Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 5. april 1937
forsøge at skrive
Efterskrift: Meget Papir lidet Indhold!
April 371
Kære Pontoppidan. – Jeg vil forsøge at skrive et Par Linier til Dem. Det er ikke første Gang jeg gør det, men Linierne er gaaet i Kakkelovnen og ikke til Dem; der var kommet for mange Ord i dem som ikke hang sammen fordi de var skrevet over hverandre, det gaar maaske ligedan denne Gang skønt nu [haaber?] jeg bestemt at de skal [flere ulæselige ord] saa – Vejen mellem os bør da ikke gro helt til, forinden den ene eller anden af os har faaet Forfald og ikke kan gaa den mere. [tom plads] har det ganske godt og at mine Tanker ofte søger til Dem for at [tom plads] fordi jeg længes efter Dem uden at [tom plads] til Dem.
Jeg har det tilfredsstillende godt, naar jeg undtar, at jeg snart ikke kan se andet end hvad jeg ser i Tankerne men det er da for den Sags Skyld [tom plads] nok og meget sjelden sort i Stemning. Som naar jeg ser ud over Haven udenfor mit Vindue og kun ser Taage er mit Sind for et Øjeblik formørket men saa tænker jeg snarest muligt paa, hvor godt jeg har det i næsten alt andet.
2 Søndag Aften – Længere kom jeg ikke i Aftes – saa var jeg helt blind og træt. Nu ser jeg ned ad den lange hvide Side og tænker paa hvad jeg skal skrive og fylde den med. Noget om mig selv? Der er ikke noget, der kan interessere Dem selv om det interesserer mig f. Ex. at jeg faar Haven genemgaaet af Kommunens Gartnerfolk. Ved en Tilfældighed kom jeg til at fortælle Borgmesteren2 at det var saa vanskeligt at faa Gartnerhjælp, og han var da saa elskværdig at tilbyde mig al Assistance da Kommunen jo med Tiden faar den smukkeste og største Del af Ejendommen som Gave. Jeg tog mod Tilbudet og glæder mig daglig over saa fin og nydelig alt kommer til at se ud. Desværre ser jeg kun selv som en Anelse gennem Taagen. Naar jeg sidder i min Stol mellem Skrivebordet og Reolen hvor H. Pontoppidans Bøger har Plads, saa jeg kan klappe Dem paa Ryggen. [Selv om] jeg ikke kan læse dem mere saa tænker jeg tit paa Dem og altid med Taknemlighed fordi jeg traf Dem i Livet og harmonerede saa godt med Dem.
Blot vi bode hinanden saa nær, at vi hyppig kunde ta nogle Smaature sammen og staa stille ved hvert tyvende Skridt, som vi gerne gjorde.
Deres hengivne
M. Galschiøt
3 Her ligger et halvt Blad Papir og jeg synes, jeg maa kunne fylde det inden Synet helt svigter. Jeg tænkte paa Dem, da De fik den Skuffelse, at Einar Thomsen ikke blev Overlæge ved Bispebjerg Hospital. Hvad nu?
Der stod i "Politiken" at Ungdommen begyndte at ta i Plads i Rækken hvad der gik ud over de lidt ældre selv om de var anerkendte som særlig dygtige. Einar staar vel nu paa [Grænsen?] mellem de unge og de ældre. Han er vel et godt Stykke inde i 40rne, men han klarer det vel nok ved den Dygtighed og Anseelse, han har.
[tom plads] Fru Jespersens3 Ende[ligt] [tom plads] baade for hende og for ham det bedste for hun var efterhaanden blevet ganske aandssvækket. Han besøgte 4 mig en Ugestid inden hun døde og han var da ret nedtrykt og kunde kun arbejde et Par Timer om Formiddagen. Det vil nok snart blive bedre for han er et Arbejdsmenneske af første Sort. Hendes første og eneste Spørsmaal til mig naar vi [tom plads] altid om jeg nylig hade Brev fra Dem [tom plads] naar hun hade faaet det at vide sad hun ellers [tom plads] snart besøge ham – han modtar En altid som en kær Gæst og vi har altid meget at snakke om som [tom plads]
– mer blev det altsaa ikke paa dette Stykke Papir. Hvad mon der kommer til at staa [paa] det næste.
Deres Ven
