Peter Nansen til Edvard Brandes
11. april 1897

skadefro Tilfredsstillelse

11 April 97

Kære Ven!

Det var da velsignet at faa et lille Olieblad fra Dig. Naa, forresten jeg troede jo ikke, Du var død. Tværtimod havde jeg en lumsk Fornemmelse af, at Du levede i usædvanligt Velbefindende – paa den ene eller den anden Side af Kanalen.

Men samtidig med at jeg glæder mig over den Livsalighed, Du nyder i det fjærne, sammen med en Del daarligt Komediespil – hvorpaa London dog ikke har Monopol –, længes jeg efter din Tilbagekomst. Maaske kan jeg snarligt behøve dine Venneraad. Ganske mellem os: jeg har idag tilskrevet Hegel med Forespørgsel om, hvor den Extra-Gage, han i sin Tid lovede mig efter hvert Aars Opgørelse, bliver af. Aftalen var: mindst 2000 extra. Vil han ikke give mig mere end min faste Gage, gaar jeg. Jeg vil nu enten tjene lidt ordentligt eller jeg vil være en ganske fri og uafhængig Mand. Jeg vil ikke tjene Penge til en anden, uden at faa en beskeden Part deraf.

Ikke at jeg føler noget uvenligt mod Hegel, tværtimod. Jeg holder snart meget baade af ham og hans buttede Kone.

Men med al min Skikkelighed og Indolens er jeg paa visse Punkter krasbørstig. Og jeg er saa storsnudet – maaske uden Grund – at jeg ikke er bange for at bryde en Bro af.

Det kan saamæn godt være, at Hegel gaar ind paa mine Fordringer, rettere sagt: giver mig hvad min Ret er. Men det kan jo ogsaa være, at han synes, jeg bliver for dyr … og saa vilde jeg nok tale med Dig.

Min lille Krig med Pontoppidan1 ærgrer ikke mig. Han var nok den groveste, men hans Grovhed tager jeg mig let. Jeg fik mange Udtryk for Bifald fra Folk, jeg sætter Pris paa, og jeg tror, at mit "Frisind" i det lange Løb vil holde fuldt Maal med hans. Jeg føler mig ikke ramt af "Erkesnobben". En lidt skadefro Tilfredsstillelse har jeg ogsaa haft af, at Kampen med mig ligesom har taget Pippet fra ham. Nej, han er s'gu ikke Journalist, naar en Smule Modsigelse gør ham først saa edderspændt og siden saa slap i Haserne. Han har, synes det, rent mistet Mælet.

"Strandby Folk"2 var naturligvis, literært, en Fiasko. Men økonomisk en stor Succes. Det gaar iaften for 4de Gang, – udsolgt Kl. 12½. Min Kone talte nydeligt Jysk og spillede overordentlig flinkt i 1ste Akt. Siden var der intetsomhelst at gøre ud af den leddeløse Rolle – hun gjorde mere, end der kunde forlanges. Jeg er lidt ked af, at Du slet ikke fik hende at se i en Rolle, hvor hun kunde vise sine virkeligt usædvanlige Egenskaber som Skuespillerinde.

Og Esmann maa vente til næste Sæson med sit Stykke. Olaf vilde ikke indstudere den store Rolle for [Resten øverst side 1]: blot et Par Ganges Feu3.

Kom nu snart tilbage – nej, det lyder saa egoistisk. Jeg mener blot, at jeg vilde være glad ved snart igen at se Dig. Min Kone hilser Dig venligst. Din Peter Nansen.

 
[1] Krig med Pontoppidan: se foregående brev. tilbage
[2] Strandby Folk: Holger Drachmanns skuespil der blev genopført på Det kgl. Teater. tilbage
[3] Feu: feu, fransk: ild, spillepenge, betaling pr. spilledag til en skuespiller ud over den faste gage. tilbage