Anker Kirkeby til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. April 1938
Tak for Arv og Gæld
[April 19381]
Kære Henrik Pontoppidan!
Det er dejligt igen at have en af Deres Bøger i Haanden. Alene Udstyret af Levneds-Bindene forvolder en Skønhedsglæde: enkelt, prunkløst, men saa reelt (helt moderne funktionalistisk) og saa lødigt som selve den ægte Kærne, det omslutter. Og saa er det saa betryggende igen at være i Deres Selskab: De staar der 2 stadig som Klippen midt i Tidens Malstrøm – alt Bruset imponerer Dem ikke, Mode-Hvirvler rokker Dem ikke, alt Smaaskidtet og Grumset flyder Dem forbi. Tak!
Jeg begyndte med at gøre kritiske Notater. Paa Side 5, hvor De forklarer, hvorfra Kirkehyllinge har faaet Navn, synes jeg at savne en Oplysning om, at det (som Sædvane ellers er Landet over) vel maa være i Modsætning til en anden Del af Bebyggelsen, her Nørre Hyllinge. Paa Side 7 mindedes jeg, at jeg selv 3 engang troede at have genfundet Jeppes Kro2 i "Stodderklemmen" mellem Tersløse og Slagelse; ved Eftersyn i en Pjese af Carl S. Petersen ser jeg, at min Formodning nok ikke slaar til. Jeg vedlægger Pjesen, maaske vil det more Dem at se, hvad Carl S. P. skriver derom Side 7-10. Jeg vil gerne ved Lejlighed ha Pjesen tilbage.
Saa savnede jeg Side 8ff en nærmere Lokalbetegnelse for "Dejligheden" og nærliggende Kro og Færgested. Jeg har ligget for Tur derud i mange Aar, nu maa det være!
4 Men saa var det ogsaa forbi med de kritiske Anmærkninger, der var ikke et galt Komma at hænge sin Hat paa, jeg læste fascineret uden Pause hele Bogen ud i ét Stræk.
Men hvem var Højskoleeleven, der blev socialdemokratisk Ordfører? Og hvem er Friluftsmennesket – den moderne Tartuffe? Men mon De har Ret i, at Shakespeare og Molière havde tænkt sig deres Skikkelser saa let gennemskuelige? Var det mon ikke Skuespillerne, der straks udleverede 5 dem – og alligevel Shakespeare og Molière var jo begge Skuespillere! Jeg snakkede en Gang med Max Reinhardt3 derom, han gjorde sig til af, at hans Indsats havde været: paa Scenen at fremstille "der undurchsichtige Mensch" – saadan at man ikke straks i første Scene saa, om det var en Helt eller Skurk, men at hanPersonen først lidt efter lidt afslørede sig som en Svibel, der lar Bl Dækbladene falde. Den største Skuespiller, 6 jeg har set, (sa Reinhardt), var Lucien Guitry4; i de tre første Akter spillede han med et lukket Stenansigt, i Slutningen af tredje smilede han, det var som Solen gik op!
Jeg er ked af, at jeg aldrig ser Dem, men vil ikke plage med Visitter. Kunde jeg ikke faa Lov at hente Dem en Dag i Bil til Frokost, Middag eller Aften f.Eks. i "Guldmagerens Hus" i Nyhavn. Det er et helt Holbergsk Interiør, forhen Hotel Dania, hvor stilfærdige 7 Folk søger hen, bl.a. Hamsun, naar han kommer hertil under Pseudonymet Postmester Knut Pedersen. Jeg tænkte mig, De kunde holde ud at være sammen med f.Eks. Dumreicher eller min unge Kollega ved Politiken Walter Schwartz5 og hans søde Kone, W.S. er Søn af Alba S. fra Skagen som De citerer.
Jeg vedlægger et Billede af Guldmagerens Hus – det maa De beholde – i Modsætning til Pjesen.
Men – i hvert Fald – Tak for den Glæde "Arv og Gæld" har beredt mig. Og de venligste Hilsner fra Deres hengivne | Anker Kirkeby |