Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 24. april 1934

tiltagende Træthedsfornemmelse

24. April 34

Kære Pontoppidan. – Det var da godt, at der ikke var andet i Vejen med Dem – jeg begyndte saa smaat at tænke paa Muligheden af, at jeg hade undladt at skrive udenpaa Konvoluten, men jeg tog det dog med forholdsvis Ro og mente, at syg var De næppe, for saa hade De nok bedt Else sende mig Bud. Jeg blev altsaa glad, da jeg saa den kendte Skrift igen, og endnu gladere, da jeg læste, at De gerne vilde benytte mit Tilbud og bo her i det gamle Hus sidst paa Somren. Jeg tror, det skal blive nok saa hyggeligt for os begge. Jeg tænker, at Fru Lassen rejser senest i de første Dage af August. Og tre - fire Dage efter staar Lejligheden parat til at ta imod Dem. Saa snart jeg faar det at vide, underretter jeg Dem derom. Og saa kommer De, naar det passer Dem og Deres Husholderske. Hun kan da ikke ha noget imod at tilbringe nogle Uger i en anden By, der vel kan byde paa Biograf og andre lignende Adspredelser lige saa godt som Charlottenlund. Det gaar nok altsammen, som det helst skal. Bare vi selv ikke svigter. Det glæder mig, at De synes at spore Bedring i Deres Befindende og det baade foroven og forneden. Desværre kan jeg ikke rose mig af lignende Fornemmelser. Jeg trode dog ikke, jeg hade ladet mig mærke med det i mine Breve, men det maa jeg vel altsaa, siden De synes at ha kunnet mærke det. Det er for Resten vel ikke noget af Betydning, en rimelig tiltagende Træthedsfornemmelse, hvormed der ogsaa følger en aandelig Afslappelse. Jeg husker, at Rist led af det samme i sine sidste Leveaar, og da forstod jeg det ikke, fordi jeg selv stadig var i fuld Vigør og syntes, at man sagtens med en fast Viljesbeslutning maatte kunne overvinde det – men nu forstaar jeg det. 2 Frk. Pansch trøster mig med, at det er Foraarstræthed, den som ogsaa Ungdommen kan lide under, og for at berolige hende, siger jeg: Ja, det er det naturligvis, men jeg betvivler, at hun tror derpaa. Jeg gør det i hvert Fald ikke. Jeg vil nu imidlertid indstille mig paa, at vi skal ha nogle hyggelige Uger sammen i Eftersomren med smaa Spasereture ud ad "Verdens Ende" til og uden triste Tanker paa Livsens Ende, de der jo nu nok melder sig, ret hyppig, naar jeg sidder alene og er træt af at læse, der jo ellers er det, der mest optar mig. Det er nærmest Pluk-Læsning. Jeg har fundet paa, at gaa ind i Bogværelset og paa maafaa ta en Haandfuld Bøger ud af Reolerne og saa sætte mig ind og se, hvad de indeholder. Det er egenlig ganske underholdende. Forleden repeterede jeg saaledes Heiberg-Høedt Konflikten fra 1857 gennem Teaterchef Christensens Fremstilling, der polemiserer mod Overskous, en anden Gang fik jeg fat i Rovsings "De tre Vonner¹" og Edv. Brandes' Piece om det Bojesenske moderate Venstres Provisorie-Forlig i Aarene 85-91.

Paa den Maade gaar det meste af Dagen for mig, men desværre begynder jeg at mærke eller tror at mærke, at det gaar ud over Øjnenes Seevne. Læsningen af den meget slet trykte Formiddags "Politik" bidrager ikke mindst dertil. – Men nu vil jeg slutte mine Klager – der er dog alligevel en Del Livslyst tilbage, selv om jeg, naar jeg ved 8 Tiden om Morgenen skal ud af Sengen, egenlig helst blev liggende i den for ikke at mærke Trætheden, der strax melder sig, naar jeg sætter Fødderne paa Gulvet og retter mig. Det gaar da kun smaat til en Begyndelse – men det gaar da endnu, og jeg vil dog nok helst, at det skal kunne blive ved at gaa en god Stund endnu – foreløbig i hvert Fald ud over Høsten.

Gid De fremdeles maa mærke mindre og mindre til Deres Skrøbeligheder.

Prof. Jespersens har jeg endnu ikke gjort Genvisit hos; men jeg skal nok bringe Deres Hilsen, naar det sker engang i den nærmeste Fremtid

Deres hengivne
M. Galschiøt