Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Bestum, Norge. 30. april 1911
en straf at være forfatter
Bestum 30/4 – 1911.
Kære Henrik Pontoppidan,
Idag ser jeg av aviserne at De har hat det ondt. Jeg vidste ikke at der feilte Dem noget. – Jeg ser ogsaa til min glæde at det er heldig overstaat, det værste. Og lykønsker Dem av hjertet med det. Gid De maa komme Dem raskt og bli rigtig frisk igen!
Ved De hvad jeg saa ofte nyder i tanken? Traske med Dem opover en bortgemt norsk dal, med hver sin skræppe1 paa ryggen√ trætte, saarbente2, grætne3 … sætte over heierne, ta feil av veien, finde en løe4 eller sove med rensdyrmose til tæppe, 2 sværge og gnase tørt spekekød, koke kaffe mellem fjældvands-strandens store stene … vise Dem dette endeløse land, og træffe en fækar5, som er vâr6 som et dyr. Ak ja. – Men om sommren arbeider De; og om sommren arbeider jeg, og nyder bare i tanken urfolks liv. Det er en straf at være forfatter. Og saa det at én som jeg ikke er slik økonomisk stillet at jeg kan holde kæft til nogen jul. – – – – –
Ja, ha det nu rigtig godt!
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
[nedad i venstre margin:] Jeg var en kort tur i Spanien. Det er et folk som er bagtalt. Jeg maa nok engang der syd igen, skønt jeg gruer; for der er overvættes meget at gøre. A basso il Americanismo! –
