig, og som jeg ikke før havde haft Øje for. Jeg er den Dag idag min Ven taknemmelig, fordi han gik "den romantiske Vej" og aabnede mine Øjne for mit Sinds Landevej og for Farerne, som lurede langt mere dér end paa de vildsomme Stier, fjærnt fra de slagne Veje.

Dette er min lille Historie. Jeg har betænkt mig, før jeg skrev den til Dem. Har jeg Ret dertil? Er det anmassende af mig overfor Dem? Min dybe Venskabsfølelse overfor Dem har drevet mig til at sige Dem, hvad der laa mig paa Hjærte. Dette maa De tro. Om jeg har haft Ret til at sige Dem min Mening maa De bedømme.

Er Hugo Martens ikke mig og Dem og os allesammen? Er han ikke trods alt en Kunstner, der deler vor Lod, det lille fattige Lands Liv, de smaa Kaars ædende Syge? Javist er han latterlig med sit Op-og-Ned, sine ædle Forsæt og borgerlige Opstød. Han fortvivler af Mangel paa Stof og Oplevelsesfrihed, og Energien til at udnytte 5 det, naar det endelig kommer, smuldrer mellem hans Fingre. Han er omringet af og bevogtet af smaa huslige Sorger og en Hustru, der siger Ja, naar hun om Morgenen aabner sine Øjne og Amen, naar hun lukker dem mod Natten. Han er filtret ind i et Væv af Livets borgerlige Baand, af Ægteskab, Familie, Børneforsørgelse og Gældsforpligtelser til højre og venstre – ak ja, hvem har ikke følt det, bittert og dræbende? Men han er ikke Borger, ikke alene, ikke mest. Han er ogsaa en fri Fugl, der basker mod Stængerne. Javist er det latterligt! Det er ogsaa latterligt at se Julegæssene nede paa Marken baske med Vingerne, naar Vildgæssene trækker forbi. Men bundfælder ikke Latteren sig tilsidst i et lille Stik i Sjælen – Medfølelsens, Samfølelsens Stik – Stikket der bunder dybt, fordi det ramte noget i En selv.

Det er dét jeg har følt ved at læse Deres Bog. Den er den lige Vej til Hugo Martens. Men Vejen gennem hans Sind deler sig i Stier og Sideveje, der aabner Egne, hvor der er vanskeligt at færdes, Sump og Krat, trist og bundløst Plask og Pløre, og Egne, hvor der er lyst og lykkeligt at vandre, frodig Mark og frie Enge, og først den, der har gaaet den lange brydsomme Vej, hans Sjæls "romantiske Vej", har set ham selv. Den, der gik den lige Vej, saa kun, hvad alle saa.

Jeg kan tale saa aabent til Dem, fordi jeg i Virkeligheden 6 ogsaa taler til mig selv. Ingen ved inderst inde saa godt som en selv Besked om alt det, der blev forkrøblet og ufuldkomment i dét, man ønsker at skabe. Jeg kender min Svaghed i alt, hvad jeg har skrevet. Jeg ved, hvor langt, hvor uendelig langt der er fra det, som Kunst i Virkeligheden er. Andres Vej har jeg traadt, fordi Fodsporene var der, og Vejen derfra var let at finde, andres Ord har jeg brugt, fordi jeg havde læst mig dem til og det nu en Gang var godt Latin. Nu ved jeg omtrent Besked om alt det, jeg ikke naaede. Jeg vil forsøge taalmodig at rulle Stenen op igen. Maaske vil det aldrig lykkes. Men jeg vil dog forsøge at stræbe redeligt. Og redeligt er ikke blot det at give, hvad man kan. Det er Redelighed i borgerlig Forstand. I Kunsten er kun dét redeligt, som man gaar i Stykker paa, eller naaer – trods alt. Men hvis jeg nu aldrig naar det, jeg ønsker, og mit Liv kun bliver en latterlig Kamp med Vejrmøller – er jeg da kun latterlig?

Nu maa De ikke smile. Jeg havde aldrig vovet at sige dette til Dem, som jeg beundrer, ja mere end dét. Men dette "mere" var netop det, som gav mig Mod til at tale aabent. Tro mig, dét har været mig tifold vanskeligere end at gaa den 7 lige Vej til Deres Hjærte med Elevens Taknemmelighed og Tilbedelse af sin Mester.

Deres
Henri Nathansen

 
[1] Bogen: Hans Kvast og Melusine, der udkom 4.12.1907. tilbage