Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 24. januar 1936

Eftersommerdag i 1934

24. Januar 36

Kære Pontoppidan. – Hvis De kunde ha Lyst til at gøre et af Deres Dem beundrende Medmennesker og en Kollega en Glæde, saa send Collett Vogt et Par Linjer til Opmuntring i hans nuværende Elendighed. Jeg fik igaar et ynkeligt og næsten helt ulæseligt Brev fra ham, men der var da i det Spørsmaal om Deres Befindende og en Hilsen til Dem. Han har siden 6. December ligget paa et Hospital i Stockholm, Röda Korsets Sjukhem Riksmarskalkens Väg Stockholm Ø stærkt lidende af den Exem-Sygdom, som han forgæves søgte Helbredelse af her paa Montebello det meste af Somren. Da han rejste herfra i September, syntes han nok, han var betydelig bedre og paa Finnåker, hvor han tog til hade han det en Tid saa godt, at han fik skrevet det lille Skuespil, som det nok kan interessere Dem at læse og som jeg sender med, men saa kom et nyt Anfald af Exemen, og nu ligger han altsaa paa et nyt Hospital og er ved at opgi Haabet om at komme sig – Stakkel! Hans ene Fod er lam og Feberen indfinder sig nu og da, saa han ser ingen Ende paa Elendigheden eller paa Hospitals-Opholdet. Og saa har han tilmed sin Datter liggende paa samme Hospital efter en Operation, saa han har ogsaa hende at ængstes for. Jeg skriver nu til ham, for jeg ved, at det vil glæde ham at føle, at der er nogen, der holder af ham. 2 Jeg glemmer aldrig hans Glæde og Optagethed af at være sammen med Dem hin Eftersommerdag i 1934¹ her paa Reberbanen. Det var nu ogsaa en ualmindelig smuk Dag hvad Vejr og Vind angik. Vi kom hjem fra vor lille Spaseretur paa gamle Hellebæksvej, og han ventede paa os oppe i Haven ved Havelaagen, vi skulde komme ind af. Frk. Pansch, der underholdt ham deroppe taler tit om hans Uro og Forventnings-Utallmodighed – der maatte nødig gaa for meget tabt af den Tid, han kunde være sammen med Dem, og det var ham en virkelig Sorg, da De nogle Dage efter blev syg og maatte ligge og ikke kunde ta mod Besøg.

Selv har jeg det godt – "ualmindelig godt" siger Frk. Pansch, og jeg modsiger hende ikke. Forleden betalte jeg min Lægeregning for 1935. Den var paa 12 Kr. for 2 Konsultationer, der angik et nyt Brokbind. Som 90aarig synes jeg det er forholdsvis godt præsteret. Da jeg sendte Dr. Ulmer Beløbet føjede jeg til, at jeg haabede, han ikke vilde ta mig det ilde op, hvis Honoraret for 1936 ikke blev større.

Jeg har nu læst Andersen Nexø ud, og haft Fornøjelse af den; men lidt tørre Partier er der jo og langtrukne – Episoden med den sindssyge Dame og Vogterdrengslivet i visse Enkeltheder – dog ikke den ganske ypperlige Scene med Tjenestepigerne – men det bedste er alligevel Bedsteforældrene og alt hvad de er med til.

Lev saa vel

Deres hengivne
M. Galschiøt