Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 2. juni 1915
intet om Deres sympatier
Bestum 2/6 – 1915.
Kære Henrik Pontoppidan
Tak for Deres linjer1 som glæded mig inderlig, fordi de viste at De ikke hadde glemt mig, De heller. – – –
Krigen, jo! – Folket er i det hele og store for Ententen, eller ialfald mod Tyskland. Belgien's skæbne har bestemt den sympati. Men selv uden det vilde det nok trukket den vei, tror jeg, alligevel; der er endog en indgroet sympati for Englænderne – fra deres opførsel som turister til matrosernes kendskab til dem tilsjøs. Kunstnerne holder paa Frankrig, selvfølgelig – undtagen en og anden forfatter, som er ængstelig for sit tyske forlag. – Men dette forhindrer ikke at der er mange fremtrædende mænd, som er tyskvenlige; det vil gerne være professorer, veterinærer og folk som har lært orden og ellers hvad de kan, i Tyskland. De holder paa Tyskland og ser en ulykke i ententens seir. Ved en banket for en tid siden hadde jeg en klassisk professor tilbords; han var komplet uimodtagelig for ethvert nedsættende ord om Tyskland; tilslut forlod jeg alle almensatser og sa f. ex. at om én kokte sammen al√ Tysklands skrivende kunst siden dets samling 1870 og udtrak én eneste draabe av det, saa blev den draabe ikke saameget værdt som ét digt av Verhaeren. Da nikked han henrykt og svarte ja; og det syntes jeg ikke var saa lidet; jeg var tilfreds. Men vi var rigtignok da langt ud i glasserne. Naar jeg saa fortalte ham en anekdote om en tysk ven og filologisk√ kollega i sin tid, som kunde reise sig efter flere seidler og si: Jetzt gehe ich nach hause um eine conjecture zu machen, – haanlo han høit og sa: Ja, det ligner dem! Og da var jeg tilfreds igen. – Jeg kan forresten ikke si andet end at jeg av og til har ond samvittighed for min aversion mod stammefrænden. De har da aandsliv, om de ikke har kunst; de har en tørst mod det√. Hvad har England? – I det hele: det at ta parti ligeoverfor dette hæslige, som nu benævnes krig, – det er at demoralisere sig. Men bærer det løs engang ogsaa her nord, faar man andet at gøre end at ta hensyn til moralen, især hos os, som er saa daarlig forsynt med alt som trænges; al politik gaar ud paa at gaa klar av skærene, mens farvandet blir trangere og trangere for hver maaned√, styggere og styggere, – men skuden blir jo ogsaa til vederlag√ altid mer haardfør, mindre ømskindet. 2 Netop hvad man kalder "et stolt folk", var jo Nordmændene heller ikke før. Og det vil her si: Man skrider ikke til den yderste udvei, før det er ganske√ klart at alle veier er lukket.
Imens har man bevaret sit humør – man er jo forholdsvis langt unna, skønt man mumler om forestaaende kup fra Tysklands side: det skulde gøre udfald og avsætte et par krigsskibe til hver av vore Vestlands-fjorde, med undervandsbaade i fjordgapet til værn, – for derved at trække Englænderne hid over: imens skulde et hovedangreb foregaa længer syd ved England. (For et almindelig menneske lyder det mindre trolig; det vil jo si: at sætte alt ind paa ett kort). Man mumler jo ogsaa lidt om Sverige: det er ikke ganske trygt som nabo for os. Det er jo saa: hoderne i det land er ikke kølige nok, heller ikke skarpsindige nok – de satte nu engang ved Lützen og Don's bredder lidt til av sin dømmekraft. Men selv om der er hete hoder derborte, saa er der jo et langt skridt fra det og til virkelig√ ufred.
Humøret er imidlertid i orden. Østlændingen er flaaset og løs i kæften; og hvergang en taabelighed?√ av den tyske gesandt har paatales i aviserne, blir en baad kontant torpederet. En slik avis-artikel koster staten én a to millioner; det tør jo hænde at østlændingen nu er blit mindre flot. – Vestlændingen, som er turistsnedig og ikke spor av kakse, tror hele tiden ...√ det paa en anden maade: Borte i Haugesund hørte jeg fortælle om en gudstjeneste, hvor menigheden med præsten bad om fred; men paa hjemveien lød det fra almuen som en mund: Nai, me maa ikje ha fred! Nai, me maa ikje ha fred! – De hadde nemlig i tusenvis liggende√ av tønder bedærvet sild, som egentlig var tænkt til gødsel i vaar, men nu gik for høieste dagspriser til Tyskland. – Dervest er forresten hver eneste mand engelskvenlig, omtrent. –
Nei, nu lar jeg munden og pennen løbe. Men hvad jeg vilde si: Folke-stemning (som De nævnte i Deres brev) kan man næsten ikke kalde denne følelse i Norge√ ligeoverfor krig og krigsførende. – Hvad mig selv angaar, saa vil jeg nok bekende at august i fjor var en av de tyngste maaneder jeg overhodet har oplevet; det var jo ikke stort√ anderledes end man er vant til at se i tilværelsen, men at det ogsaa skulde komme til at gælde som lov nationerne imellem! – Saa kom Marne-slaget: Det var en eventyrlig lys dag (som næsten kunde narre én til at tro paa et forsyn). – – De nævner i Deres brev intet om Deres sympatier.
Med de hjærteligste hilsner, –
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
