Dina Lea til Henrik Pontoppidan
17. februar 1933
så stor lyst til at hilse på Dem
17-2-33
Kjære herr Pontoppidan!
Ja nu har jeg "overlevet" det skriftlige, trods søndagens frygtelige uheld. – Aa det har været en forferdelig spenning, – min nervøsitet holdt på at ødelegge hele foretagendet, – men jeg fastholder at det var en desperat opgave – (ikke emnet selv – eller emnerne) – Vedel vilde gitt mig Calvinismen i fransk litteratur, – det var da én ting at fordype sig i, – men denne opg. med de 30 poeter (det er ikke en større 2 overdrivelse) skulde være en "cadeau", en særskilt opmærksomhed mot mig!! –
Jeg håper det ikke er frygtelig galt at spørge, men jeg hadde så stor lyst til at hilse på Dem om så bare en liten stund, søndag. – Det er det eneste jeg har lyst til, – efter min farefulle ferd – (Ja, for depressionene, modløsheden, som vilde overmandet mig, var det gåt som jeg måtte frygte, vilde ikke været til at spøke med, – så hadde jeg sagtens gjemt mig bort for alle mennesker). Men ikke at jeg skulde bli i timevis, – ikke at De skulde be mennesker sammen. – Og om det ikke passer Dem, tar De det vel ikke ille op at jeg spurte, vel? –
Tusen takk for alting. – Deres hengivne
D. L.
