Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 4. november 1933

den eneste ægte og paalidelige Memoire-Form

4. Nvbr. 33.

Kære Pontoppidan. – Idag har jeg faaet "Festberetningen", som De stillede mig i Udsigt i Deres forrige Brev, og saa vil jeg sige Dem Tak baade for Brevene og for "Drengeaar" og ikke mindst for den fornyede Forsikring om, at De sætter Pris paa mit "mangeaarige Venskab" – eller rettere vort. Det gør jeg ogsaa af mit ganske Hjerte. Det har været mig en Glæde i mine Aftentimer at sidde med Deres kønne lille Bog1 i Haanden og læse den igen uden at skulle passe paa mulige Trykfejl – det var virkelig tit ligesom ganske nyt for mig, hvad jeg læste, og jeg nød det dobbelt derved. Og saa var det, som jeg hade Dem siddende hos mig, saa personlig og levende er Deres Beretning. Det er en god Memoire-Form – den eneste ægte og paalidelige. Jeg hade just lige forinden læst Andersen Nexø's "Et lille Kræ" og beundret den Dygtighed, hvormed den er gjort, men det er jo "Dichtung" vistnok paa Grundlag af "Wirklichkeit", men dog først og fremmest Digtning og ikke Memoire. Det er derimod Deres "Drengeaar". De bruger etsteds den Vending: "Jeg husker ikke, hvad hun sagde" eller lign. – det er om Deres Mor – en saadan findes ikke i hele Nexø's Bog; han beretter Sider fulde af Samtaler, som han har hørt eller ført, da han var 6-7-8 Aar. Det er jo Digt altsammen, af en 62-aarig dreven Digter, mægtig godt gjort i Gorkis Stil og paa sin Vis ægte og paalideligt nok i Aand, men som "Livserindringer", hvad Nexø selv gir dem ud for, næppe helt i Virkelighed. Jeg haaber da, at De ikke fortryder, at De har sendt "Drengeaar" ud i Verden, og at De ikke har opgivet at fortsætte med "Ungdomsaar". Selv om De skulde servere flere "Frikadeller" i dem, som ikke smager alle lige godt, er det dog rart en Gang imellem at høre en myndig Mands Mening om Sagerne, selv om man ikke deler dem. – De maa nu ikke tro, at jeg undervurderer Nexø's Bog – jeg synes, den er ganske betydelig og højst interessant som Selvskildring – ikke mindst Indledningen, hvor han i store Træk angir Gangen i sin Udvikling. Han er sikkert et betydeligt Menneske, selv om han er stærkt og vistnok noget naivt bjergtaget af russisk Kommunisme. Men det er vel for Resten Vejen, vi skal ad.

2 Det var rart, at De fik noget festligt ud af Randers-Deputationens Overrækkelse af Æresborger-Diplomet, og jeg kan godt forstaa, at det var Dem en særlig Glæde at ha Deres to Døtre med ved den Lejlighed. Det gir jo særlig dem et smukt Minde om deres Far og hans Anseelse. Jeg har et Par Gange været i en lidt beslægtet Situation, men jeg følte mig nærmest lidt flov under Oplæsningen af Dokumenterne, og ved 80 Aars Adressen, som Fru Lis læste op for mig, svarede jeg, at hvis jeg var blevet opfordret til at underskrive den, vilde jeg absolut ha vægret mig. Og da Magistraten mødte op med sin Takadresse for en Gave, som jeg kun hade givet Løfte om i et Testamente, jeg kunde ændre, gjorde jeg lidt Løjer med Højtideligheden. Men trøstede dem med, at da jeg jo ikke blev fritaget for Skat til Kommunen, vilde det i hvert Fald ikke komme til at gaa føleligt ud over den, om jeg brød Løftet, men kun over mit Eftermæle. Og nu har jeg iaar faaet et Extrakvartals Skat til Gengæld. Men, som jeg altid sa til min Millionær-Ven Collstrop, naar han rasede over de store Tilskud til de arbejdsløse: Hvor Fanden skal Stat og Kommune faa det fra, naar de ikke tar det fra dem, der har det og kan undvære det? –

Deres elskværdige Udtalelser om Deres ældste Datters Besøg og den Glæde, De følte, naar De saa hende sidde med sit Strikketøj i Deres Stue og hørte hendes livlige og muntre Beretninger, rørte mig, for jeg mærkede som et Suk over Ensomheden, der vel ellers til Tider kom som en Skygge kan glide ind over Deres Alderdomsliv. Jeg føler det nu kun sjælden, men det ligger vel i, at jeg i det hele tænker mere paa, hvor snart det hele kan være forbi og derfor glæder mig over Livet, saa længe jeg faar Lov at leve – det vil sige leve saa pas uden Sygdom, Sorg eller Bekymring af nævneværdig Art. – Idag har jeg for Resten just faaet en saadan, idet jeg har givet Red. Garde "Tilskueren" Løfte om en 2 Siders Artikel til December Hæftet, det sidste i Tidskriftets 50de Aargang. Neeregaard og Vedel har givet Tilsagn om lignende, hvis jeg vilde være med! –

Ja saadanne Dumheder kan jeg altsaa endnu indlade mig paa!

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Bog: Drengeaar, der udkom 28.10.1933. tilbage