Axel Garde til Henrik Pontoppidan
23. juli 1937
De var vor Værdimaaler
23-7-37
Kære Hr. Pontoppidan.
Jeg ved, at De er bortrejst fra Deres Hjem, og at De vil have Dagen imorgen i Ro og Fred. Men jeg ved ogsaa, hvor De er søgt hen, og jeg føler Trang til at sende et Par Ord sammen med alle mine allerbedste Ønsker for Deres Tilfredshed med Aarene og Glæde ved Helbredet.
De sidder nu som Tilskuer. Vi andre er stadig Hjul i Maskineriet, og vi savner Dem. De var i mine yngre Aar den erfarne og kloge Mand, der gav os det Grundlag, hvorpaa vi levede, og hvorfra vi bedømte vor Samtid. De gav i hele Deres Produktion Udsnit af dengangs Danmark, vi fik Generalnævnerne fra Dem og accepterede dem uden Tvivl, fordi vi følte, de passede, nøje valueret af en kyndig Mand. Vi havde Fornemmelsen af at leve i et Land, vi kendte. – Saa er Aarene gaaet. De har trukket Dem tilbage, andre har forsøgt at erstatte Dem, vi har faaet et Kig ind her og et andet ind der, et rigtigt, maaske et andet helt forkert. Tiden og Tidens Værdimaaler har ændret sig ganske. Vi, der er blevet igen, har ogsaa forandret os. Vi lever ikke længere i et Land, vi kender. Vi føler os utrygge og oftest som fremmede.
Jeg takker Dem for den Tid, De var vor Værdimaaler, og vi kunde følge Dem.1
