Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Troense. 10. juni 1907
den vaagne Samvittighed
Troense [mandag] 10 Juni 1907
Kære Hr. Professor Brandes!
De har Morgenrødens Vinger. Her paa denne lille Ø ved det yderste Hav naaede Deres Hilsen1 mig. Posten vinkede mig hen, og da han rakte mig Kortet med den sælsomt levende Skrift, blev jeg glad og bevæget. Jeg kom til at tænke paa den Dag for 4 Aar siden, da et Brev fra Dem naaede mig her. Jeg havde fartet længe omkring, træt og dog hvileløs, jeg syntes alt var mig fremmed, Slægt, Land, Venner, ja min allernærmeste Ven – og saa en Dag da mine Tanker forgæves havde søgt et hvilende Punkt, tænkte jeg paa Dem. Jeg skrev Dem til, jeg syntes De var den eneste – og saa fik jeg Ro. Ja, det forstaar De maaske ikke, eller vil maaske ikke forstaa det. Men hvis De tænker paa Deres egen Ungdom og den Aand, som De dengang elskede højest af alle, ved De, hvad jeg følte. Der er for mig en Tryghed ved at vide, at De er til. De er den vaagne Samvittighed i dette lille Torneroseland. Derfor er De elsket, og derfor er De hadet. Jeg ved, at Deres Øje vaager midt i Sløvheden herhjemme. En Gang imellem rusker De op i Grødhjærnerne, og alle Nathuerne letter sig i Forfærdelse. Og Søvnen bliver dog Aar for Aar mere urolig, og enkelte gnikker Øjnene og vaagner. De ved jo sletikke selv, hvor meget De betyder. Eller maaske 2 ved De det, men siger det ikke. Ja, De kan mene, at det er saa usigeligt ligegyldigt, om De betyder noget for mig eller en anden Per eller Poul. Men alligevel – er der noget andet af Betydning end det at saa' af sit Sind og se, at det bærer Frø? Er Livet andet? Og De elsker jo dog Livet – alene fordi der ikke er noget andet at elske. De siger jo tit andet, og De taler med Smærte om det lidet, man naaer. Fra Dag til Dag ser man ikke Græsset gro. Men det gror dog. Det kan ikke siges, hvad Hundreder og atter Hundreder føler, at de skylder Dem. Tror De ikke, at jeg ofte, naar jeg mødte Dem, følte Lyst til at sige Dem Tak og atter Tak for Ting, jeg lærte at se og høre og forstaa ved Deres Hjælp. Og jeg har dog nu og da om end stammende sagt Dem det. Men De Tusinde, der aldrig fik Lejlighed til at sige Dem det!
Det er dejligt, at der er Ting man kan skrive, men som man saa vanskeligt kan tale om. Naar jeg møder Deres Blik, bliver jeg oftest forlegen. Jeg dækker mig bag min Ro, som ikke er andet end Skalkeskjul. Her hvor jeg sidder mange Mile fra Dem, falder det mig saa let. Det er saadan en Art tavs Tilstaaelse. I de gode gamle Dage friede man skriftlig og paa Afstand. Jeg tror det blev skønnere end nu. –
Her paa Taasinge har vi nu fuld Sommer. Frugttræerne staar i Blomst, og paa Husets Sydgavl, hvor Vin og Roser slynger sig, summer Bier og Fluer Dagen lang. Jeg tog hertil, dels for min Kones Skyld – her er lunt og dog friskt – og dels for min egen. Jeg vilde gærne i Sommer skrive et Stykke om Danmark – "Danas Have". Og her stemmer alle Omgivelser mig til Eftertanke. Øen er et Baroni, hvis Besiddere Aar for Aar ved en skøn Forbindelse af Dumhed og Forfængelighed bragte det skønne Gods i Forfald. En Samling af smaa Oldenborgere, der kan sidestilles vore egne Kinesere. Den sidste af den højsalige Fyrsterække var ifølge Udviklingens 3 Lov den galeste og satte sin Ære og sit Gods i en Stald. Da han formodentlig ikke syntes det gik hurtigt nok, red han Væddeløb lukt ind i Fordærvelsen. Nu er Godset under Administration af stærkere Magter – Administrationen spiser hvad der er og lader Vorherre om Resten. Selvfølgelig er den afdøde Baron2 skattet af Befolkningen for sin Folkelighed og sit store Hjærte. Folkenes Valgsprog har jo altid været: jo galere, jo bedre. Alt hvad der findes af Jord og Ejendom hører under Baroniet og Befolkningen har det kun i Fæste. Følgen heraf er en lykkelig Tilbagegang. Det eneste, der blomstrer, er det stedlige Brandassuranceselskab. Som en Mand sagde til mig forleden: "Nej, paa Thurø brænder det meget livligere. Her paa Taasinge faar jo Godset Assurancen."
Jeg har aldrig set et Menneske bestille noget herovre. Jeg er et Unikum – paa Taasinge. Da jeg spurgte en Mand hvad de alle levede af her i Troense, svarede han: "af Godset". Og dette er fallit! Enkebaronessen bor i et lille Hus i Nærheden af Slottet, "Enkesædet" kaldes det naturligvis – fint skal det være – og hun hilses dybt af det loyale Troense. Døtrene tituleres overalt Baronesser – og maa fæste deres Huse af Baroniet. Slottet blev herlig restaureret af den Afdøde og henligger ubeboet, mens Græs og Ukrudt nærmer sig Murene. Men Kirken i Gavlen er draget ind under Sognet, og i den prækes der hver Søndag om Guds uransagelige Visdom og Menigheden beder Bøn for, at det gale Fyrstehus maa blomstre!
Paa dette lod der sig vel skrive et "Danas Have". Mit Skuespil har dog et andet Æmne – mere stilfærdigt, ja De rynker Deres Bryn, men jeg er nu én Gang en stille Mand. Jeg forstaar de hollandske Malere, der havde en Mani for at gøre deres Lærreder saa smaa som muligt. Der er 4 noget besnærende for mig ved det fine Arbejde, det som ikke alle kan se, men som kan ses. Er det ikke godt at spænde Kunstens Rammer. Mundus in nuce er mine Længslers Maal. Man kan forfalde, det ved jeg godt, gøre dét til et Kunststykke, som skulde være Kunst. Men hvis man nu kunde gøre det, saa det smaa afspejlede det store og ikke enhver Bondekarl kunde finde Katten, var det saa ikke ogsaa godt?
Det vigtigste for mig er imidlertid, at mit Arbejde glæder mig. Jeg husker, da jeg som Skoledreng havde sneget mig over paa Universitetet for at høre Dem. Vi stod langt ud paa Frue Plads i Blæst og Regn. Det saa ud, som om Borgen skulde stormes. Og det blev den ogsaa, da Porten gik op. Jeg kilede min lille Krop ind mellem Sværmen, nedmejede hensynsløst de gamle Damer, der vilde foran mig, og sprang i 3 Trin ad Gangen ad den brede Trappe. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men jeg fik Plads paa 2den Række. Senere lærte jeg dem paa 1ste Række Kunsten af. Jeg overværede Prof. Steenstrups Forelæsninger, der fandt Sted i Timen før Deres. For mig staar det, som om han gav os et Kursus i Kunsten at stamme. Det var dog vist Folkeviserne, han gennemgik i Udvalg.
Saa sad jeg dér, da De kom ind. Naar Deres Øjne søgende gled langs Rækkerne og mødte mine, skælvede jeg af Frygt og Benovelse. De talte, og De saaede Deres Frø i mit unge Sind. De talte om dem, der havde spredt Skønhed, Frihed, Kærlighed og Had. Og i min Sjæl fødtes vage Ønsker og Længsler. Jorden var ikke flak, Himlen var ingen Osteklokke. Der var højt og vidt allevegne og ingen Grænser for den menneskelige Aand.
Levvel, kære Mester og Lærer. Mester i Aand og Lærer i Højsind og Frygtløshed!
Deres
Henri Nathansen
