Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 22. juli 1933
gode biografiske Smaabidrag
22. Juli 33
Kære Pontoppidan. – Jeg sender Dem min Fødselsdagshilsen til Lindersvold, for jeg haaber da, at De har faaet gennemført Deres Plan om at tilbringe Dagen og vel ogsaa Dagene deromkring hos Deres Svoger sammen med Børn og Børnebørn, hvad De jo plejer, og som De glædede Dem til. Altsaa til Lykke med Dagen og alt godt i det kommende 77de Aar! Ingen ønsker Dem det af et oprigtigere Hjerte, vel ogsaa af Egenkærlighed, for det vilde dog gaa mig som de andre af Deres nærmeste i Livet nær, om De ikke hade det saa godt, som man med Billighed kan forlange, at en Mand i Deres Alder skal ha det for at føle sig tilfreds. Vi gamle√ maa jo ikke stille for store Fordringer til Livsudfoldelsen mere, men Ligevægt i Sindet og nogenlunde godt Humør tror jeg De har – jeg synes altid, jeg kan spore det i Deres Breve, selv i de pessimistiske Betragtninger. À propos Deres Breve. Jeg var belavet paa, at De helst ønskede dem "brændte", men glædede mig over, at jeg fik Lov til at være medbestemmende om deres Skæbne. Saa faar Randers-Biblioteket dem, hvad der er jo saa meget rimeligere, som Bibliotekaren altsaa allerede er ude efter andre af Deres Breve. Det er en ganske stor Samling, jeg har, vist mindst et Par hundrede1. Det første er fra Efteraaret 1883 – vi har altsaa nu vexlet Breve i snart 50 Aar og vel næret Venskabsfølese for hinanden i mere end 40. Og saa vidt jeg ved, har der aldrig været en Kurre paa Traaden mellem os. Der var engang en kuriøs lille Misforstaaelse mellem Deres Kone og Frk. Pansch, som en upaalidelig Pige foranledigede, men den gik vi udenom med god Vilje, og den fremkaldte kun et Smil, da jeg gennem et Brev mindedes derom. Der er selvfølgelig i Samlingen adskillige Breve uden videre Interesse, hvad Indholdet angaar, udover den øjeblikkelige Meddelelse, men der er næsten altid i dem en Udtalelse, Ytring eller blot stilistisk Vending, der har et Pontoppidansk Særpræg, og saa bringer de altid Oplysning om et eller andet, De foretar Dem, eller paatænker, saa de gir ganske gode biografiske Smaabidrag, der maaske ellers vilde være gaaet i Glemmebogen. Jeg tror, det ogsaa af den Grund vil interessere Dem at løbe Samlingen igennem. Naar De engang kommer her, kan De faa den med Dem.
2 Det glæder mig, at De har besluttet Dem til at offenliggøre Deres "Erindringer" fra Barndomstiden i Randers. Jeg tror, De vil faa megen Glæde deraf, og hvis min "Formaning", som De siger, har bidraget dertil, glæder det mig yderligere. Jeg kunde godt tænke mig, at Gennemgangen af Brevsamlingen kunde gi Dem Lyst til at fortsætte – min Syslen med de gamle Breve har i hvert Fald medført en Del Kriblen i "Aandsnerverne", saa jeg i stille Timer har leget med Muligheden af at ta fat igen og bl.a. fortælle lidt om Journalistik for 60 Aar siden. Det er til Efteraaret 70 Aar, siden jeg debuterede med en Artikel i "Dagbladet" i Anledning af nogle Studenter-Optøjer2, jeg hade været med om, og som endte i Politiretten, hvad jeg nok har fortalt Dem om. Men jeg tror nu alligevel ikke, at der kommer noget ud af den Kriblen. Men saa har jeg haft den Fornøjelse, der er noget beslægtet med den Nydelse, man i Ungdommen hade af at tænke paa den elskede. – Jeg har i den sidste Tid beskæftiget mig en Del med Nathansens "Hugo David"3, da jeg venter hans Besøg efter et Par Smaabreve, vi har vexlet; jeg vilde jo ikke staa helt fremmed for den, og jeg hade næsten glemt den. Han skrev, at han gennemgik den og forkortede den noget. Jeg fik Indtryk af, at det næppe blev af indgribende Betydning. Saa er jeg bange for, at den ikke voxer videre i Værd. Den lider, synes jeg, i høj Grad af Overlæsselse i Stilen, der virker ganske trættende, af Tautologier og nærlydende Nuanceringer, saa man Linier igennem blir hængende i den samme Tanke. Det er mærkeligt, for han har en udmærket Replik og kan gi en Scene levende i faa Træk. Han var kommet næsten helt bort derfra i "Mendel Philipsen" syntes jeg – paa en to tre Steder nær – men i "Hugo David" er det tit utaaleligt – synes jeg – ikke mindst naar jeg tænker paa Deres koncise klare og knappe Beretnings-Stil. Jeg kender ikke skønnere og mere ægte dansk Sprog end Deres. Jeg kan vel nok sige Dem det op i Deres aabne Øjne, uden at De tror, det er Smiger. Der er ogsaa noget selvbehageligt over Nathansens Stil, som ikke behager mig men hans Evner er ikke ringe og paa Feltet "indenfor Murene" er han næsten lige saa god som Goldschmidt i "Maser". Det skal interessere mig at snakke med ham herom, og jeg haaber, at han ikke er for ømtaalelig.
Bring Else og Einar min hjerteligste Hilsen og Lykønskning – det er jo ogsaa egen Festdag for dem – deres 18(?) Bryllupsdag. Mon de har gennemført, hvad jeg den Dag4 la dem paa Sinde: aldrig nogen Aften lægge sig til Ro uden at være "gode Venner". Lev saa vel, kære Ven. I de fleste af Deres Breve fortæller De mig, at De hade tænkt paa at besøge mig, men at De nu var forhindret! Det gælder ogsaa om det sidste Brev. De ved, at det altid vil glæde mig at faa et Besøg, men at jeg ogsaa forstaar, at det er lettere for Dem at planlægge end at udføre et saadant.
Deres hengivne
M. Galschiøt
