Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
5. oktober 1913
i Rentrykningens Stadium
5 Oktbr 1913.
Kære Henrik Pontoppidan.
Det har glædet mig meget at høre først gennem Brev fra Deres Kone og nu fra Dem selv, at De har haft en god Sommer, ja mere end det, en produktiv Sommer, og det er nærmest for at takke for disse kærkomne Meddelelser, at jeg sender Dem disse Linier. Jeg lykønsker Dem ogsaa til, at De nu forandrer Deres omstrejfende Liv til en ærbar Familiefaders med Tag over Hovedet og egne Møbler i Huset. Jeg kender godt Stedet1, hvor De skal bo, hvis jeg ikke tager Fejl, har jeg endda skrevet Skødet paa Jorden. Jeg kan ogsaa anvise Dem en Marksti, der fører op til Teglstrup Hegn; det er ikke længere siden end i Foraaret, da Frugttræerne stod 2 i Blomst, at jeg gik ad denne Sti, kommende fra Skovridergaarden "Landlyst"2, som jeg havde været ude at se paa. De faar det smukt dèr, skraas over for Kronborg, og bekvemt tilmed for visse smaa Forretningsrejser her til Byen, som jeg dog ikke vil ønske Dem for mange af, hvilket er meget uselvisk af mig, da det dog er den sikreste Maade for mig til at faa Dem at se. Jeg glæder mig ogsaa for mig selv, til de Besøg, jeg skal gøre Dem derude. Ja, nu har vi en ordentlig Passiar tilgode, vi kan dog ikke godt lade vore kære baade radikale og moderate Medborgere drage ud paa dette ineteressante Vintertogt, uden at give dem vor Velsignelse med paa Vejen. Og naar saa Vinteren er forbi, saa skal vi sammen hilse de første Foraarsbølger – Eia! popeia!3
Hvor befinder mon Deres Efteraarsbog 3 sig i Øjeblikket? Min er siden i Fredags i Rentrykningens Stadium, og den formenes at skulle løbe af Stablen den 15de. Desværre kun Sammes 1ste Halvdel. Sammes 2den Halvdel bedes et æret Publikum styre Utaalmodigheden efter indtil Foraaret. Dette er naturligvis ikke efter mit, men efter Forlagets Hoved; man turde ikke overfodre de iforvejen daarligt fordøjende politiske Spisere med begge Bind, og navnlig ikke stramme Pengemarkedet mere ved at kaste 2 Bind til 6 à 6½ Kr. pr. Stk ud paa én Gang. Kursen paa Fonds vilde være gaaet ned med ¼ à ½. Og overfor et Forlag, der frivilligt tager et Tab paa flere Tusind Kroner – og det er det jo vis paa – turde jeg jo ikke mukke.
De første Dage i forrige Uge var jeg paa Palsgaard4. Nu har jeg altsaa ogsaa ligesom Jeppe "lagt i Baronens Seng", og forbereder mig nu til en Konkurrence 4 med Vilhelm Andersen i gode Madsteder: overfor mig har han ikke mere noget "at ræve af". Samme Vilhelm A. traf jeg i Christiania; i Cyclebukser og med en for en Universitetsprofessor ganske upassende Hovedbedækning kom han rullende ned ad Karl Johan, direkte fra Trondhjem eller Molde; han havde i hvert Fald et utroligt Antal Kilometre i Rumpen. Redaktøren af "Tidens Tegn" stillede os en Middag paa hanssin Bekostning i Udsigt, men kneb ud igen, saa vi maatte spise paa egen Regning. Vi var begge blevet to slanke Mænd, jeg formedelst Sandefjord, han formedelst Cycling. I Onsdags, passerende Fredericia, saa jeg en Mand fra Ryggen, med et Par kæmpestore Vattotter i Ørene; "det maa være Rohde", sagde jeg til mig selv, og da jeg fik ham drejet om, saa var det ogsaa ganske rigtigt vor gamle Ven, paaklædt fuldkommen som en engelsk Gentleman i blaat Cheviot og sort rundpullet Hat à 10 Kr – han maa sælge ma igen have solgt en Forfatter til Frederiksborg-Musæet.
Deres hengivne
Erik Henrichsen
