Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
8. oktober 1927
den unødige Bredde
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Jeg takker Dem for Deres Brev forleden. Jeg blev meget bedrøvet over, at De har maattet opgive det Besøg, som De havde tiltænkt os her. Jeg haaber oprigtigt, at vi engang kunde mødes her paa mine Enemærker – om ikke før, saa til Sommer; forhaabentlig opgiver De ikke Tanken om denne Jyllandstur.
Maa jeg have Lov at sige Dem, kære Hr. Pontoppidan, at jeg virkelig blues ved at modtage Deres Tak for mit Forsøg paa at give Udtryk for den Virkning, Deres Forfatterskab har øvet paa mig. Jeg har et Par Gange forsøgt at sige Dem, hvor dybt Deres Digtning har paavirket mig, at den blev overordentlig medbestemmende for den Aandsform, jeg efterhaanden har fundet frem til. Den Taknemmelighed, jeg derfor siden min første Ungdom har næret til Dem som 2 Digter, forstærkedes, da jeg mødte Dem personlig, og blev til Hengivenhed, da De viste mig Venskab og Interesse. Jeg har derfor en Følelse af, at der er noget unaturligt, ja urimeligt i, at De takker mig; jeg kan ikke modtage en Tak fra Dem uden straks at føle en Protest løfte sig i mig – en Protest som den, man føler, naar man pludselig ser sig i Besiddelse af noget, man ikke har Ret til at eje. Men det glæder mig, at De har fundet Mening og Forstaaelse i, hvad jeg skrev.
Det gør os ondt, at vi stadig kun hører saa triste Efterretninger om Deres Frues Sygdom; synderligt Haab om Helbredelse for Lidelser af den Art er der jo ikke, men vi ønsker dog en Bedring, der kunde gøre Dem begge Tilstanden taaleligere. Kyndigere Tilsyn end Deres Svigersøns kan der vel næppe være 3 Tale om, og det maa da ogsaa være en Oplivelse midt i det hele, at De er Deres Datter og hendes Børn saa nær. "Børnebørn er de Gamles Krone", staar der i Salomo's Ordsprog.
Jeg venter med Længsel Deres nye Bog. Det, De siger om dens Formslægtskab med Dramaet, gør mig endnu mere utaalmodig; ogsaa jeg har følt mig træt af den unødige Bredde, det vidtløftige parlando, der hersker i den nyere Roman. Man faar det Indtryk, at Skribenterne er gledet ind i en Art mekanisk Fungeren; den kalendariske Regelmæssighed, hvormed de udløser deres kunstneriske Besættelse, røber ogsaa det mekaniske og lidenskabsløse i deres Arbejde. – Ved Siden af den Smule, jeg skriver i "Politiken"1, behandler jeg nogle Bøger i "Aarhuus Stiftstidende"2; jeg glæder mig 4 til at skrive om Deres nye Bog.
Jeg havde tænkt at gøre den Roman, jeg nu i en Aarrække har arbejdet med, færdig til Udsendelse i dette Efteraar; men Skæbnen vilde det ikke. Min Faders Sygdom og Død slog mig helt bort fra Arbejdet, saa jeg kom ud af Bogens Stof. Nu haaber jeg paa Vinterens Ro. Det vilde være velgørende at blive befriet fra det Tryk, som den aarelange Tumlen med Bogen har lagt paa mig.
Skulde min Vej engang i Vinter falde i Nærheden af Svendborg, vil jeg meget gerne have Lov at hilse paa Dem; men som sagt, vi haaber at se Dem her i Jylland, naar Forholdene tillader det.
De bedste Hilsener til Dem og Deres Frue med Ønskerne om god Bedring fra os begge her.
Deres hengivne
Richardt Gandrup
8/10 27.
