Harald Kidde til Nicolai Clausen-Bagge
1898 (mellem 1898 og 1918)
75 […]
Ikke alene Emnet tumlede Kidde med, men faa har vel gjort saa grundigt et Arbejde med Sproget, Stilen, som han. Om Sproget skriver han i et Brev:
Ilden brænder i én, man synes, man skal dø, om den ikke kan sprutte ud, og Jorden brænder under éns Fødder – af Sted, ikke i Gang, men i Løb, i Spring! Men – ikke sandt – vil man så sætte af, så fornemmes det pludselig, at den Jord, der før var Ild, er blevet til fastholdende Ler, derunder svider endnu Ilden og hidser frem, men Fødderne må blive, man må langsomt vriste sig løs, Fjed for Fjed, Tomme for Tomme erhverve sig, erobre sig Retten, Muligheden for Færden frem. Og dette Ler, der binder og tvinger, det er just Sproget, Stilen! Og hvad er da Stilen igen, Sproget? ja, det er jo et gammelt Ord: at det er os selv, os, vor Personlighed – således, og ene således taler vi, udtrykker vi os! Stilen – det er ikke en Nussen om Adjektiv, som Pontoppidan spottende siger, det er det intimeste Udtryk, siger Stuckenberg, det nøjagtigste vilde jeg sige. Det er det Ord, som ene af alle Ord i Dansk (stundom af dansk-fremmede Ord) dækker helt og fuldt det, jeg følte og tænkte og vilde, måtte have frem. Og det er dette Ord, som holder Foden igen – Samvittigheden kan man ogsaa kalde Leret. Ti først når hint Ord er gravet op af os, først da er vi "mættede", først da kan vi med tryg Samvittighed løsne vor Fod og gå videre – til vi stikke der påny og påny bliver løs – ved at erlægge vor Bom-Mønt. Kunde vi måske end steppe igennem med falske Mønter eller Spillepenge 76 eller halvvægtige Skillinger (de sidste vil vi helst nøjes med), så vil Samvittigheden, d. v. s. Følelsen af ikke at have "stået til Fulde", dog bestandig nage i os som en Torn, en Følelse, som en Moders overfor et forsømt Barn, en Følelse, som den Per Gynt har, da han skridter ned ad Bjerget, og Uldnøsterne trimler om ham: "Vi er Tanker – du skulde tænkt os". Når en Bundskraber som Ibsen har følt det – hvad så vi??
Sproget – har vi andet Instrument? det er jo vor Mund. Tanker, Følelser, Ideer, hvad er det? ingenting, for andre da, før de støbes i Ord, de rette Ord, vore Ord. Ja, vore, ti om de så er nussede, om de er for få eller mange, det er noget, vi ene kan dømme om, ti ene vi ved, hvad de er Stempel for. – –
Sproget er
de hundrede, dybt indefra fremlyttede, frem-pressede Ord. […]
Summa Summarum: Sproget skal være personligt. […]
Sproget […] ejer i sig […] al den Skrivendes Karakter og desforuden al hans Stemning overfor Emnet – det viser os ikke den Skildrende, men det fortæller os om ham, og det fortæller så intimt, så følelsesbevæget og – besvangret, at vi fortrylles til at føle som den Skrivende, Fortællende. Også dette er altsammen Sproget, Stilen!
I det samme Brev hedder det:
Stil hos Johannes Jørgensen er noget helt andet end hos mig, han er så mange Gange større Kunstner – – – eller var det […] jeg føler mig langt mer som Livsfortolker, Livsudfolder. For Johannes Jørgensen gælder det at bruge skønne Ord, for mig at bruge rette. Han er, eller var, en Stilens Mester, det er jeg mange Alen 77 fra at være, men jeg er nøjagtig i mine Udtryk for al det nødvendige, nøjagtig i min Dissektion af det Sjæleliv, der ligger for mig – eller skal vi hellere sige: Jeg stræber at være det eller er det, så vidt jeg formår. Men som før sagt: har vi anden Mund end Sproget? Så må vi da være "Stilister" allesammen, – må, ti brænder end Jorden, den holder os fast. Alle skal vi – det er Vilh. Andersens Ord – som Kvinden bære en Helt 9 Måneder under vort Hjerte – om vi da ikke ønsker at føde Vanskabninger, som ikke kan bære Livets Træk.
